Produktiviteten er vigtig - men pas på

Af Niels Kærgård, professor, og Peder Andersen, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet 

(Trykt 7. januar 2014 i Børsen)

Produktiviteten spiller berettiget en helt central rolle i den danske debat. Men den målte produktivitet må aldrig ses isoleret. Selv beslutninger, der øger denne størrelse, kan være skadelige for samfundsøkonomien.

Produktiviteten er kommet til at spille en hel central rolle i den danske debat. En ekspertkommission arbejder i øjeblikket med mulighederne for at øge produktiviteten. Og det er berettiget. Tekniske fremskridt, bedre uddannelse og mere kapital er det, der via produktivitetsstigninger giver mulighed for velstandsstigninger og forbedret konkurrenceevne.

Men det kan være farligt at se for isoleret på den målte produktivitet. Produktiviteten er basalt set en brøk, der viser forholdet mellem produktionen og indsatsen af produktionsfaktorer, og i en række tilfælde er der problemer med både tæller og nævner i brøken.

Produktionen i et land er altid fundamental set multifunktionel. Dvs. der produceres både nogle varer, der går til markedet, og nogle "biprodukter", der har positiv og negativ betydning for befolkningens velfærd.

For landbrugets vedkommende er de positive effekter f.eks. landskabspleje, beskæftigelse i yderdistrikterne og fødevaresikkerhed. De negative er pesticider i miljøet, overforsyning med næringsstoffer i søer og vandløb og store arealer med monokulturer med ringe biodiversitet. Tilsvarende gælder en række andre erhverv.

Den målte produktion er alene den del, der omsættes på markedet, men der er meget andet, der bidrager til befolkningens velfærd.

Nationalregnskabstallene er et ufuldstændigt mål for velstand og velfærd. Den økonomiske vækst overvurderes f.eks., fordi offentlige ydelser i form af pasning af børn og ældre ved hjælp af lønnet personale på institutionerne medtages i nationalproduktet, mens tilsvarende arbejde førhen blev passet af ulønnede, hjemmegående kvinder, der ikke indgik i nationalregnskabet.

Miljørestriktioner ændrer balancen mellem den målte produktion og produktionen uden for nationalregnskabet. Stiller man f.eks. krav til landbruget om mindre brug af pesticider og kunstgødning, vil det formindske produktionen af landbrugsvarer i nationalregnskabet, mens produktionen af miljøgoder som biodiversitet og rent grundvand uden for nationalregnskabet øges.

Regler kan øge samlet velfærd

Når man laver restriktioner på produktionen af miljø- og byplanmæssige grunde, så sker det, fordi man tror, man derved øger den samlede velfærd i samfundet. Dvs. man tror, at faldet i den markedsmæssige produktion er mindre end stigningen i de markedseksterne effekter.

Det er altså begrundelsen for sådanne indgreb, at de øger den samlede velfærd, men der er ingen tvivl om, at de sænker den registrerede produktion og dermed også den målte produktivitet.

Det er altså samfundsmæssigt uhensigtsmæssigt at øge den målte produktivitet, hvis det sker ved at flytte "produktion" fra den umålte til den målte del af produktionen.

Man bør selvfølgelig hele tiden spørge, om vi har ubegrundede produktivitetssænkende restriktioner, men også, om vi tager nok hensyn til de ikkemålelige dele af den samlede produktion.

Faren ved produktivitetsdebatten er, at vi fokuserer så meget på det første spørgsmål, at vi glemmer det sidste.

Hovedproblemet er, at den "ikke-markedsmæssige" produktion er meget vanskeligere at måle end den markedsmæssige, og beslutningstagere og medier har det erfaringsmæssigt med at hænge sig i tal og dermed i de lettest målelige effekter. Det kan føre til helt forkerte beslutninger.

Mål ikkeøkonomiske effekter

Der er de sidste årtier gjort et stort arbejde for at måle de "ikkeøkonomiske" effekters værdi.

Hvad er værdien af nye rekreative skovområder, af naturgenopretning af åer og vandløb og af attraktive bymiljøer med et varieret udbud af institutioner og butikker? Man kommer typisk til meget store tal.

Huse handles f.eks. til helt andre priser i nærheden af et naturområde eller i en attraktiv bykerne end i et goldt forstadskvarter.

Man kunne derfor ønske sig, at Produktivitetskommissionens arbejde blev suppleret med en mere systematisk kvantificering af de markedseksterne effekter.

Det er imidlertid ikke kun målingen af tælleren i produktiviteten, der er et problem. Der er også problemer med nævneren. Her har man indsatsen af arbejdskraft (eller det totale faktorforbrug).

Men det er ikke nødvendigvis det samfundsmæssigt relevante. Det har faktisk været diskuteret både i forbindelse med høj- og lavkonjunkturer.

Produktivt at fyre folk

Vi har set eksempler på, at produktiviteten i lavkonjunkturer har været høj, fordi man har fyret folk, og så selvfølgeligt fyret de mindst effektive.

Tilsvarende har man argumenteret for en lav produktivitet i højkonjunkturperioder, fordi der her er fuld beskæftigelse, dvs. også mindre effektive medborgere er i beskæftigelse. Men en høj produktivitet forårsaget af en lav beskæftigelse er selvfølgelig ikke nogen ønskelig situation.

Hvis produktiviteten sættes op ved at øge arbejdstempoet og kravene til medarbejderne, kan det let give bagslag. Det kan meget vel være en fordel med en lidt lavere produktivitet, hvis vi derved kan sikre en mindre udstødning fra arbejdsmarkedet og en større arbejdsglæde.

Produktiviteten er en helt central parameter i enhver økonomi, og Produktivitetskommissionens analyser bør danne grundlag for gennemtænkte politiske initiativer, men den målte produktivitet må aldrig ses isoleret.

Selv beslutninger, der øger denne størrelse, og dermed øger nationalproduktet, kan være irrationelle og skadelige for samfundsøkonomien.