Halekupering. Forsøgsdyr er bedre stillet end grise

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 4. februar 2018 i Politiken)

Når en landmand i fuld alvor kan påstå, at halekupering ikke gør ondt på grisen, må man spørge sig selv, om ikke en havre-latte-drikkende kikærteakademiker fra hovedstaden har mere forstand på grise, end han selv har.

Landmand Knud Jeppesen forsvarer i Politiken 4.1. den systematiske halekupering i den danske svineproduktion med en række bemærkelsesværdige argumenter, blandt andet dette: »Det yderste af grisens hale er følelsesløs, ligesom vi mennesker ikke kan mærke, hvis nogen bider i vores hår«. Her må selv et forkælet storbymenneske med ringe erfaring fra svineproduktionen lige synke havre-latten en ekstra gang. Som en række forskere fra Aarhus Universitet hurtigt påpegede i en replik i Politiken, er grisens hale fuld af nerveender, så selvfølgelig gør det ondt på grisen, når man klipper et sted mellem en tredjedel og halvdelen af halen af den.

Man kan så diskutere, om den smerte er et mindre onde end de skader, som grisene kan blive påført, hvis de bliver bidt i halen af deres artsfæller. Men mere interessant er det at diskutere, hvorfor vi som samfund accepterer, at vi byder følende væsener forhold, hvor valget står mellem at blive skambidt af de andre dyr eller at skære dyret til - uden bedøvelse - så det passer bedre ind i produktionssystemet.

Halebidning er et symptom. Et symptom på, at dyrene ikke har det godt. Der er foretaget mange videnskabelige undersøgelser, der har påvist, at årsagerne til halebidning er komplekse. Men der er ikke meget tvivl om, at nogle af de væsentligste årsager er manglende plads og manglende adfærdsmuligheder.

Både halebidning og halekupering påfører dyrene lidelse. Det må landbruget stå på mål for i stedet for at lade, som om at alt er fryd og gammen på Jens Hansens svinefabrik.

Til gengæld må vi som forbrugere se i øjnene, at skulle producenter som Knud Jeppesen tilpasse produktionssystemet de dyr, som han har valgt at opdrætte, i stedet for at skære dem til, vil prisen på dansk svinekød stige. Skal tingene ændre sig, kræver det derfor, at vi i første omgang går sammen som borgere og finder ud af, hvad vi egentlig kan være bekendt over for dyrene.

Hvad berettiger os til at udsætte væsener, der som os kan opleve glæde, smerte, frustration, lyst, frygt m. m, for et liv med så lav en velfærd, at de heldige er dem, der dør først?

Forsøgsdyrene og de tre r'er

Her kunne vi som samfund med fordel skele til, hvordan vi håndterer en anden situation, hvor vi udsætter dyr for lidelse og smerte: forsøgsdyrsverdenen. Her er det i dag et erklæret mål at udvikle alternativer til brugen af forsøgsdyr i det omfang, det overhovedet er muligt, uden at vi går glip af den viden, som ideelt set kan hjælpe os til at behandle alvorlige sygdomme og afhjælpe væsentlig lidelse.

I praksis sker det ved, at enhver brug af forsøgsdyr skal ske under hensyntagen til de tre r'er: replacement, reduction og refinement.

Det betyder, at man i første omgang skal undersøge, om man kan nå de videnskabelige resultater uden at bruge dyr (f. eks. cellekulturer, computersimulationer m. m.). Kan man ikke det, skal man sikre, at man ikke bruger flere dyr end nødvendigt for at nå målet inden for det enkelte forsøg. Endelig skal man gennemtænke sit forsøgsdesign, så dyrene påføres så lidt lidelse og smerte som muligt ved at give de bedst mulige opstaldningsfaciliteter, smertedække dyret i forbindelse med indgreb m. m.

Guderne - og dyrene - skal vide, at der er plads til forbedring i forsøgsdyrsverdenen, men det er værd at bemærke, at man i hvert fald principielt er enige om, at dyrene kun skal lide, når der er væsentlige interesser på spil i form af forskning og behandling, at dyrene skal skånes så meget som muligt, og at målet er at nå derhen, hvor vi ikke anvender dem til forsøg længere.

Ser vi på svineproduktionen i det lys, forekommer det nærmest grotesk, at vi accepterer de produktionsforhold, som gør sig gældende. Vi har ikke brug for kødet fra dyrene for at leve gode og sunde liv, vi gør intet for at reducere mængden af dyr til det, som er nødvendigt, og vi lader dyrene leve og dø i et produktionssystem, der kun i minimal grad tager hensyn til deres natur. Og når vi klipper halen af dem, lader vi, som om at det er for dyrenes egen skyld.

Grise er grise, hvad enten de indgår i forsøg eller fødevareproduktion. Er der ikke økonomisk råderum til at give grisene et acceptabelt liv, samtidig med at det eneste, vi har på spil, er eksport og lysten til uanede mængder bacon, står vi med et stort etisk problem. Et problem, som vi kun kan løse ved som samfund at omstille vores landbrugsproduktion, så den passer til dyrene snarere end til vores præferencer - og på sigt bør vi helt udfase den. Det kræver en fælles indsats, men landbruget kan ikke løbe fra, at det spiller en kæmpe rolle. Her kunne man passende begynde med at være ærlige omkring, hvad der foregår.

Det hjælper ingen, at man prøver at tegne et rosenrødt billede af livet i svinestalden, som blot skal tjene til at få os andre til at lukke øjnene for, at prisen for det billige kød er meget høj - og betales af dyrene.