Sundhed for de privilegerede

Af Kia Ditlevsen, sociolog og ph.d.-studerende, og Naja Buono Stamer, sociolog og ph.d.-studerende, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Information 25. april 2014)

Staten forsøger i højere og højere grad at regulere, hvad befolkningen putter i munden. Men de sociale forhold, der skaber ulige forudsætninger for at leve sundt, er tabt af syne

De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen viser endnu engang, at danskernes sundhed i høj grad er socialt differentieret. Omkring 25 procent af de danskere, der udelukkende har gennemført grundskolen, har et usundt kostmønster.
Det gælder til sammenligning kun for omkring fem procent af de borgere, der har en lang videregående uddannelse. Og mønstret går igen, når man kigger på andre sundhedsparametre. Statistisk set er de sunde oftest også rige og veluddannede, mens de, som lever de mest udsatte liv, er de mest usunde - med flere sygdomme og nedsat livskvalitet til følge.

Det er ikke uden grund, at man forsøger at forbedre befolkningens sundhed gennem kosten. Men som på mange andre områder er tiltagene først og fremmest rettet mod forbrugeren. Det er altså i høj grad borgeren som forbruger, der skal træffe de rigtige valg for at sikre sin egen sundhed.

Reguleringen af danskernes madvalg er båret af en trekantsalliance mellem den medicinske videnskabs forskning i risikofaktorer, de ernæringsfagliges viden om mikronæringsstoffer og økonomernes tro på, at al menneskelig handlen bygger på rationelle, oplyste valg. Den reguleringspolitik, der føres på madområdet, er altså domineret af en ensidig opfattelse af mad, mennesker og rationalitet.

Gennem eksempelvis offentlige oplysningskampagner fodres borgerne med viden om det 'rigtige' valg. Ideen er, at jo mere oplysning man får, desto bedre valg træffer man - og bedre skal her forstås som sundere. I den logik ligger en implicit antagelse om, at sundhed bør være det afgørende i den enkeltes valg. Det er, kan man sige, det moralske imperativ i reguleringen. Det er ikke et upolitisk påbud, der her søges overført til borgerne. Kost og sundhedsråd fremstilles ofte som objektive, velmenende og til den enkeltes, og derved også samfundets, bedste. Fra forskningen ved vi dog, at det primært er den højere middelklasse, der har gjort sundhed til en afgørende faktor i deres madforbrug. De privilegerendes præferencer og logik bliver hermed gjort til idealet for forbruget, og det er da også primært de privilegerede, der tager sundhedsbudskaberne til sig.

Det sociale måltid

Overordnet set er oplysningskampagnernes sundhedseffekt begrænset. Den individualiserende effekt er til gengæld stor. Som med andre neoliberale styringsværktøjer bliver den enkelte udpeget som ansvarlig for sin egen sundhed: Når man har viden, hvorfor så ikke handle 'rationelt' og vælge sundt?
Men den logik udelader de sociale forhold, der er med til at skabe en usund livsstil og ulige forudsætninger for at leve sundt. Madforbruget er i høj grad socialt forankret, påpeger den sociologiske forskning, og handler for den enkelte sjældent om risikofaktorer og mikronæringsstoffer.
Mad er i det hele taget i det levede hverdagsliv meget andet end økonomisk rationalitet og sunde byggesten. Mad har nemlig ikke blot en ernæringsmæssig funktion, men også en social.

Tilknytningsforhold etableres, opretholdes og fremvises gennem maden. Sundhed er en faktor, der kan indgå i madforbruget, men oftest indgår hensynet til sundhed i et samspil med andre hensyn og valg. Andre rationaliteter udkonkurrerer ofte den økonomiske eller sundhedsmæssige: Smagsoplevelsen kan være vigtigere end sundheden, eller usund mad kan fungere som den forkælelse af familien, der gør en ellers usikker og trængt hverdag tålelig.

At regulere sundhed primært gennem oplysning og økonomiske værktøjer som fedtafgifter virker derfor naivt og utilstrækkeligt. Det menneske, staten forsøger at regulere, er overvejende farvet af økonomisk teori, der forstår menneskelig handlen som målrationel kalkule.
Det socialt agerende og socialt formede menneske forsvinder, når borgeren bliver gjort til forbruger.
Det samme gør den sociale og sanselige mad. Mad fremstilles som ren ernæringsmæssig nytteoptimerende byggesten i et sundt legeme. Sund mad gøres til et spørgsmål om fravær af visse byggesten (sukker, fedt) og tilstedeværelse af andre (grøntsager).
Men sund mad er også tegnet af selve spisesituationen, viser madsociologisk forskning. »Spis med andre«, »Nyd maden« og »Giv dig god tid« kunne med god fornuft være en del af kostrådene, som de er i eksempelvis Brasilien og Japan, hvor der lægges mere vægt på det fælles gode måltid end på den enkeltes forbrugsvalg.

Alle skal spise godt

Folkesundheden er for vigtig at overlade til markedet, og vi har derfor ingen intentioner om at afskrive regulering af kostvaner som sådan. Men i stedet for at spørge, hvordan vi får forbrugeren til at vælge rigtigt, kunne politikerne spørge, hvordan vi som samfund sikrer, at alle har mulighed for at spise godt.

Hvordan sikrer vi, at al mad er ordentlig mad? Den stigende polarisering i sundhed og madvaner, hvor de mest privilegerede dyrker den autentiske smag og sunde mad, og de mest udsatte grupper i højere grad vælger kalorietunge og ernæringsfattige alternativer, kalder på en madpolitik, der går udover trekantsalliancen mellem medicinsk risikovurdering, ernæringsfaglig madforståelse og den økonomiske idé om menneskelig handlen. En madpolitik, der tager udgangspunkt i en forståelse af madens sociale kontekst og funktion.