1957 var nøgleåret i velfærdsstatens historie

Af professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Kristeligt Dagblad den 23. oktober 2019)

Kronik: Det moderne danske samfund blev formet i 1957. Valget mellem en socialdemokratisk og en liberal samfundsmodel var på vippen, og det var nærmest et tilfælde, at vi fik en socialdemokratisk præget velfærdsstat, skriver medforfatter til ny bog.

HVIS MAN SER PÅ den danske velfærdsstats historie, er perioden fra sidst i 1950’erne til oliekrisen først i 1970’erne helt central. Det var her, den moderne velfærdsstat blev skabt, og strukturen blev fastlagt. Skattetrykket steg fra omkring 25 procent (eller på højde med USA’s i dag) til omkring 45 procent. De sociale ydelser blev sat stærkt i vejret, for eksempel steg arbejdsløshedsunderstøttelsen fra omkring 40 procent af en gennemsnitsløn til 65 procent. Antal pladser i vuggestuer og børnehaver voksede eksplosivt fra 31.000 i 1957 til 108.000 i 1973.

Det var Socialdemokratiet, der styrede denne udvikling. I de 17 år fra 1957 til 1973 havde partiet regeringsmagten i alle årene, bortset fra den radikalt ledede VKR-regering 1968-1971. Det var økonomerne Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, der var hovedarkitekterne, men bag dem stod en lang række andre ledende økonomer, som for eksempel Erik Ib Schmidt, Jørgen Paldam og K.B. Andersen.

Man er let tilbøjelig til i tilbageblik at se på historiens gang som naturlig og uundgåelig, og sådan ser velfærdsstatens historie jo også ud. Men i 1957 kunne historien være blevet en helt anden. Fra 1945 til 1957 havde Socialdemokratiet og Venstre delt regeringsmagten nogenlunde ligeligt. Venstre ledede regeringerne i 1945-1947 og 1950-1953, mens Socialdemokraterne gjorde det 1947-50 og 1953-1957. Ingen af partierne dominerede, modsat 1930’erne, hvor det var Socialdemokratiet og ”Stauning eller kaos”.

Det blev heller ikke afgjort med valget i 1957, det endte kaotisk. Socialdemokratiet gik fire mandater tilbage. Venstre og Retsforbundet hver tre frem. Socialdemokratiet havde 70 mandater. Venstre-Konservative tilsammen 75. De Radikale 14 og Retsforbundet 9. Hverken Socialdemokratiets leder, H.C. Hansen,
eller Venstres, Erik Eriksen, greb begejstret eter magten. H.C. Hansen ville med det kaotiske folketing helst gå i opposition, og Erik Eriksen ville kun danne regering, hvis han fik De Konservative med i regeringen, og det ville De Radikale ikke være med til. De foretrak en ren Venstre-regering.

I begge partier var der imidlertid andre synspunkter. I Venstre argumenterede forhenværende finansminister Thorkil Kristensen for at acceptere tilbuddet om en ren Venstre-regering. I Socialdemokratiet kæmpede finansminister Viggo Kampmann for en lidt fantasifuld idé om en socialdemokratisk ledet regering med radikal og retsstatsdeltagelse. Den rene Venstre-regering var ret oplagt, mens Kampmanns idé forekom meget fantasifuld. De Radikales leder, Bertel Dahlgaard, udtalte efter valget, at han ”hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundets Viggo Starcke”. Viggo Starcke pegede på valgaftenen på en liberal regering. En Socialdemokratisk ledet trekantsregering så således umulig ud.

Men Thorkil Kristensen tabte i Venstre, og det lykkedes Kampmann at argumentere for, at Danmark stod over for en langvarig højkonjunktur, som den kommende regering ville få æren for, og at de tre partier alle havde som et centralt punkt, at jordskatterne skulle stige. Fuld grundskyld var et helt centralt programpunkt for det ellers liberale Retsforbund. Så den 28. maj 1957 dannedes en trekantsregering med H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Bertel Dahlgaard og Viggo Starcke.

Med Thorkild Kristensen som økonomisk arkitekt ville velfærdsstaten se helt anderledes ud

KAMPMANN FIK RET. Det var en flertalsregering, afviklingen af krigstidsreguleringerne kunne fortsætte, og Kampmann førte en pragmatisk økonomisk politik med blandt andet lempelse af erhvervslivets afskrivningsregler, og sammen med det generelle økonomiske opsving resulterede det i gode tider. Socialdemokratiet kunne i 1960 gå til valg med sloganet ”Gør gode tider bedre” og gik frem med seks mandater til 76 og 42 procent af stemmerne. Venstre gik syv mandater tilbage. Og Socialdemokratiet kom til at dominere de næste årtier og forme den danske velfærdsstat.

Havde man fulgt Thorkil Kristensens og De Radikales ønske om at danne en ren Venstre-regering i 1957, kunne det have været Venstre, der i 1960 var gået til valg med mottoet ”Gør gode tider bedre” og var måske kommet til at stå for opbygningen af velfærdsstaten i 1960’erne. Med Thorkil Kristensen som økonomisk arkitekt ville velfærdsstaten se helt anderledes ud.

Thorkil Kristensen og Viggo Kampmann var på en gang meget ens og meget forskellige. De var begge uhyre kompetente økonomer. Thorkil Kristensen var professor i økonomi fra 1938 først ved Aarhus Universitet og siden ved CBS. Viggo Kampmann var som ansat i Danmarks Statistik i 1940’ernes begyndelse fader til de første danske nationalregnskaber og blev i 1947 den første departementschef i det nyoprettede Økonomiministerium. Selvom Thorkil Kristensen var liberal og Kampmann socialist eller i hvert fald socialdemokrat, havde de stor respekt for hinandens økonomiske ekspertise. Det var Thorkil Kristensen der, da han i 1945 blev finansminister, fik Kampmann ansat som økonomisk ekspert i finansministeriet.

Thorkil Kristensen var også tilhænger af et samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, og da den socialdemokratiske regering i 1955 skulle have gennemført et kriseindgreb, som VenstreKonservative var imod, stemte Thorkil Kristensen for. Han kunne ikke stemme imod et kriseindgreb, som han selv kunne have stået bag, hvis han havde været finansminister, sagde han.

IKKE DESTO MINDRE var de meget forskellige både som personer og i politiske holdninger. Kampmann var både i forhold til kvinder og spiritus den løsslupne og letsindige type. Thorkil Kristensen den puritanske bondesøn, der drak mælk i Snapsetinget. Kampmann havde store og sommetider letsindige økonomiske og politiske visioner. Thorkil Kristensen var den forsigtige type, der for eksempel i 1956 var et af de få folketingsmedlemmer, der stemte imod den skattefinansierede folkepension til alle. Han mente ikke, vi havde råd til offentlig pension til dem, der selv havde råd. Det er derfor sandsynligt, at en velfærdsstat opbygget af Thorkil Kristensen ville have set meget anderledes ud end den, vi faktisk fik opbygget af Kampmann og Krag.

Men det er meget svært at vide, hvordan Thorkil Kristensens velfærdsstat ville være kommet til at se ud, for allerede i 1960 forlod han dansk politik for at blive generalsekretær i OECD (dengang OEEC), og han blandede sig derefter kun lidt i den danske debat. Han beskæftigede sig fra da af med de globale problemstillinger, som udviklingslandenes problemer, den globale fødevareforsyning og de europæiske markedsplaner. Så vi har ikke nogen vision for en dansk velfærdsstat fra hans hånd.

Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan der i historien er vejkryds, hvor det kan være lidt tilfældigt, om man kører den ene eller den anden vej, hvor et tilsyneladende mindre afgørende valg kommer til at præge udviklingen i de kommende årtier. Et sådan vejkryds var regeringsdannelsen i 1957. Det mest oplagte på grundlag af valgresultatet og udtalelserne lige efter valget var en Venstreregering. Men takket været specielt Kampmanns indsats fik vi en fantasifuld regeringskoalition ledet af Socialdemokratiet. Den internationale højkonjunktur gjorde det til så stor en succes, at de næste to årtier blev socialdemokratisk præget, og vi fik en velfærdsstat med Kampmann og Krag som arkitekter.

Det var langtfra en selvfølge, at det gik sådan – det var nærmest et tilfælde.