Nobelprisen i økonomi skaber velstand

af Peder Andersen, professor og Niels Kærgård, professor emeritus, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Børsen 9. oktober 2017)

Nobelprisen i økonomi er med til at øge forståelsen for, at økonomisk adfærd og regulering af den økonomiske adfærd er vigtig for levestandarden. Hvem får den og hvorfor?

I dag uddeles Nobelprisen i økonomi for 49. gang. Hvem, der får prisen, og hvilken del af den økonomiske videnskab, der dermed i år kommer fokus på, kan være svært at forudsige. Men at det bliver et område af stor betydning er sikkert; Nobelprismodtagerne har gennem årene dokumenteret, at viden om økonomisk adfærd og regulering er vigtig for velfærd og levestandard, nationalt og internationalt.

Selv om Nobelprisen i økonomi først er blevet uddelt fra 1969, efter at Sveriges Rigsbank i anledning af dens 300 års jubilæum tilbød Nobelstiftelsen at finansiere en pris i økonomi, er kriterierne og procedurerne for tildelingen som for de øvrige Nobelpriser. Men er økonomi da lige så videnskabelig som medicin, fysik og kemi?

Det var økonomi utvivlsomt ikke i 1901, da Nobelpriserne for første gang blev uddelt. Den gang var økonomi mere generelle, verbale betragtninger over samfundsøkonomiske forhold. Men i perioden fra 1870'erne til 1930'erne udviklede faget sig til at blive en veletableret videnskab med stringente metoder, en betydelig anvendelse af matematik og statistik og publicering af resultater i videnskabelige tidsskrifter. Faktisk passer Nobelprisens hædring af enkeltpersoner i dag måske bedre til økonomi end til mange af naturvidenskaberne, hvor resultaterne udvikles af store kollektive forskningsmiljøer.

Hvilke videnskabelige resultater, der hen ad vejen viser sig at være direkte praktisk anvendelige, er ofte uforudsigeligt. Heller ikke inden for økonomi er der enighed om, hvordan ”sandheden” bedst beskrives og forklares. Der har været og er berømte konflikter mellem forskellige retninger, f.eks. Cambridge-kontroversen mellem Cambridge, UK, og Cambridge, Boston, i 1960'erne.

Sådanne konflikter er der imidlertid i alle fag. I et netop udkommet temanummer af tidsskriftet Samfundsøkonomen om Nobelprisen i økonomi beretter videnskabshistorikeren Henry Nielsen om konflikterne forud for tildelingen i 1922 af fysikprisen til Bohr og Einstein; mange fysikere var imod noget så spekulativt som relativitetsteorien og atomfysikken. Der er også mange naturvidenskabsmænd, der har fået priser for teorier, der senere har vist sig ikke at kunne klare tidens test. Al videnskab udvikler sig, Samfundsvidenskaberne kan være tættere på politisk beslutninger end megen anden videnskab.

Derfor bliver tildelingen af Nobelprisen i økonomi lettere udsat for beskyldninger om ”skæve” valg. Kritikken bunder imidlertid ofte i en politisk holdning hos kritikerne. Et venstreorienteret gemyt ser let en neoliberal ideologi i megen analyse af markedsøkonomien. Men det er tydeligt, hvor alsidig og åben udvælgelsen faktisk har været.

Der har været blik for store navne af betydning for fagets udvikling i alle økonomiske retninger. I 1974 blev prisen delt mellem den liberalistiske guru Friedrich A. von Hayek og velfærdsstatsideologen Gunnar Myrdal. Prisen er også blevet givet til planlægningsorienterede økonomer som Ragnar Frisch og til markedsfundamentalister som Milton Friedmann og Robert Lucas. Og godt det samme. Udvælgelseskomiteen kunne måske, som Niels Thygesen nævner i Samfundsøkonomen, have lagt mere vægt på teoriernes anvendelighed, men netop fokus på nyskabende teorier og metoder er grundlaget for gode håndværkeres solide analyser med praktisk relevans.

Umiddelbart konstateres en række ”skævheder” i uddelingen. Mange amerikanske mænd, men kun en kvinde, og 61 af de 78, der har fået prisen, er eller var ansat i USA. Men uden at gå på kompromis med kvalitetskravet er det svært at se, at det har kunnet være meget anderledes (bortset fra at Joan Robinson døde i 1983 uden at have fået prisen).

Komiteen skal uddele prisen efter, hvad der har givet den største nytte for menneskeheden. Det kan jo være svært at måle, men, at prisen har været til gavn for den økonomiske videnskab, er ikke til diskussion. Prisen har desuden været med til at åbne forskeres øjne for nye, perspektivrige vinkler. Eksempler på dette er Cliometrien med Norths og Fogels pris i 1993 og adfærdsøkonomien med Kahnemanns og Vermon Smiths pris i 2002.

Hvem lander prisen i år? Umuligt at sige. Måske bliver det et helt nyt område, eller måske endnu en pris i relativt nye områder som adfærdsøkonomi eller miljø- og ressourceøkonomi, det kunne blive Martin Weitzman eller William Nordhaus. Et sikkert valg vil være gamle koryfæer, f.eks. Robert Barro og Paul Romer.