Nuancer af selveje i dansk landbrug

Af Michael Friis Pedersen (forsker), Jakob Vesterlund Olsen (forsker) og Jesper S. Schou (lektor), Institut for Ressource- og Fødevareøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i LandbrugsAvisen 28. september 2017)

Hvis man med selveje forstår en landmand, som ejer og driver alle aktiver selv, er selveje sjældent blandt heltidslandmænd i Danmark. De fleste gør brug af forpagtninger i forskelligt omfang, ligesom gylleaftaler er udbredt blandt de store husdyrbrug.

Når det kommer til driften, er spørgsmålet i sidste ende, om der er en adskillelse af ejerskab og driftsledelse. Der er altså stadig tale om selveje, så længe der er én fysisk person, der ejer bedriften og træffer de driftsmæssige beslutninger, uanset om ejerskabet ligger hos en juridisk person, f.eks. et ApS eller et A/S, eller hos en fysisk person i form af personlig ejendom.

Regner man begge disse ejerformer som selveje, fås billedet, at selvejet stadigt er meget udbredt i Danmark og må forventes at være det fremover. Det gælder uanset, at en stigende – men stadig ubetydelig – del af landbrugsjorden ejes af eksterne investorer.

Hvis man ser på ejerskabet af landbrugsjord i Danmark viste en undersøgelse fra IFRO i 2016, at personligt eje er den langt dominerende ejerform. Disse personligt ejede ejendomme drives som førnævnt ikke nødvendigvis af ejerne, idet ca. en tredjedel af landbrugsjorden drives i forpagtning. Ses der på de omsatte landbrugsejendomme, er køberen ofte et selskab, men det er typisk landmænd eller deres familier, der ejer disse selskaber.

Fra et samfundsøkonomisk synspunkt kan man stille spørgsmålet, om der er grund til at bekymre sig over en adskillelse mellem ejerskab og driftsledelse? En sådan bekymring fra et samfundsøkonomisk synspunkt må grundlæggende bunde i, om produktiviteten i erhvervet påvirkes negativt.

Eksterne ejere skader næppe produktionen

En tanke kunne være, at man som ekstern ejer af landbrugsjord ikke har samme tilskyndelse til at foretage de nødvendige langsigtede investeringer, sammenlignet med bedrifter ejet af driftslederen. Der er dog indtil videre ikke noget, som tyder på, at bedrifter med høj grad af forpagtning skulle have lavere tilskyndelse end tilsvarende bedrifter uden forpagtning af jord, men det kunne være interessant at undersøge nærmere.

Når det gælder jord ejet af eksterne investorer, er det ganske vanskeligt at komme med håndfaste udsagn, grundet den beskedne erfaring.

For en ekstern investor betragtes landbrugsjord typisk som en langsigtet investering. Samtidig skal lovens krav om god landbrugsmæssig drift overholdes. Derfor er det umiddelbart svært at finde gode grunde til, at eksterne investorer ikke skulle have interesse i – og mulighed for - at gennemføre de nødvendige investeringer. Investeringer vil hjælpe til at vedligeholde ejendommens værdi og dermed optimere afkastet på lang sigt.

Tre veje frem

Fokuserer man i stedet på driftsøkonomien, vil spørgsmålet om eksternt ejerskab ofte handle om penge til syvende og sidst. Kort sagt kan en landmand med visioner om at udvide bedriften vælge mellem tre veje frem. Enten kan landmanden fortsætte produktionen i lille skala og undgå, at gælden vokser. Alternativet kan landmanden udvide for lånte penge og dermed få, hvad der i fagsprog hedder høj finansiel gearing. Eller også kan landmanden søge ekstern involvering i ejerskabet.

Set fra landmandens side vil den store fordel ved eksterne investorer – både ved direkte investering eller investorer, der bortforpagter deres aktiver til andre landmænd - være, at man kan opnå en stor skala i produktionen uden samtidig at få en høj finansiel gearing. Ulempen er, at der kan opstå interessekonflikter mellem landmand og investor, så man i mindre grad er ”herre i eget hus”.