Forbrugerne vælger ikke frit - industrien har et ansvar

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Altinget.dk den 19. juni 2014)

En af de væsentligste udfordringer for fremtidens sundhedsvæsen er det stærkt stigende antal overvægtige borgere i Danmark. Det er en af de samfundsøkonomske konsekvenser af en kultur, hvor vi - kort sagt - spiser for meget og for usundt og rører os alt for lidt.

Fedme har mange årsager: fra det genetiske over det individuelle, sociale og kulturelle. Så man kan på ingen måde entydigt placere ansvaret hos de overvægtige og blot hævde, at de skal tage sig sammen. De færreste vælger bevidst at være overvægtige – og da slet ikke i en kultur, hvor overvægtige stigmatiseres og nedgøres, sundhedsidealet fokuserer på askese og selvkontrol og de kroppe som reklameindustrien fremhæver i det offentlige rum som oftest fremstår slanke og veltrænede. Det er – i social forstand - ikke fedt at være fed.

Det betyder ikke, at man skal fratage mennesker ansvaret for eget liv eller blot reducere dem til ofre for tilværelsens fortrædeligheder. Men det betyder, at det er værd at kigge på de strukturer, der understøtter, at så mange af os når en størrelse, hvor det truer vores egen sundhed.

Et sted at kigge efter ansvar og løsninger kunne være den fødevareindustri, der lever af at sælge de produkter, som fører til de mange personlige og samfundsmæssige problemer, som overvægten fører med sig.

I første omgang synes der dog ikke at være noget at komme efter. Borgerne har gennem de politiske beslutningstagere sat rammerne for fødevaremarkedet og industrien agerer blot på dette marked. Så længe man overholder regler om markedsføring, indholdsdeklarationer m.m., opfylder man sit formelle ansvar. Ansvar handler imidlertid om mere end jura. Det er blot den formelle udkrystallisering af vores fælles værdier. Etisk set synes det at give god mening at spørge, i hvor høj grad det er etisk acceptabelt at markedsføre produkter, hvis ernæringsmæssige værdi er mere end tvivlsom.

Det er i industriens interesse at få solgt så meget som muligt. Jo flere chips, energidrikke, grillpølser, morgensukkerbomberinge, hønsesalat, slik og pommes frites, der kan langes over disken – jo bedre. Sådan er det bare. Og sjældent skyr man nogen midler for at fremme salget.

Som forbruger og forældre står man dagligt i en kamp med underholdende bamsevæsener, pop- og sportstjerner, fængende melodier og morsomme reklamefilm og skal overbevise sig selv og sine børn om, at reklamerne ikke har ret, og lykken ikke ligger for enden af det næste sukker- og fedtchock.

Til at hjælpe os har vi som samfund valgt at sætte ind i skolen med en smule madlavningsundervisning og en række oplysningskampagner om sund og alsidig kost, der i økonomisk og kreativ gennemslagskraft ikke har mange chancer over for de gigantiske budgetter, som de store spillere på fødevareområdet kan kaste efter lanceringen af deres underlødige produkter. Ja, de er selvfølgelig ikke underlødige, hvis man nøjes med en lille smule af dem som et supplement til en grov, alsidig og balanceret kost – det er bare ikke det, der sker. Juridisk er alt på plads – men etisk set er det spørgsmålet, om det ikke er præcis her, at det hele halter.

Kan industrien blot gemme sig bag juraen og pæne ord, eller kan man tillade sig at forvente, at den af sig selv søger at begrænse salget af sine usunde produkter? Er det et rimeligt krav at stille til en chipsfabrik? Eller er løsningen at ændre rammerne for markedet – f.eks. reglerne for, hvad der må reklameres for hvornår eller hvordan?

Eller skal vi som nu blot satse på at gøre borgerne klogere gennem oplysningskampagner, så de kan modstå presset fra en reklameindustri, der med dyb indsigt i vores psykologi og 24/7 adgang til vores øjne og ører og maver gennem et hav af platforme hele tiden forsøger at bilde os ind, at lykken kommer efter næste bid? Er vi kritiske og intelligente nok til det? Påstanden om, at industrien blot stiller produkterne til rådighed, og vi som forbrugere så frit vælger mellem dem, er ikke troværdig. Reklamer for milliarder viser, at der er andet på spil. Ansvaret kan man ikke løbe fra – og slet ikke når man med alle midler søger at øge sit salg.

Resultatet af de nuværende indirekte forsøg på at kontrollere markedet efterlader en del at ønske. Forsøg på gennem afgifter at påvirke forbruget af f.eks. fedt og sukker har heller ikke just overbevist. Tilbage står, at nogle producerer og sælger varer, som vi andre fortærer i så rigt mål, at det skader os selv og er en gigantisk udfordring for samfundsøkonomien.

Der er næppe nogen vej uden om at tage de store ord i munden og sige, at vi alle må løfte vores del af ansvaret. Vi må som mennesker tage ansvar for vores eget liv i det omfang, vi magter det. Vi må som samfund tage ansvar for hinanden – og især dem, der har det sværest. Og industrien må tage sin del af ansvaret på sig. Det store spørgsmål bliver, om det kan blive til andet end pæne ord, medmindre samfundet ændrer rammerne for markedet.