Dine koteletter er skyld i, at regnskoven forsvinder
Af lektor og bioetiker Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Publiceret i Kristeligt Dagblad 2. september 2019)
Amazonas står i flammer. Det gør regnskoven med jævne mellemrum. Det er en del af skovens cyklus. Men nu brænder mere, end der plejer, og mere, end det er naturligt. Forklaringen er simpel: Det er bøffen og koteletten på din grill. Efterspørgslen på animalske produkter er støt stigende globalt set. Og både køer og grise skal have noget at spise. Indtil nogen udvikler et landbrugsdyr, der kan leve af sollys, er det et faktum. Så jo flere dyr, jo mere foder. Og foder kræver land. Der skal være nogle arealer at afgræsse eller nogle marker at dyrke sojabønner på, som kan blive til protein, vi kan fylde i husdyrene, så de kan omdanne planteprotein til animalsk protein – kød. Derfor importerer Danmark sojabønner fra et areal i Sydamerika, der svarer til Sjælland, Falster og Bornholm.
Det siger sig selv, at der går en del tabt undervejs. Talløse studier har vist, at kød, særligt oksekød, er en væsentlig del af klimaproblemet. Oksekødet er særlig slemt, da køernes fordøjelsessystem udvikler metan, som de bøvser ud og bidrager til klimaforandringerne med.
Klimaforandringer, der blandt andet fører til, at også Arktis brænder. Skovbrande i Grønland, Alaska og Sibirien er også en del af skovenes normale cyklus, men igen brænder det mere, end det plejer.
Det er bare to tegn på, at vi har et problem, der nu banker på døren. Eller snarere: en katastrofe. Og spar mig for al snak om dommedagsprofeter og spredning af klimaangst. Den kommer fra de selvsamme politikere og de samme erhvervsinteresser, der i årtier har forsøgt at skjule problemets omfang for at kunne fortsætte ufortrødent med historien om, at evig materiel vækst er muligt i et lukket system som det, den planet, vi har fået æren at bo på, udgør.
Guderne – og diverse udvalg for god videnskabelig praksis – skal vide, at forskere ikke er ufejlbarlige, men når nu det meget store flertal af dem i mere og mere desperate vendinger prøver at råbe os op om, at vi kun har få år til at få sænket vores udledninger, så er det måske på tide at høre efter.
Jeg kender godt fristelsen til at lytte til dem, der siger, at det her er et problem, som vi kan løse via teknologi, at den enkeltes ansvar ikke er så stort, og at vi ikke skal fornægte os selv livsglæden og dermed ferierejser med fly, røde bøffer, modetøj, vi smider ud, før vi har gået med det, og i det hele taget vores livsstil.
Det er, som om den teknologiske optimisme stiger med hver ændring i vores livsstil, der er nødvendig. Det er, som om det er en universel rettighed at smide røde bøffer på grillen, og enhver, der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved vores hyperforbrugskultur og svimlende kødforbrug, enten stemples som en religiøs fanatiker, som derfor er ligegyldig eller en hykler, fordi vedkommende ikke selv lever på en sten af nedfaldsfrugt og selvfangede muslinger.
Men den går ikke længere, for Amazonas står i flammer, og Arktis står i flammer – og smelter om ørerne på os. Og netop derfor er det så grotesk, at svineindustrien i Danmark har fået bevilget mere end 15 millioner kroner fra EU, som kommer fra den skat, borgerne har betalt, til at overbevise unge mennesker om, at de skal spise mere gris.
For unge mennesker – og vi andre – har lugtet lunten. Kødsalget stagnerer, og flere og flere vælger at spise planteprotein til et eller flere måltider om ugen. Landbruget har ellers i mange år undskyldt deres klimapåvirkning og elendige dyrevelfærd med, at de blot leverer, hvad forbrugerne vil have, men nu skal vi åbenbart selv betale for en reklamekampagne, der skal overbevise os om det modsatte.
I lyset af den katastrofe, som vi nærmer os med hver bid, er et indlysende spørgsmål: Hvad stiller vi op? Og en del af svaret er: mindre kød. Lige nu betaler du for at få det modsatte at vide.
Det kan ikke vare længe, før heste bliver udnævnt til konsuler.