Vil den nye lov om videnskabelig uredelighed virke?

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 31. maj 2017 i ScienceReport)

Folketinget har netop revideret lovgivningen om videnskabelig uredelighed. De seneste år har der været en række kontroversielle sager om videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis, der bl.a. har involveret Bjørn Lomborg, Milena Penkowa, Helmuth Nyborg og Bente Klarlund.

Der har derfor ikke været nogen tvivl om, at det system som tog sig af videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis trængte til et alvorligt eftersyn. Den nye lovgivning lykkes med at gøre definitionerne klarere og placerer sig tættere op ad de definitioner, der anvendes internationalt.

Forskningsinstitutionerne tager stilling

Tiden må vise, hvor vidt den nye opbygning af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (tidligere Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed) og den ændrede ansvarsfordeling mellem nævnet og forskningsinstitutionernes egne instanser, de såkaldte praksisudvalg, kommer til at fungere.

Det virker umiddelbart fornuftigt, at klageadgangen er blevet forenklet, så den altid går gennem den anklagedes forskningsinstitution, der bliver første vurderingsinstans. Her kan man så beslutte at videresende sagen til nævnet, hvis man vurderer, at sagen er alvorlig nok og falder indenfor definitionen af videnskabelig uredelighed.

Man kan også vælge at behandle den internt på forskningsinstitutionen, typisk i de førnævnte praksisudvalg (det skal i parentes nævnes, at nævnet også har mulighed for at tage sager op ved eget initiativ). Definitionen af uredelighed er også blevet strammet, så flere sager end tidligere vil høre hjemme på den enkelte forskningsinstitution.

Kvaliteten i top, men…

Målet med lovgivningen er at ”styrke troværdighed og integritet i dansk forskning”. Et mål, som de færreste vil være uenige i. Men her begynder problemerne også. Et af dem er, at det i højere grad end tidligere, bliver uddannelsesinstitutionerne selv, der skal tage stilling, om der er tale om videnskabelig uredelighed eller ”kun” tvivlsom forskningspraksis – eller om sagen helt skal afvises.

Sager om videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis høster stigende opmærksomhed i det offentlige rum. Samtidig kastes der ufattelige summer af kroner, yen, dollars og andre former for valuta, ind i forskningen. Det er derfor naturligt nok, at aftagerne – det være sig samfundet, fonde eller private firmaer – har en interesse i, at kvaliteten af forskningen er i top.

Får en forskningsinstitution ry for at være plaget af tilfælde af uredelighed eller tvivlsom praksis, kan man godt forestille sig, at de højere magter i form af de bevilgende kasser, vil begynde at lede efter andre steder at placere deres forskningsmidler.

Det kan føre to veje hen. Enten vil de enkelte forskningsinstitutioner gøre, hvad de kan for at få sagerne frem i lyset og gennem denne transparens vise, at de er til at stole på. Utvivlsomt den ideelle og rigtige løsning.

Men man skal være en smule naiv, hvis man skal ikke kan forestille sig, at den nye opbygning kan føre til, at forskningsinstitutioner benytter systemet til at skjule, underspille eller neddysse diverse sager. Især i en forskningsverden, hvor konkurrencen om forskningsmidler er mere intens end en bjergetape i Tour De France, og hvor der er talløse eksempler på individuelle forskere, der udøver tvivlsom forskningspraksis for at fremme deres karriere.

Faren ved de store fristelser

Det er ikke fordi, at jeg tror, at forskningsinstitutionerne eller medlemmerne af de nedsatte praksisudvalg er onde eller grådige. Som tilfældet er med langt de fleste af de forskere, der begår tvivlsom forskningspraksis i form af fx erhvervelse af uberettigede forfatterskaber eller skjult udeladelse af uforklarlige resultater.

Den internationale forskningsverden er, som tre redaktører ved medicinske tidsskrifter for nogle år siden i en leder beskrev det, ”a hypercompetitive environment”. Et evigt udskillelsesforløb både på forsker- og forskningsinstitutionsniveau. I et sådant miljø er fristelserne store og tilliden til, at den enkelte eller institutionen har integritet nok til at holde den etiske fane højt, er undertiden malplaceret.

Lad os håbe

På den anden side kan systemet ikke fungere uden denne tillid. Det er umuligt at detailregulere alle former for adfærd i forskningsverdenen. Der er et hav af gråzoner, hvor fx spørgsmålet om, hvorvidt et forfatterskab er berettiget eller ej i sidste ende er et fortolkningsspørgsmål.

Der kan eksempelvis opstilles en forklaring, der lever op til fx Vancouver-guidelines, men hvor der bagved skjuler sig en omgåelse af reglerne. I den situation kan man kun håbe, at den der er underlagt reglerne går efter at følge dem, frem for at bøje reglerne lige præcis så meget, at det ikke kan afsløres.

Værdier frem for personlige mål

Det er ikke muligt at lave lovgivningen som et opslagsværk, hvor man kan finde svar på al tvivl. Man må i stedet bestræbe sig på at vise, hvilke overordnede værdier, som bør guide forskere og forskningsinstitutioner og stole på, at de har integritet til at lade tvivlen komme værdierne i stedet for deres egne interesser til gode.

Derfor henviser lovgivningen også til den danske kodeks for integritet i forskning, fra november 2014, der blev udviklet i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Universiteter. Læser man det, er der ingen tvivl om, hvilke værdier, der bør guide forskningen. Udfordringen er langt mere at fastholde dem, når personlige eller institutionelle mål bedre kan nås ved at fortolke dem liberalt.

Det er den udfordring som den nye lovgivning rejser for forskningsinstitutionerne og deres praksisudvalg. Hvorvidt det lykkes at løfte den, kan som sagt kun tiden vise.