Kriser der dræber
Af Kia Ditlevsen, ph.d.-studerende, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, og Rune Møller Stahl, ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
(Trykt 2. maj 2014 i Information)
Vi er vant til at se på kriser som rent økonomiske fænomener. Men de sætter sig også igennem rent fysisk - vi bliver syge og dør af dem.
Europa er ved at vågne op til konsekvenserne af den økonomiske krise. Røde Kors advarede i 2013 om, at Europa er på vej mod en sundhedsmæssig katastrofe. Fra 2009 til 2012 er antallet af personer, der er afhængige af fødevarehjælp, steget med 75 pct., og i mange lande har sociale nedskæringer kraftigt begrænset adgangen til sundhed.
Værst ser det ud i Grækenland. Landets massive krise har kastet millioner ud i fattigdom, og antallet af selvmord er steget drastisk. Samtidig har landet skåret kraftigt på sundhed og sociale ordninger for at opfylde krav fra EU og IMF til gengæld for finansielle hjælpepakker. Sundhedsudgifterne skulle reduceres til seks procent af BNP – næsten det halve af det danske niveau – lød kravet. Resultaterne har været katastrofale. Det græske sundhedsbudget er blevet beskåret med 40 procent, og millioner har mistet adgangen til sundhedsydelser og medicin. Al forebyggende HIV-behandling er stoppet, hvorefter antallet af nye HIV-smittede er steget med 52 procent – den værste stigning i den vestlige verden siden 1980’erne – og malaria er vendt tilbage til landet, fordi effektiv insektbekæmpelse er for bekostelig.
Privatisering og massedød
Vi har længe vidst, at kriser koster liv. I de senere år er denne viden fulgt op med mere systematiske forsøg på at gøre de menneskelige omkostninger op. Sociologen David Stuckler og medicineren Sanjay Basu samler op på denne forskning i bogen The body Economic – why austerity kills fra 2013.
Det mest ekstreme eksempel, der fremføres i bogen, er Rusland efter kommunismens fald. Den markedsorienterede chokterapi, som IMF og Vesten tvang igennem i årene efter Murens fald, betød, at store dele af landets ressourcer og fabrikker blev overtaget af nyrige oligarker, mens BNP blev næsten halveret fra 1991 til 1998. Resultatet var økonomisk ruin og eksplosivt stigende arbejdsløshed og fattigdom. De sundhedsmæssige konsekvenser var, ikke overraskende, massive. Den gennemsnitlige levealder for russiske mænd faldt i løbet af tre år fra 64 til 57 år, og overdødeligheden har kostet op mod 10 millioner liv. Det er det største målte fald i levealder i et land, der ikke er ramt af krig eller hungersnød. Forfatterne vurderer, at niveauet af stress og fortvivlelse, som steg sammen med arbejdsløsheden og fattigdommen, førte til hjertesygdomme og blodpropper samt til øget dødelighed på grund af misbrug af alkohol og stoffer.
Katastrofen kunne være undgået. En sammenligning med andre postkommunistiske lande, som gennemgik en langsommere og mere kontrolleret privatiseringsproces – eksempelvis Hviderusland, der ikke blev ramt af samme sundhedskrise – peger på, at det var den hurtige, hårde privatisering, som forårsagede den massive dødelighed.
Omfanget af de sundhedsmæssige konsekvenser af den nuværende krise i Europa kan først ses i de kommende år, men der er allerede afgørende nationale forskelle. Finanskrakket ramte Island historisk hårdt, men har ikke ramt sundheden. Påfaldende nok gik Island imod råd fra IMF og investerede i det sociale sikkerhedsnet efter krakket.
Ulige sundhed i Danmark
Danmark er langt fra situationen i Grækenland. Men nogle af de faktorer, der gør kriser sundhedsfarlige, er allerede i spil i den ulige fordeling af sundhed og risiko, som krisen kan forværre. Der er store sundhedsrisici forbundet med at leve under usikre livsvilkår, at være arbejdsløs, stresset eller socialt stigmatiseret. Alt sammen ting, der påvirker sociale relationer, individuelle muligheder og helbredet, og som under økonomiske kriser rammer befolkningen hårdere og bredere.
Statistisk set er det dem med mindst uddannelse og lavest indkomst i Danmark, der har flest og mest alvorlige helbredsproblemer, og som oftere lever med flere risikofaktorer som rygning, usund kost og overvægt. Dem med lange uddannelser lever generelt sundere og længere. Det handler til dels om valg og økonomisk råderum, men sociale og psykologiske faktorer spiller også ind. Mad kan bruges til at sikre sund livsstil og fremtidig sundhed, men fremtidsplanlægningen kan ligge meget langt væk, hvis ens livssituation er ustabil og prekær. I en presset hverdag kan det sagtens være mere rationelt at bruge mad til at skabe velvære og hygge for sin familie her og nu, uanset om det er usundt på den lange bane.
I et kriseramt samfund øges stressniveauet, især for de mest udsatte grupper. Stress nedsætter tærsklen for, hvad kroppen kan håndtere, og øger risikoen for sygdomme og helbredsproblemer, og forskning peger på, at de sundhedsmæssige konsekvenser stiger med graden af ulighed i samfundet. Hårde vilkår, knaphed og usikkerhed er stressfremkaldende, ikke at kunne købe ordentlig mad til sine børn, ikke at vide, om indtægten ryger eller at bo kummerligt, er stressende. Selv de sundeste madvalg kan ikke gardere nogen mod verdensøkonomiske brud, stigende arbejdsløshed og øget knaphed i samfundet.
Med krisen er usikkerhed og ustabilitet blevet et livsvilkår for flere i Danmark. Samtidig gøres der indhug i de universelle velfærdstilbud, og uligheden øges. Erfaringerne fra verdensøkonomien viser, at dette er en farlig vej at gå, hvis krisen ikke skal udvikle sig til at blive en decideret social og sundhedsmæssig krise. Den aktuelle forskning peger på, at sociale investeringer er vejen frem: Sunde borgere skaber ikke i sig selv gode samfund, men retfærdige, sikre samfund skaber sunde borgere.