Etikere: Mørkemænd eller lysspredere?

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 17. november 2017 i ScienceReport)

Jeg har undervist og forsket i spændingsfeltet mellem naturvidenskab og filosofi i snart 20 år. Som lektor i bioetik ved Science, KU, underviser jeg blandt andet bioteknologistuderende i etik som et led i deres uddannelse.

Og de studerende er til alt held ikke bange for at stille dumme spørgsmål – som ofte viser sig ikke at være dumme, men blot en uforståenhed overfor alt det, man som forsker indenfor et felt selv har glemt kan problematiseres.

Og så er det også en glimrende lejlighed til at møde nogle af de fordomme, som en del naturvidenskabsmænd og –kvinder nærer mod etikeres indblanding i deres arbejde, men som de ofte er for høflige til at give udtryk for – i hvert fald når mikrofonerne er tændt.

I deres mere ekstreme form kan de mødes hos fx psykologen Steven Pinker, der mener, at etikere skal holde op med at blande sig, da deres modstand mod nye teknologier er direkte årsag til menneskelig lidelse og død.

Etikere er ikke mørkemænd

Helt så grelt udtrykker de studerende det sjældent, men opfattelsen af, at etik er en utidig indblanding i og problematisering af videnskabens udvikling, der står i vejen for gode løsninger på væsentlige problemer, møder jeg ofte.

Etikere ses som mørkemænd, der spreder unødig bekymring, og for hvem intet problem er for lille. Det kan derfor være værd at besinde sig på, hvad etikken egentlig har at bidrage med indenfor et felt som bioteknologi. Det kommer næppe som en overraskelse, at jeg langt fra finder, at etikere er mørkemænd.

Et langt bedre billede er at forstå etikere som lysspredere, der hjælper forskere og borgere til at forstå, hvor komplicerede de mange valg, som teknologien stiller os overfor, er.

De andre er hverken døve eller dumme

Det første lag, som etikken kan være med til at afdække, er hvilke holdninger, der rent faktisk findes til teknologien i samfundet.

Mange forskere (og studerende) har en ide om, at modstanden mod bioteknologi er generel, bygger på manglende viden og hovedsageligt er informeret af skræmmekampagner om ”Franken-food” og muterede monstre, der lægger verden øde.

Her afdækker etikken i tæt samarbejde med sociologien et langt mere kompliceret billede, hvor det viser sig, at de fleste mennesker tager stilling fra teknologi til teknologi med udgangspunkt i spørgsmål om, hvilken nytte teknologien kan bidrage med og hvilke risici, den rummer.

Videre kan etikken vise, hvordan man ud fra forskellige grundlæggende værdipositioner (ofte kaldet etiske teorier), kan fortolke begreber som fx ”nytte” og ”risiko” forskelligt.

Vi har ganske enkelt forskellige forestillinger om, hvad det gode liv er, og hvilke midler vi etisk set kan tillade os at anvende for at nå hen til det. Har man et nytte-etisk udgangspunkt vil man mene ét om genmodificerede landbrugsdyr, imens en rettighedsorienteret dyreetisk position ofte vil føre til en anden holdning.

Ved bedre at forstå baggrunden for de forskellige måder at forholde sig etisk til teknologierne på, kan man forhåbentligt komme ud over den udbredte forestilling, at dem, der ikke er enige med én selv, enten må være døve eller dumme.

Uenigheden bunder som oftest i forskellige værdier, og med det i bagagen kan diskussionen om, hvordan vi som samfund skal håndtere de mange nye muligheder blive mere informeret, respektfuld og forhåbentlig bedre ende i kompromisser, hvor alle parter oplever, at de er blevet taget alvorligt.

Det ”unaturlige” kan sagtens være naturligt

Endelig kan etikken hjælpe med at laste lys over de begreber, som ofte indgår i diskussionerne, men alt for ofte blot står uforklarede hen. Indenfor diskussionen om bioteknologi kan det fx være begreberne ”naturligt” og ”unaturligt”. En Eurobarometer-undersøgelse fra 2010 (og det har næppe ændret sig meget siden) viste, at 70% af borgerne i EU fundamentalt set opfatter genmodificerede fødevarer som unaturlige. Og det på trods af, at utallige plantebioteknologer siden 1990´erne har argumenteret for, at de hverken er mere eller mindre naturlige end konventionelt fremavlede planter.

Diskussionen har fået ny relevans på det sidste med fremkomsten af CRISPR-Cas9 teknologien og den diskussion, der netop nu raser mellem dem, der mener, at teknologien på fødevareområdet skal reguleres som GMO og dem, der mener, at den bør reguleres som konventionelle fødevarer.

En beslutning, der vil få stor betydning for, i hvor stort omfang teknologien vil kunne implementeres i den europæiske fødevareproduktion.

Her kan etikken hjælpe med at belyse diskussionen, så den ikke blot ender med hovedrystende forskere, der fortvivlet beklager, at befolkningerne ikke forstår, at på det molekylære niveau er der ingen forskel. For det er måske slet ikke det, der skjuler sig under begrebet ”unaturligt”.

Det kunne vise sig, at det blot er det ord, der anvendes for andre bekymringer, som mere går på, at teknologien er et udtryk for en form for ”hybris”, hvor mennesket tager for stor magt over naturen i forhold til vores forståelse af den. Eller et udtryk for, at teknologien er en tingsliggørelse af naturen på en endnu voldsommere måde end de mere konventionelle avlsmetoder og derfor et skridt i den forkerte retning i forhold til det natursyn, som de bekymrede har.

Etikken er ikke en hammer

Etikken kan ikke løse de problemer, som den bringer frem i lyset. Det er ikke en hammer, men en lygte. Den er til gengæld uomgængelig, hvis vi vil have en oplyst diskussion. Etikken kan på den måde ses som samfundets tøven overfor den krukke med guld, som mange forskere mener, venter på os for foden af den bioteknologiske regnbue.

Etikken er stedet, hvor vi tager os tiden til at spørge, hvad vi skal anvende teknologien til i lyset af vores værdier. Og det mener jeg, der er god grund til. Det er en fascinerende værkstøjskasse, som bioteknologerne står med, men inden vi begynder at svinge hammeren, er det værd at overveje, hvad for et samfund, som vi ønsker at bygge.