Vi er ved at effektivisere os til dårlige uddannelser

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare-og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt 12. august 2018 på Sciencereport.dk)

Ikke et sted i systemet bliver de studerende for alvor udfordret til at begå fejl, til at fare vild, til at fordybe sig mere end nødvendigt eller stille håbløse spørgsmål, skriver lektor i ugens debatindlæg. 

64.943 individuelle fortællinger om en videregående uddannelse skal til at begynde. Mit eget universitet (KU) skal alene byde velkommen til 6.873 nye studerende, der skal indføres i de akademiske traditioner og spilleregler: Videnskabelig metode, kildekritik, korrekte litteraturhenvisninger, studieteknik og først og fremmest kritisk tænkning.

Som ansat på universitetet er jobbet at begejstre de studerende. Ikke nødvendigvis med underholdende undervisning, men ved at formidle glæden, der følger af at tilegne sig et stofområde så godt, at man får mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved den etablerede viden på kvalificeret måde.

De skal frustreres, fare vild, begå bjerge af fejl og på den måde tilegne sig en akademisk grundighed, nysgerrighed og videbegærlighed

Som underviser på et universitet kan opgaven derfor aldrig være at fodre de nye studerende med uimodsagte fakta skåret ud i passende små stykker, som de efterfølgende kan gentage til det utal af eksamener, der venter dem. Opgaven er, som en af mine kollegaer udtrykker det at placere dem i en situation, som de kun kan slippe ud af ved at blive klogere. De skal frustreres, fare vild, begå bjerge af fejl og på den måde tilegne sig en akademisk grundighed, nysgerrighed og videbegærlighed som sikrer, at de resten af deres liv kan fortsætte med at studere deres fag – og forhåbentlig andre. Begyndelsen på et universitetsstudium er på den måde indgåelsen af et livslangt ægteskab med det fag, som man nu en gang har valgt… eller kunne komme ind på.

Nogle vil måske mene, at idealerne flyver lige lovlig højt her. Men idealer er nu engang nødvendige for at fastholde værdige mål og efterfølgende stræber imod dem begrænset af tilværelsens og vores egne forhindringer. Andre vil måske mene, at idealerne såmænd er udmærkede, men urealistiske at nå og det derfor tjener os bedre at skrue ned for ambitionerne og være realistiske.

De idealer, som jeg har fremsat her, går imidlertid en svær tid i møde for de mange nye studerende.

Ser man på de politiske ambitioner for de nye studerende, så synes de at kunne sammenfattes i et bud: “Bliv færdige”. Målet er ikke at at give plads til akademisk eftertænksomhed, men få de studerende igennem så hurtigt, som muligt. Uddannelse er en investering, der skal kunne betale sig – og betales tilbage så hurtigt som muligt. Fremdriftsreform, taxametersystem, manglende tid til individuel vejledning og respons på opgaver og en endeløs strøm af eksamener, sætter store begrænsninger for den akademiske nysgerrighed hos de studerende. De er, med en analogi fra min teologiske fortid, tvunget ind i rollen som protestanter, der i mødet med den kristne tradition spørger: “Hvor meget af det her er jeg nødt til at tro på for at være kristen” i stedet for at kunne være den akademiske pendant til en nyomvendt katolik, der med begejstring kan udbryde: “Hold op, hvor er der mange spændende ting at tro på”.

De studerende er ikke dumme. De finder hurtigt ud af, hvordan de bedst og hurtigst kan komme gennem studiet

For de studerende er ikke dumme. De finder hurtigt ud af, hvordan de bedst og hurtigst kan komme gennem studiet. Det er ved at høre efter, læse de bøger, der bliver foreslået, sige det, som underviseren gerne vil høre og vælge de sikre emner til opgaverne. Kritik af undervisningsmateriale er der ikke tid til, for hvem kan nå at se i en anden lærebog og påpege manglerne i den, som underviseren har hevet ned fra hylden? Ikke et sted i systemet bliver de for alvor udfordret til at begå fejl, til at fare vild, til at fordybe sig mere end nødvendigt eller stille håbløse spørgsmål – og som underviser føler man sig nærmest som undercover-agent, når man opfordrer dem til det.

Ansvaret for den manglende tid til fordybelse og nysgerrighed og de manglende ressourcer til at stimulere den, kan sjældent placeres hos den enkelte underviser, den enkelte institutleder, dekan eller rektor.

Som ansat i mere end 20 år i universitetsverdenen, har jeg deltaget i en lang række møde, hvor ledere af skiftende status har præsenteret nye reformer, der 9 gange ud af 10 sigter mod at effektivisere og kun sjældent mod at øge kvaliteten.

Den hyppigste reaktion på situationen fra deres side har været en beklagende attitude og en påpegning af, at de godt kan se problemerne, men ikke kan gøre noget ved det. Fra os mere menige ansatte er reaktionen med tiden blevet en opgivende latter og en kynisk accept af, at man lige så godt kan opgive at argumentere og i stedet blot hver for sig forsøge så godt som muligt at skabe plads til egentlig dannelse og uddannelse.

Som altid er det en fest, når de nye studerende begynder i september. For dem og for os, hvis arbejde det er at hjælpe dem til den bedst mulige uddannelse. Men for hvert år bliver der længere mellem idealerne og de reelle muligheder.

Kan være årgang 2018 er den årgang, der for alvor får øjnene op for, at der er brug for et nyt ungdomsoprør på universitetet og begynder at stille spørgsmålstegn ved, om politikerne har ret, når de over en bred kam hævder, at “samfundsrelevant” og “erhvervslivets interesser” er to sider af samme sag? Det skal blive spændende at se.