Fedme og skyld

Af Peter Sandøe, professor og sektionsleder for Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 12. december 2014)

Der er behov for et opgør mod at se fedme som den enkeltes eget ansvar, skriver Peter Sandøe. Rygere og alkoholikere kan vælge at sige helt stop, men fede kan jo ikke bare holde op med at spise!

"De har jo selv proppet maden ind i munden."

« Med disse ord forklarede en respondent i en spørgeskemaundersøgelse, hvorfor borgere i det offentlige sundhedsvæsen ikke bør tilbydes kirurgiske og medicinske behandlinger mod fedme.

Vedkommende stod ikke alene. Faktisk var der i undersøgelsen, som i 2012 blev gennemført af sociolog Thomas Bøker Lund sammen med undertegnede og en anden kollega, flere respondenter, som mente, at de fede selv skulle betale for behandlingen, end der var respondenter, som mente, at det offentlige skulle betale. Det interessante og nye ved undersøgelsen, som for nylig er blevet offentliggjort i tidsskriftet European Journal of Clinical Nutrition, er, at de beskrevne holdninger specifikt vedrører fedme.

Allerede i en undersøgelse, som blev gennemført i 2010, og som i 2011 blev offentliggjort i tidsskriftet Obesity, havde vi fundet, at der blandt danskerne var en markant modvilje mod, at det offentlige skulle betale for fedmebehandlinger. Vi havde endvidere fundet, at denne holdning var tæt forbundet med en forestilling om, at fede mennesker selv er ansvarlige for, at de vejer for meget. På den baggrund valgte vi i den nye undersøgelse at sammenligne holdninger til behandling af fedme med holdninger til behandlinger af to rygerelaterede sygdomme, lungekræft og KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, også kaldet »rygerlunger« ). Til vores store overraskelse viste det sig i den nye undersøgelse, at der var en stor kontrast mellem holdningerne til offentligt betalt behandling af fedme og til behandling af rygerelaterede sygdomme. For de rygerelaterede sygdommes vedkommende var der et stort flertal for offentligt finansierede behandlinger, mens der som nævnt var flest, som mente, at de fede selv skulle betale.

Der er flere mulige forklaringer på den fundne kontrast. Af dem er de tre mest oplagte: At fedme i modsætning til KOL og lungekræft ikke opfattes som en sygdom; at hvis man er fed, har man mulighed for på egen hånd at gøre noget ved sin situation, hvilket man ikke har, hvis man først har fået lungekræft eller KOL; og endelig at rygning er en uskyldig last, mens fedme signalerer en alvorlig karakterbrist. Lad mig forsøge at gå lidt ned i de tre forklaringer.

Det er helt korrekt, at fedme ikke herhjemme regnes for en sygdom, hvorimod den amerikanske lægeforening for nylig har vedtaget, at fedme skal regnes som sygdom. Til fordel for den danske opfattelse kan siges, at man godt kan være meget fed og samtidig opretholde et normalt liv, hvilket man ikke kan, hvis man er ramt af fremskreden KOL eller lungekræft. Det er dog ikke det samme som, at der ikke kan være grund til, at sundhedsvæsenet skal hjælpe svært fede mennesker. Svær fedme leder nemlig med stor sandsynlighed til alvorlige helbredsproblemer.

Således har svært fede en stærkt forøget risiko for at udvikle blandt andet diabetes, hjertekarsygdomme, ledproblemer og forskellige former for kræft; og afhængig af graden af fedme er der en forventet reduceret livslængde på mellem fem og ti år. Dertil kommer en række alvorlige psykosociale problemer, som blandt andet giver sig udslag i, at der hos fede er en forøget risiko for depression.

Selv om man accepterer, at alle disse problemer følger af at være fed, vil det stadig med baggrund i de holdninger, som kom frem i vores undersøgelser, kunne siges, at de fede jo selv har muligheden for at gøre noget ved deres problem. »Man kan jo,« som en af respondenterne i vores seneste undersøgelse skrev, »bare lukke munden på rette tid.« Dette er klart et punkt, hvor den moderne fedmeforskning ser helt anderledes på virkeligheden, end folk gør flest. Ifølge forskningen er der meget, som tyder på, at kroppen normalt, når den først er blevet stor, af al kraft vil forsøge at fastholde den opnåede størrelse.

Selv om det ikke er nemt, er det selvfølgelig bestemt muligt at gå på kur og tabe sig, men langt de fleste tager relativt hurtigt igen det tabte på i vægt.

Fede mennesker er tilsyneladende typisk ramt af en kalorieafhængighed, der ikke i princippet er meget forskellig fra de former for afhængighed, som kendes i forbindelse med rygning og alkoholisme. Der er dog en helt afgørende forskel, som gør det sværere for den fede: Rygere og alkoholikere kan vælge at sige helt stop; og normalt er det den eneste vej frem, hvis en person vil sin afhængighed til livs. Men fede kan jo ikke holde op med at spise; de er nødt til at fortsætte med at spise, bare i mere moderat omfang.

Selv om det lykkes at få det budskab igennem, at det faktisk er utrolig svært at opnå permanent vægttab, når man først er blevet fed, så står der stadig den opfattelse tilbage, at de fede jo kunne have sagt fra i tide. Det, at man er endt med at blive fed, er ifølge den gængse opfattelse i sidste ende selvforskyldt.

Hvis der i udgangspunktet havde været mere styr på tingene, var man aldrig kommet så vidt som til at ende med at være svært fed. Den fede har fra starten ligget under for mindst to af de syv klassiske dødssynder: frådseri og dovenskab.

Selvfølgelig er det ikke kun biologi i snæver forstand, som er årsagen til fedme. De gener, som disponerer for fedme, var der jo også for 50 år siden, hvor forekomsten af fedme var minimal. I mellemtiden er der sket et skift i vores livsbetingelser, som gør det sværere for de mennesker, som er genetisk disponeret for fedme. I vor tid er der dog en tendens til at opfatte livsbetingelser som resultat af en selvvalgt livsstil snarere end som et kollektivt vilkår. Denne tendens bliver stærkt understøttet af de mange sundhedsprofeter, som fortæller os, hvordan vi individuelt kan ændre vores livsstil.

Mens man fra politisk hold forsøger at forebygge rygerelaterede sygdomme ved at gøre det dyrere og mere besværligt at være ryger, så overlader man i høj grad håndteringen af den fedmerelaterede livsstil til den enkelte. Det er hverken klogt eller moralsk i orden.