Grænsen mellem tro og videnskab er flydende

Af professor Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 14. maj 2017 i Politiken)

Diskussionen af forholdet mellem videnskab, religion og politik er ældgammel; den blusser op med jævne mellemrum og er vel aldrig helt død. Den har optaget mange store ånder. Selve syndefaldsmyten og kundskabens træ kan ses som et ursymbol på Guds betænkelighed ved for nysgerrige og kundskabssøgende mennesker.

I de senere års danske debat er det blevet almindeligt at påberåbe sig en klar adskillelse mellem religion og politik. En adskillelse, som nogen mener, kirken ikke efterlever, når den huser flygtninge eller lader kirkeklokkerne ringe for klimaet. Mange mener, at det er et hovedproblem ved Islam, at den roder religion og politik sammen.

Et hovedproblem ved problemstillingen er imidlertid, at hverken religion, politik eller videnskab er rigtigt veldefineret. Mange af begreberne i debatten er uklare og tvetydige. ”Tro” er f.eks. et meget underligt ord. Slår man op i Den Danske Ordbog, kan ”tro” betyde både noget usikkert ”jeg tror nok, hun er i København” eller et sikkert fundament, som man kan leve sit liv på ”Den, som tror, skal blive frelst”.

Også ”videnskab” er en mere usikker størrelse, end det måske engang så ud til, og som mange stadig antager. Thomas S. Kuhns epokegørende bog om videnskabelige revolutioner fra 1962 dokumenterede, at også de naturvidenskabelige teoribygninger hviler på nogle ikke testbare grundantagelser. Det 20. århundredes førende autoritet inden for økonomiens metode og videnskabshistorie, Mark Blaug fra University of London, slutter i sin metodelærebog efter at have gennemgået videnskabsteorien fra Karl Popper til Paul Feyerabends anarkistiske "Against Method" med at stille spørgsmålet ”Er troen på elektroner da ikke bedre end troen på hekse”. Han svarer heldigvis ”Jo”. Det er den frie kritiske debat, der karakteriserer videnskaben, som sikrer den mod de værste vildfarelser. Men hvad er det egentlig, der karakteriserer en videnskabelig debat i modsætning til så mange andre debatter? Hvornår er klimadebatten videnskabelig og hvornår politisk?

Det er oplagt, at der er brug for noget andet i debatten og den offentlige beslutningsproces end det, der videnskabeligt kan analyseres. Videnskaben går ud på så præcist som muligt at isolere og analysere et bestemt aspekt af virkeligheden. Eller som filosoffen og teologen K.E. Løgstrup skriver: "Den videnskabelige tilgang til tingene bliver til af en reduktion. Følelsen og tolkningen sætter ud – og med dem alle de spørgsmål, som de er fyldt af."

Helt parallelt formulerer den første nobelprismodtager i økonomi, nordmanden Ragnar Frisch (1895-1973), det: "I vor tanke skaper vi en liten modellverden for oss selv. En modellverden som ikke er mer komplisert enn at vi kan overskue den. Og som er konstruert slik at den gir faste holdepunkter for tanken. Og så tar vi for oss å studere den modellverden i stedet for den virkelige verden. Dette lille trick er det som konstituerer den rasjonelle forskningsmetode."

En vederhæftig samfundsdebat kan altså ikke bygges på videnskab alene; der må holdninger og værdier til. Og de kommer typisk fra ideologier og religion. Det klassiske forsøg på en sondring mellem videnskab og holdninger kan føres tilbage til David Hume (1711-1776), der sondrede mellem beskrivelser af, hvordan verden ”er”, og udsagn om, hvordan den ”bør” være. ”Er”-udsagn kan være videnskabelige, ”bør”-udsagn er politik og religion.

Problemet med denne sondring er, at den forudsætter, at videnskaben på nogenlunde objektiv vis kan undersøge ”er”-udsagn. Men jævnfør ovenfor er det netop ikke tilfældet. Videnskabens rolle har været at formulere stadig klarere og mere præcise udsagn, og det er helt bevidst gjort ved at fravælge en række af den store, rodede og uoverskuelige virkeligheds nuancer. Man har søgt at udvikle modeller, der var klare og præcise, og som derfor ikke indfanger alle virkelighedens detaljer, og som derfor heller ikke er ”sande” i nogen absolut forstand. De økonomiske forskere prøver f.eks. at modellere de træk ved virkeligheden, de finder centrale.

Det kan lyde betænkeligt, men det er den eneste farbare vej; som den ovenfor citerede Nobelprismodtager i økonomi, Ragnar Frisch, sagde i sin Nobelpris-forelæsning i 1970: ”Facts that speak for themselves, talk in a very naive language”. Videnskab er altså meget andet end empiriske test af falcifiserbare og verificerbare hypoteser. Den er et forsøg på at uddestillere en konsistent og sammenhængende model eller historie af en særdeles broget virkelighed. Den proces må ofte være et valg af, hvad forskeren anser for de vigtigste mekanismer.

De store spørgsmål for samfundet og den enkelte – valget af karriere og ægtefælle, det mest effektive samfundssystem, en retfærdig indkomstfordeling osv. – lader sig ikke videnskabeligt besvare. Det er ikke tilfældigt, at de store teoribygninger liberalisme og marxisme både er videnskabelige skoler og politiske ideologier. En håndfast sondring mellem objektive ”er”-udsagn og værdiladede ”bør”-udsagn lader sig ikke opretholde. Det er simpelthen meget svært at definere, hvad der er "videnskabelige udsagn".

Og det er ikke nemmere at definere religion. En bred definition kunne, som en religionsvidenskabsmand har formuleret det, være, "all explicit and implicit notions and ideas, accepted as true, which relate to a reality which cannot be verified empirically". Det er imidlertid jf. ovenfor nødvendigt at definere ”empirically” meget bredt, hvis ikke store dele af videnskaben skal blive til ”religion” ifølge den definition.

Og heller ikke religion er hævet over virkelighedstest, som teologiprofessoren Viggo Mortensen formulerer det: "Virkeligheden er alle tings prøve, siger man. Det gælder i en vis forstand også troen, den kristne tro. Også den må lade sig indkalde for virkelighedens domstol. Ofte nok har man ment, at troens virkelighed var af en anden art end al anden virkelighed. Eller man har ment, at tro og virkelighed lå i konflikt med hinanden ikke sjældent med den konsekvens til følge, at troen bleven en måde at flygte fra virkeligheden på. Heroverfor er det vigtigt at sige, at kristendommen har med virkeligheden at gøre".

Med sådanne meget brede definitioner af religion bliver religion imidlertid en meget blandet størrelse, for den omfatter så både nogle principielt ikke-testbare grundforudsætning for menneskelivet, videnskaben og politikken og så nogle udfyldende holdninger til ting, der endnu ikke er empirisk analyseret. Det er så at sige ”tro” i alle dette ords betydninger. Men det er vel også en realistisk beskrivelse af, hvad religion i praksis er.

Men derved synes forskel på politisk ideologi og religion at fortabe sig i tåger. Begge dele indeholder nødvendige opfattelser af de dele af virkeligheden, der ikke empirisk kan verificeres, og det kan der være forskellige grunde til.

I politik kommer ideologierne bl.a. til at spille en så stor rolle, fordi der er tidsfrister for beslutningerne, der umuliggør at føre den faglige debat og de empiriske undersøgelser til ende. Hvis man er liberalist og skal træffe en hurtig beslutning, så tror man på markedsstyring. Er man socialist, vil man først gribe i den planøkonomiske værktøjskasse.

På religionens område kommer troen til at spille så stor en rolle, fordi spørgsmålene er så vanskelige. Det er uhyre vanskeligt, måske principielt umuligt, at finde videnskabelige og empiriske svar på, hvad der er livets mening, menneskets ansvar og det gode liv. Her er man nødt til at forlade sig på troen.

Det er måske sådan, at religion mest beskæftiger sig med de dele af det ikke-empiriske, der vedrører det enkelte menneskes forhold (Kierkegaards ”hin enkelte”) og de forhold, der ikke kan styres af mennesker (”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de magted ej det mindste blad at sætte på en nælde”), mens ”ideologi” mest vedrører samfundsforhold, vi er i stand til at påvirke (indkomstfordelingen, ejendomsretten osv.). Men grænsen er ikke klar. Vedrører den barmhjertige samaritan religion eller politik? Lignelsen er i hvert fald brugt på begge områder.

Selv om der er forskelle, synes det altså ikke muligt at opstille klare grænser mellem, hvad der er videnskab, religion og politik. Man må så på alle områderne prøve at komme længst muligt med en fri og rationel debat. Og i en sådan debat bliver det vanskeligt at sondre mellem videnskabelige, politiske og religiøse argumenter; der er på alle områder gode og dårlige argumenter. Og en henvisning til en videnskabelig undersøgelse kan være lige så tom og debatstoppende som en henvisning til Marx, den hellige skrift eller Aristoteles.

Når den frie, rationelle debat står som et ideal, er der to grøfter, den let falder i. Det er selvfølgelig vigtigt og nyttigt at diskutere de store værdispørgsmål. Men en for hurtig henvisning til værdier og politiske holdninger bliver let en springen over, hvor gærdet er lavest; en kortslutning af den rationelle debat, inden den bliver ført så langt, som det er muligt. Det er nok vigtigere hele tiden at spørge efter kendsgerninger og analyser i en verden fuld af værdier, end straks at gå til værdier, ideologi og religion. Man må derfor nok være meget skeptisk over for ”værdidebatter”; det kan let være en legitimering af økonomiske interesser, at man er løbet tør for vederhæftige argumenter, eller at man bare ikke har tænkt sig om.

Modsat er det også vigtigt at give plads for de overordnede grundholdninger, visioner og værdier. Hvis man holder værdierne helt ude, degenererer debatten til cost-benefit-analyser, "den nødvendige politik" og teknokratiske "djøf-betragtninger". Og så glemmes let nogen af de vigtigste pejlemærker. Beslutningstagernes livssyn er vigtigt at have med i debatten, ellers kommer materielle incitamenter og målelige indikatorer let til at spille for dominerende en rolle. Økonomer og politologer skal have modspil af filosoffer, etikere og teologer. Men i den danske debat er man blevet urimelig skeptisk over for religion og ideologi – naive sjæle tror, de kan klare sig med "rationelle" og videnskabelige argumenter. Måske ville det hjælpe, hvis vi som i Norge brugte ordet "livssyn" noget mere, for så ville det være klart, at ingen var hævet over at argumentere ud fra et sådant.

Det er altså vigtigt at have ideologier og religiøse grundholdninger med i debatten, men også at man først bruger dem, når de er strengt nødvendige. Både fornuften/videnskaben og grundholdningerne/religionen/ideologierne er nødvendige for at få et sammenhængende billede af virkeligheden; og forskellene skal ikke overdrives. Man kan godt politisk og trosmæssigt blive tvunget til at ”springe ud på 70.000 favne vand”, men man skal ikke gøre det, før det er strengt nødvendigt.

Hvis der ikke er store, klare principielle forskelle på videnskab, religion og ideologi, så medfører det også, at der, ligesom der er god og dårlig videnskab, også er god og dårlig religion og god og dårlig ideologi. Ikke enhver sekt er lige så god som de store religioner, der er analyseret, udviklet og diskuteret af skarpsindige intellektuelle bl.a. på store universiteter gennem århundreder. Kristendommen med filosoffer som Kierkegaard og Løgstrup, digtere som Kingo, Brorson og Grundtvig og kunstnere som Thorvaldsen og Michelangelo må indeholde andre og dybere indsigter end tilfældige sekter. Liberalismen og socialismen er mere sammenhængende tankebygninger end tilfældige populistiske modebevægelser. Både god videnskab, god politik og god religion er i høj grad resultatet af en kritisk debat med deltagelse af tænksomme mennesker og højt kvalificerede forskere gennem århundreder.

Men der lurer selvfølgelig på disse indviklede områder farer for at falde i alle mulige grøfter. Man kan forholde sig for forsigtigt reduktionistisk og empirisk til problemerne, og så bliver der en række spændende og vigtige spørgsmål, man ikke for alvor kan komme i kast med. Eller man kan for ukritisk acceptere tro og meninger, og så kan de svar, man giver på centrale spørgsmål, let blive for svagt funderede i kendsgerningerne. Værdier og holdninger må spille en central rolle, når man diskuterer grundloven, men holdninger bør træde i baggrunden, når man diskuterer tyngdeloven.