Hvor meget må vi pille ved planters gener?

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 22. april 2018 i Politiken)

Nye planteforædlingsteknikker rejser et etisk spørgsmål: Hvor stor magt kan vi mennesker tillade os at tage over naturen? De seneste årtiers gmo-diskussion har vist, at der er mere end teknologi og videnskab på spil. Det er i høj grad også et spørgsmål om etik og natursyn.

Ikke overraskende er mange af dem, der arbejder med teknikkerne, begejstrede for mulighederne, der blandt andet indebærer, at planter kan gøres resistente over for svampe- eller insektangreb, blive klimatilpasset, gøres mere holdbare og dermed mindske madspild og tilføres nye indholdsstoffer, der gør dem sundere.

Kender man lidt til den debat, der har udspundet sig siden 1990'erne om genmodificerede fødevarer, er det heller ikke overraskende, at de nye muligheder er blevet genstand for stor politisk og etisk diskussion. Særligt spørgsmålet om, hvorvidt de nye planter skal reguleres og mærkes som gmo (genetisk modificeret organisme), har fået stor opmærksomhed.

I EU har beslutningen ladet vente på sig, hvorfor nogle lande – bl.a. Sverige – nationalt har besluttet, at indtil andet er bestemt af EU, skal planterne reguleres, som var de fremkommet ved konventionel avl. EU-systemet afventer lige nu en afgørelse fra EU-domstolen, der efter sigende foreligger i løbet af sommeren.

ET INDLYSENDE spørgsmål er, om de nye afgrøder er farlige for mennesker. Spørger man forskerne, lyder svaret, at de nye teknologier er endnu mere præcise end gmo, der igen er endnu mere præcis end nogen af de konventionelle forædlingsteknologier, der har været anvendt i mange år (bestråling med radioaktivt materiale og kemisk påvirkning af arveanlæggene).

Endvidere foreligger der efter 30 år med gmo endnu ingen accepterede studier, der påviser en direkte sundhedsrisiko, så mange fortalere mener, at det er unødvendigt at stille højere krav til de nye planter, end man gør til de konventionelt fremavlede.

Fortalerne fremhæver også, at der er væsentlige forskelle på gmo og genredigerede planter. Førstnævnte har (som oftest) fået indsat genetisk materiale fra ikke-beslægtede arter, imens de genredigerede planter (som oftest) 'blot' har fået omskrevet eller reduceret deres eget genom.

De er derfor mere 'naturlige' end gmo, lyder det. Argumenter om 'naturlighed' er imidlertid notorisk vanskelige, da der ikke hersker enighed om, hvad begrebet egentlig dækker over. Når fortalerne taler om 'naturlighed', skal det derfor også ses i lyset af, at de nye planter vil få svært ved at slå igennem på det europæiske marked, hvis de placeres i samme kategori som gmo, da europæiske forbrugernes skepsis over for anvendelsen af bioteknologi i fødevareproduktionen er markant.

DER ER IMIDLERTID også andre spørgsmål på spil. Et af dem handler om økologi og muligheden for at vælge teknologien fra – også selvom den ikke udgør en direkte sundhedsrisiko.

Den internationale paraplyorganisation for økologisk landbrug, Ifoam, vurderede i november 2017, at de nye teknologier ikke adskiller sig væsentligt fra de klassiske gmo'er, og derfor bør de reguleres således.

Hvis man ikke gør det og i stedet regulerer dem som konventionelt fremavlede planter, vil det være næsten umuligt at holde dem adskilt fra den økologiske produktion. Dels vil økologer kunne dyrke planterne og sælge dem som økologiske, så længe de lever op til dyrkningskravene for økologisk jordbrug. Dels risikerer økologer, der har jord i nærheden af konventionelt dyrkede marker, at deres afgrøder bliver 'inficeret' af de nye planter.

I begge tilfælde vil resultatet være, at forbrugere, der som Ifoam anser de nye teknologier for at være gmo, ikke længere kan stole på, at økologiske produkter er 100 pct. gmo-fri ud fra deres forståelse af, hvad gmo er.

HER KAN MAN indvende, at når der ingen sundhedshensyn er at tage, er der heller ingen grund til, at de nye planter ikke kan være en del af økologien. Det synes at være den rationelle naturvidenskabelige tilgang til problemstillingen. Men hermed overser man, at uenigheden om, hvordan gmo skal defineres, ikke kun handler om sundhed. En stor del af diskussionen handler om det natursyn, som forskellige tilgange til planter og jordbrug hviler på, og forskellige fortolkninger af begrebet 'naturlighed'. En diskussion, der handler om menneskets forhold til naturen, og hvor stor magt vi mennesker ud fra en etisk betragtning kan tillade os at tage over den. Og de spørgsmål kan ikke besvares naturvidenskabeligt.

Et væsentligt spørgsmål er derfor, om man skal vægte hensynet til dem, der mener, at teknologien vil blive bremset af gmo-regulering og mærkning, hvormed vi går glip af de fordele, som teknologien tilbyder, eller om hensynet skal vægtes til fordel for dem, der anser både gmo og de nye teknologier for at være i strid med grundlæggende økologiske værdier - og som samtidig mener, at der findes andre veje til at opnå et mere bæredygtigt landbrug.

UANSET HVOR meget forskerne hævder, at de nye teknologier ikke er gmo, er én ting sikkert: Gmo-diskussionen har med al tydelighed vist, at denne diskussion handler om mere end teknologi og videnskab.

Tager man ikke det alvorligt, risikerer man for alvor at vække skepsis og modstand mod de nye muligheder.