Klimaforskerne løser klimakrisen: Kig på en sky, kram et træ, og tænk på planternes rettigheder i din by
Af lektor i landskabsarkitektur Natalie Marie Gulsrud, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, og lektor i bioetik Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Bragt på uniavisen.dk den 23. december 2019 som del af debatserie fortalt til studenterjournalist Drude Morthorst Rasmussen, hvor forskere er blevet bedt om at dele deres vildeste ideer til, hvordan vi løser klimakrisen. Dette er tredje del i serien.)
Verden braser sammen om ørerne på os. Vi har Verdensmålene, og vi har Parisaftalen. Men vi har især universitetet. To lektorer, Mickey Gjerris og Natalie Marie Gulsrud, deler her deres radikale tanker om os og klimaet i fremtiden.
Lektor i bioetik Mickey Gjerris: Det er både dumt og skamløst, at vi kun tænker på vores eget livsgrundlag
Det er et grundlæggende problem, at vi har reduceret naturen til at være en slags omverden, der er fuld af ressourcer, vi bare kan bruge løs af.
Antropocentrisme betyder, at mennesket sættes i centrum for alt. Den opfattelse er dybt indlejret i vores kultur. Men vi er ikke i stand til at have ubegrænset vækst i et lukket system, ligegyldigt hvor mange penge vi tjener. Det er umuligt – ligesom at opfinde evighedsmaskinen.
I stedet burde vi se på verden fra et økocentrisk perspektiv og anerkende naturen som en del af vores fællesskab. Mennesket er vokset ud af præcis de samme evolutionsprocesser som resten af Jorden, og vi er dybt afhængige af de samme biosfæriske faktorer som planterne og dyrene.
Bag enhver skive bacon, er der altså en gris, som er et levende og følende væsen, der blev kastet ind i verden på samme måde som os.
Kristendommen har været med til at skabe det antropocentriske livssyn, fordi vi har tolket skabelsesberetningen som en legitimation af, at vi mennesker er noget ganske særligt, og at Vorherre har givet os hele verden til fri afbenyttelse.
Det afholder os fra at forstå dybden af det etiske svigt, som klima- og biodiversitetskrisen udgør. Det er ikke bare dumt, men også skamløst, hvis vi kun tænker på vores eget livsgrundlag og ikke på utallige andre arters livsbetingelser. Lige nu hører vi kun vores egen stemme. Vi har helt glemt naturens stemme.
Der er jo ingen mennesker, som ikke har haft naturoplevelser, der har bibragt dem følelser af forundring og ærefrygt. Men desværre har vi en tendens til at lade som om de oplevelser ikke rummer nogen virkelig erkendelse af verden.
Gå ikke til en halvgammel lektor, men til kunstnerne
Hvis vi skal overbevise andre om naturens værdi, skal de selv gå ud at se efter. De skal selv ud at opleve og erfare naturen. Jeg kan kraftigt anbefale at gå ud at kigge på skyerne eller kramme et træ. Det handler ikke om at tænke, hvad du kan få ud af den oplevelse, men om at lytte efter, hvilken fortælling der er i gang, som ikke bare handler om dig.
Forundring over og respekt for natur opstår ikke ved at læse en bog, men ved at man går ud og oplever den. Det er ligesom at blive et barmhjertigt menneske: Det kan man kun blive ved at gøre det. Vi skal øve os frem til det.
Kunstnerne er de eneste, der er dygtige nok til at hamle op med alle de veluddannede marketingskonsulenter, som hele tiden fortæller os, at vi har brug for at købe noget nyt for at blive lykkelige.
Basalt set handler det om at give folk nye visioner om det gode liv. De idéer bliver indlejret i os fra begyndelsen af vores liv, og derfor burde vi undersøge, hvordan menneskers natursyn bliver skabt og hvordan man kan ændre det.
Filosoffer er ikke særligt gode til at fortælle historier, men kunsten har et kæmpe potentiale til at gøre det gennem billeder, dans, litteratur og meget mere. Kunsten kan vise os mulighederne i naturen, så vi rent faktisk tror på det, og det ikke bare er en halvgammel lektor, der udfolder nogle begreber.
Kunstnerne er de eneste, der er dygtige nok til at hamle op med alle de veluddannede marketingskonsulenter, som hele tiden fortæller os, at vi har brug for at købe noget nyt for at blive lykkelige.
Måske kan vi også samarbejde med biologilærere om, hvordan vi undgår at ende med et så fattigt og reduktionistisk natursyn, som præger vores kultur. I dag handler biologiundervisning mest om, hvordan naturen og kredsløbet fungerer. Den mangler en basal naturfortælling om vores fuldstændig mageløse og forbløffende univers, der kan inspirere os til at forstå vores rolle i det mere-end-menneskelige fællesskab, som biosfæren er.
Lektor i landskabsarkitektur Natalie Marie Gulsrud: Alle bydele skal have en lokalplan for naturen
Byer over hele verden har fået øjnene op for, at de har brug for grøn infrastruktur og mere natur for at bekæmpe konsekvenserne af klimaforandringer.
Når der er ekstreme hedebølger, bliver byerne så varme, at indbyggerne bliver syge eller risikerer at dø. Det skyldes blandt andet, at asfalt og beton optager og holder på varmen. Det kan træer og grønne områder modvirke. Træer har også kølende effekter, og derfor søger mange helt intuitivt ind under træer i sommerperioder.
Politikerne skal spørge deres indbyggere, hvad de gerne vil have, og involvere dem i kampagner for grønne områder, som er meningsfulde for dem.
Træer regulerer vand og renser luften, og vi har stærke, personlige følelser forbundet med dem. Mange barndomsminder er associeret med træer og handler om at klatre i træer, bygge huler i træer eller holde picnic med familien under et træ. Derfor er der ramaskrig, når træer skal fældes eller skove ryddes.
Det er teknokraternes våde drøm, at vi bare kan plante en million træer og suge al den overskydende CO₂ ud luften. Fx har Københavns Kommune besluttet sig for at plante 100.000 nye træer i byen. Men når man sætter sådan et mål, kommer man ofte til at fokusere for meget på kvantitet i stedet for kvalitet.
Forskning viser, at man er nødt til at understøtte det lokale ejerskab over træerne, så det ikke bare er kommunen, der skal passe på dem. Det kræver, at træerne matcher lokalmiljøet, og at beboerne vil passe på dem. Det kræver også en større indsats og et meget større budget, men det er afgørende.
En plan for selv det mindste nabolag
Politikerne skal spørge deres indbyggere, hvad de gerne vil have, og involvere dem i kampagner for grønne områder, som er meningsfulde for dem.
Ligesom hver bydel har sin egen lokalplan, burde de også have en lokalplan for den urbane natur. Den skal brydes ned i mindre dele og fokusere på identiteter i hvert lille nabolag. Vi skal sikre os, at alle bliver hørt i planen, både børn, ældre, ikke-dansktalende og de non-humane perspektiver.
Søndre Boulevard er for nylig blevet genplantet, fordi metrobyggeriet blev færdigt. Desværre har man ikke spurgt nabolaget til råds, men bare plantet nogle lidt ligegyldige, men pæne nok løvtræer. Jeg synes, at det ville have været mere interessant med spiselige træer eller lavere buske. Det gør selvfølgelig vedligeholdelsesopgaven mere kompleks, og det har kommunen ikke sat penge af til i deres budget. Men jeg tror, kvarteret ville elske det, og det ville samtidig understøtte biodiversiteten.
Der er en mainstream diskurs om, at det er blevet for dyrt at bo i byen, men vi taler ikke om planternes og de non-humanes rettigheder, som er under pres af den sjette masseuddød.
Som byerne gror tættere og tættere, forsvinder de grønne rum. Men lige nu ved vi ikke nok om de grønne områder i byerne, og derfor kan vi ikke lave nogen tydelige opråb til politikerne om at sikre dem og vores skove.
Vi mangler en udtømmende forståelse af, hvor meget urban natur vi har på globalt plan. Urbane skove er ikke inkluderet i de nuværende optegnelser. Vi har virkelig brug for at vide mere, fordi vi hver dag skal deale med konsekvenserne af klimaforandringer, og det kræver penge til mere forskning.