Jordskatter er bedre end deres rygte

Af professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret den 9. oktober 2019 i Børsen)

Jordskatter har et dårligt rygte. Det er ufortjent, for de skaffer staten penge og løser påtraengende problemer. Og det dårlige rygte er noget nyt.

Selvejet har vaeret en succes for dansk landbrug, siden det blev gennemført med landboreformerne i 1700-tallet. Det har vaeret til glaede for både landet og bønderne. Bønderne har fået foden under eget bord og har vaeret så glade for det, at de køber gårdene til så høje priser, at de, hvis de regner timelønnen for deres eget arbejde ud, vil finde, at den er en del under de overenskomstmaessige lønninger. Forrentningen af egenkapitalen er også ofte under markedsrenten. Bønderne var og er glade for at vaere selvstaendige, og samfundet får en landbrugsproduktion med lave omkostninger til kapital og arbejdskraft.

Bedrifterne er for store

Det går bare ikke uden videre laengere. Dertil er bedrifterne blevet for store. Med en gennemsnitlig bedriftsstørrelse i 1950’erne på omkring 15 ha og en besaetning på en halv snes køer og nogle svin var prisen på en gård ikke større, end at et giftefaerdigt par med en opsparing fra en halv snes års arbejde ved landbruget, lidt hjaelp fra familie og svigerfamilie og et effektivt dansk realkreditsystem kunne købe deres egen gård.

Sådan er det ikke laengere. Bedrifterne er siden 1960’erne blevet stadig større. Selv en mindre heltidsbedrift er på et par hundrede ha og nogle hundrede svin. Og den kommer let til at koste et større 2-cifret millionbeløb. Sådant et beløb er det svaert at spare op til af en fodermesterløn. Bedrifterne er blevet så store, at generationsskifterne er blevet et problem.

Her er det, at ejendomsskatter og landbrugsstøtten kommer ind. Det er naturligvis for ejeren af en gård fordelagtigt at få så meget i landbrugsstøtte som muligt og betale så lidt som muligt i ejendomsskatter. Men sådan ser det ikke ud for en ny landmand, der står over for at skulle købe en bedrift for første gang.

Hvis ejendomsskatter og landbrugsstøtte forventes at vaere nogenlunde konstante over tiden, vil de kapitalisere sig i ejendomspriserne. Køberen bliver hverken bedre eller dårligere stillet af høje ejendomsskatter og lavere landbrugsstøtte, for han kompenseres fuldt ud for det i købsprisen på ejendommen.

En langsigtet fordel

For den kommende generation af landmaend er høje jordskatter og lav landbrugsstøtte altså ikke nogen indkomstmaessig ulempe. De kan vaere ligeglade med, om de betaler jordskatter eller forrentning af den højere købspris. Men de vil meget lettere kunne komme i besiddelse af deres egen gård, når højere skatter presser prisen ned, og de ikke skal betale for en kapitaliseret vaerdi af landbrugsstøtten. De nuvaerende ejere vil selvfølgelig lide et kapitaltab, hvis man saetter jordskatterne op og landbrugsstøtten ned, så det er ikke noget, man uden videre kan gøre uden at behandle de nuvaerende ejere urimeligt. Men hvis man holder sig for øje, at høje jordskatter og lav landbrugsstøtte er en langsigtet fordel, hvormed man er med til at lette generationsskifter og bevare selveje, kan det give et pejlemaerke for en ønskelig politik. Og en del kan gøres f.eks. ved at indefryse arveafgifter og ved statslig overtagelse af belastende gaeldsforpligtelser. Det er forbløffende, hvor negativ den danske økonomisk-politiske debat er blevet overfor ejendomsskatter. I dag er der naeppe noget parti, der for alvor kaemper for højere jordskatter. Men det er noget nyt. Jeg har sammen med andre de sidste par år arbejdet på en bog om danske økonomer, der er blevet ministre. Bogen er netop udkommet med titlen “Med hånden på statskassen”. En af de mest succesfulde regeringer var trekantsregering 1957-1960 med økonomer som Viggo Kampmann og Bertel Dahlgaard. Den startede 1960’ernes højvaekstperiode. Og den blev dannet med det eksplicitte formål at haeve jordskatterne. Retsforbundet, der var et ultraliberalt parti, gik med i den socialdemokratisk ledede regering, netop fordi de blev lovet “fuld grundskyld”.

En statslig indkomstkilde

Der var og er blandt fagøkonomer en betydelig tilslutning til høje jordskatter. De haemmer, modsat indkomstskatter, ikke arbejdsudbuddet, og de forvrider, modsat afgifter, ikke forbrugssammensaetningen (det sidste kan man dog ønske sig af f.eks. miljøhensyn).

Man kan ikke komme bort fra, at når jordskatter har fået så dårligt et ry, er det fordi, det er lykkedes populistiske kampagner at overbevise boligejere og landmaend om, at disse skatter bare er en ubehagelig ekstra omkostning, og fordi de nuvaerende ejeres interesser vejer tungere end landets og de fremtidige generationers. Men jordskatterne er en mulig statslig indkomstkilde med en raekke samfundsøkonomisk hensigtsmaessige virkninger og uden de fleste andre skatters bivirkninger.