Videncentret skal have en fremtid

Af Henrik Zobbe, institutleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 12. september 2014 i LandbrugsAvisen - klummen På Spidsen)

Jeg læste med stor interesse Lars Hvidtfeldts debatindlæg i LandbrugsAvisen fredag den 5. september om Videncentret for Landbrug. Hvidtfeldt er blevet formand for Videncentrets bestyrelse, og indlægget slår et slag for Videncentrets faglige status og position.

Som udgangspunkt er jeg fuldstændig enig med ham. Historisk set er dansk landbrug udviklet i et tæt og aldeles unikt samarbejde mellem erhvervet, forskningsverdenen og relevante offentlige institutioner. En treenighed, som vel egentlig kun USA kan matche. En grundsten i dette arbejde har været kæden fra forskning over udvikling til implementering i det primære landbrug, og i denne kæde står rådgivningstjenesten stærkt.

Spørgsmålet er, om Videncentret kan bevare denne centrale placering fremover? Det mener Hvidtfeldt. Jeg er lidt mere i tvivl. Det vil efter min mening kræve flere nøje overvejelser omkring strategien. Som jeg ser det, er der to hovedproblemer. Det ene er den stadig stærkere politiske styring af Videncentret fra Axelborg, og det andet er positioneringskampen mellem Videncentret og de stadig større lokale foreninger.

En af årsagerne til Videncentrets historiske succes er, at der har været en armslængde mellem Skejby og Axelborg. Videncentret har haft en status som værende et fagligt hus, hvilket har faciliteret adskillige samarbejder med Fødevareministeriet og diverse forskningsmiljøer. Efter tilblivelsen af Landbrug & Fødevarer er der sket en uheldig sammenblanding af den politiske gren og den faglige gren, og vi har oplevet flere eksempler på politisk styring af rent faglige processer. Dette forhold bør overvejes nøje. Det kan få uheldige og utilsigtede konsekvenser.

Landbrugets strukturudvikling mod stadig færre og større bedrifter har naturligvis også haft konsekvenser for rådgivningstjenesten. De lokale foreninger er slået sammen, og der er kun en håndfuld særdeles store rådgivningscentre tilbage. Set udefra er det svært at se Videncentrets placering i dette landskab. Tidligere, da der var mange små rådgivningscentre, var det mere indlysende, hvad Videncentrets rolle var. Men i dag virker det ikke altid som om, at de forskellige aktører har samme opfattelse af samarbejdet.

Dette er efter min opfattelse to centrale elementer, der bør afklares, hvis Videncentret også fremover skal have den placering, det fortjener og, som jeg er enig med Lars Hvidtfeldt i, er nødvendig for dansk landbrug.