Udflytning truer vismændenes position

af Niels Kærgård, professor emeritus ,IFRO og fhv. overvismand,
Peder Andersen, professor emeritus, IFRO og fhv. chef for vismændenes sekretariat,
Jørgen Søndergaard, fhv. direktør, SFI og fhv. chef for vismændenes sekretariat.

(Trykt i Børsen 23. februar 2018)

Vismændene har en stærk position i det danske samfund. Vismandsrapporter og vismændenes deltagelse i den offentlige debat har skabt institutionen høj troværdighed. Rapporternes kvalitet er kernen i vismændenes position. Denne kvalitet sikres ved et tæt samarbejde mellem vismændene og deres sekretariat. Vismændene er højt respekterede økonomiske professorer, som samtidigt har ry for politisk og økonomisk uafhængighed.

Det er ikke en fuldtidsstilling at være vismand, og de har derfor ikke tid til selv at gennemføre fx større statistiske undersøgelser; derfor er sekretariatets analyser helt centrale. Og det sekretariat er bemandet med toppen af landets yngre økonomer, der typisk er ansat der nogle få år, inden de går videre med karrieren andre steder, og med erfarne økonomer, f.eks. fra Finansministeriet. Sekretariatet kan som Nationalbanken, Finansministeriet og de bedste universiteter tiltrække topøkonomer. Med en flytning af sekretariatet til Horsens vil det ikke være muligt at sikre relevant viden på det fagligt højeste niveau.

Institutionens position er etableret gradvist siden starten i 1962. For institutionens funktion i de første år var en hel anden end i dag. Institutionen blev startet som et led i periodens indkomstpolitik, og formandskabet arbejdede de første år i høj grad på de indre linjer. Det var i høj grad Anders Ølgaard, der som overvismand lagde fundamentet til institutionens uafhængighed. Det skete markant i 1975, da statsminister Anker Jørgensen erklærede, at han ville sætte vismændene til at analysere, hvordan man kunne bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Ølgaard svarede, at regeringen ikke kunne sætte vismændene til noget som helst - de arbejdede ikke for regeringen. Og det blev den politik, der lige siden har fastholdt institutionens uafhængighed og troværdighed.

Folketingets tillid til institutionen har vist sig ved en udvidelse af institutionens opgaver. Da de økologiske vismænd og Lomborg-instituttet aldrig fik etableret en solid faglig troværdighed på miljøområdet, blev dette område i 2007 lagt ind under vismandsinstitutionen. Da EU og Folketinget i 2012 havde brug for en finanspolitisk vagthund, blev det vismændenes opgave. I 2016 blev institutionen hjemsted for det på opfordring af EU oprettede Produktivitetsråd. Institutionen har Folketingets, EU's og befolkningens tillid.

Denne position er opnået på trods af et usikkert formelt fundament. Uafhængigheden er ikke sikret i loven. Det er økonomi- og indenrigsministeren, der efter indstilling fra de siddende vismænd udnævner vismænd. Men det er siden 1967 aldrig blevet udnyttet politisk. Budgetter m.v. ligger også under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Det er i de sidste mere end 50 år gået godt. Ingen regering har før truet uafhængigheden. Det sker nu på dramatisk vis med regeringens beslutning om at tvinge institutionen til Horsens. Det er en beslutning, som alle med kendskab til danske økonomers arbejdsmarked ved, er en klar trussel mod institutionens eksistens.

Det bliver ikke muligt at opretholde en høj faglig kvalitet af sekretariatet, og den tætte kontakt til og rekruttering fra andre fagligt stærke økonommiljøer bliver markant svækket. Ikke kun en overgang, men varigt. Med et permanent svækket sekretariat bliver vismændenes arbejdsbetingelser forringet i en sådan grad, at det også bliver vanskeligt at få professorer til at sige ja til at være vismænd. En række rådsmedlemmer har med et markant brev til statsministeren protesteret mod flytningen, og andre har også efterlyst saglige argumenter, men de er ikke kommet.

Det har været diskuteret, om ikke vismændenes uafhængighed vil være bedre sikret ved som ombudsmanden, rigsrevisionen og statsrevisorerne at ligge under Folketinget, og den diskussion er med regeringens helt ubegrundede beslutning om at flytte institutionen til Horsens blevet brændende aktuel.

En regering bør ikke kunne stække en vagthund. Derfor bør det være Folketinget, der sikrer, at uafhængige vagthunde har trygge vilkår og ikke svækkes ved at blive kastebold for regeringers luner. Vagthundenes (vismændene, ombudsmanden, statsrevisorerne og rigsrevisionen) muligheder for frit og uafhængigt at kunne holde øje med regering og statsadministration er baseret på, at de ikke kan udsættes for regeringers ødelæggende tiltag eller trusler. Og vagthundenes funktion er et vigtigt led i det danske demokrati; derfor opfordrer vi til, at Folketinget sætter denne svækkelse af en vigtig institution i vores demokrati på tingets dagsorden.