Svineriget og virkeligheden

Af Peter Sandøe, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

(Trykt i Weekendavisen den 7. februar 2014)

Klumme. Fødevareminister Dan Jørgensen vil gøre noget ved forholdene i svineproduktionen. Siden sidste sommer har der dog ligget en rapport på ministerens bord, som viser, at pattegrisedødeligheden er på vej ned. Mon han har læst den?

I forrige uge bragte DR1 dokumentaren Det store svinerige, som satte fokus på den intensive danske svineproduktion. Udsendelsen tog udgangspunkt i fiktionens verden, nemlig med et klip fra en episoden af Borgen, som blev vist sidste år. Her spillede en skandale om døde pattegrise en central rolle i det politiske spil mellem statsminister Birgitte Nyborg og lederen af oppositionen. Den dramatiske fremstilling med klare referencer til en virkelig debat fik dengang erhvervets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer op på barrikaderne med en kritik af, at Danmarks Radio via fiktion tegnede et usandt billede af dansk svineproduktion. Repræsentanter for erhvervet opfordrede samtidig danskerne til at komme ud at se, hvordan tingene i virkeligheden foregår i stedet for at tage fiktionens fremstilling for gode varer.

Ideen med DR-dokumentaren var angiveligt at tage erhvervet på ordet og besøge et par gode danske svinebønder, udvalgt af Landbrug & Fødevarer, for at få et billede af, hvordan det i virkeligheden går for sig ude i de danske svinestalde. I modsætning til mange af de tidligere udsendelser, som gennem det seneste årti løbende har skabt debat om forholdene i den danske svineproduktion, var udsendelsen renset for egentlige afsløringer: Der blev ikke sagt og vist noget, som ikke tidligere havde været fremme i debatten; men det er klart, at meget af det, der foregår i en moderne svinestald, ikke er rart at se på. Især de mange billeder af svage og døde pattegrise virker stærkt.

Når udsendelsen trods fraværet af egentlige afsløringer havde stor gennemslagskraft i den offentlige debat, skyldes det, ud over de stærke billeder, et tæt parløb med den nye fødevareminister Dan Jørgensen. Ministeren valgte, ugen før udsendelsen blev vist, at fremsætte en erklæring om, at han vil sætte sig bag et initiativ, der skal gøre noget ved forholdene i svineproduktionen, som han i et interview i Politiken den 18. januar kaldte for »Danmarks største dyrevelfærdsproblem«. Ét problem, som Dan Jørgensen i interviewet og sine efterfølgende optrædener i de elektroniske medier, lagde stor vægt på, var den store dødelighed blandt pattegrise. Samtidig bidrog ministeren til at få den kommende udsendelse til at fremstå mere afslørende, end den ret beset var, ved at sige, at det er underligt, at der ikke har været mere fokus på problemet.

Det må siges at være en sandhed med modifikationer, at der ikke har været fokus på døde pattegrise: Da TV-avisen i foråret 2010 afslørede, at omkring 25.000 pattegrise dengang dagligt døde i de danske svinestalde, gav det stor opmærksomhed i medierne. Efterfølgende blev der fra politisk hold sat et udredningsarbejde i gang i regi af den arbejdsgruppe vedrørende avl af dyr, som allerede kørte i Justitsministeriet, og som jeg var formand for.

Arbejdsgruppen afleverede en delrapport om avl af svin i januar 2012. Daværende fødevareminister Mette Gjerskov tog ikke nogen initiativer på baggrund af rapporten, og i sommeren 2012 opstod der en debat om rapportens objektivitet. Den endelige udgave af arbejdsgruppens samlede rapport, hvor forskellige usikkerheder om det videnskabelige grundlag for den tidligere rapports konklusioner om svineavl var blevet afklaret, havnede på fødevareministerens bord i august 2013. I mellemtiden var Mette Gjerskov blevet skiftet ud med Karen Hækkerup, der heller ikke tog nogen initiativer på baggrund af rapporten. Rapporten lå altså stadig på fødevareministerens skrivebord, da Dan Jørgensen overtog det i december 2013.

I rapporten kunne Dan Jørgensen læse, at svineerhvervet faktisk har haft fokus på problemet, idet man i 2004 havde ændret den måde at avle på, som i det foregående årti havde været en stærkt medvirkende faktor til at få pattegrisdødeligheden til at stige fra cirka 17 procent til cirka 24 procent. Han kunne også læse, at bestræbelserne tilsyneladende ser ud til at virke, idet pattegrisdødeligheden blandt de renracede avlsdyr nu er faldet til det niveau, den var på, før den begyndte at stige, samt at den er på vej ned i produktionsbesætningerne, hvor man arbejder med krydsningsdyr.

Det tager dog tid, før den genetiske fremgang slår igennem her. Ifølge ekspertvurderinger er det forventeligt, at der vil gå nogle år, før dødeligheden her er faldet lige så meget som blandt avlsdyrene; men i de seneste år er den faldet omkring et halvt procentpoint om året. Så ved udgangen af 2012 var pattegrisedødeligheden ifølge rapporten på ministerens bord faldet med omkring to procentpoint, og den fortsætter tilsyneladende med at falde. Jeg har svært ved at forestille mig, at Dan Jørgensen ikke har læst rapporten, eller at hans embedsmænd ikke i det mindste har fortalt ham, hvad der står i den. På den baggrund kan man godt få den tanke, at øvelsen fra Dan Jørgensens side gik ud på at tale problemet med den høje pattegrisdødelighed op, understøttet af stærke TV-billeder, for efterfølgende at kunne fremstå som ministeren, der gjorde det, der skulle til, for at få sænket den alt for høje danske pattegrisedødelighed.

Indirekte fremstår hele forløbet derfor som en lidt ironisk kommentar til den sammenligning, der i »Det store svinerige« bliver draget til fiktionens verden i Borgen: Medier og politikere arbejder sammen om at profilere hinanden. Selv den brede offentlighed kan måske opfattes som en vinder her: Man får en god historie i den bedste sendetid og kan efterfølgende glæde sig over, at der fra politisk hold bliver gjort noget for at forbedre dyrevelfærden i de danske svinestalde. Og svinene kan selvfølgelig være ligeglade med, hvem der får æren for, at forholdene bliver forbedret.