Klimarealisme er ansvarsforflygtigelse

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i Kristeligt Dagblad 4. februar 2019)

Vi står foran en katastrofe og blot at læne sig tilbage er ikke en mulighed

Klimaforandringer er her, og de rejser den største udfordring, som vi som globalt samfund har stået over for. Forskernes besked er entydig og alarmerende. Vi skal handle nu, og vi skal handle drastisk, hvis vi skal have nogen som helst chance for at nå målet i Paris-aftalen om maksimalt to graders temperaturstigning i år 2100. Konsekvenserne af ikke at nå i mål er meget alvorlige. Voldsommere vejrlig med større udsving, stigende verdenshave, tab af landbrugsland, masseuddøen af arter og så videre.

Derfor er det også så bekymrende, at det politiske system både internationalt og nationalt bliver ved med at skubbe problemet foran sig. Det er, som om man forventer, at omkring 2030 vil alting løse sig selv, så vi ikke behøver at ofre velstand nu. Det seneste klimatopmøde i Katowice førte ikke til meget, og den danske regerings klimaindsats kører hurtigere baglæns, end man kan stave til elbil – på et tidspunkt, hvor ambitiøse og forpligtende nationale og internationale aftaler er bydende nødvendige.

Der er derfor som aldrig før brug for et folkeligt pres på politikerne. Der skal signaleres i øst og vest og nord og syd og så kraftigt som muligt, at det er sidste chance. Det kan man gøre på mange måder. Man kan begynde at ændre i sit eget liv. Spise mindre kød, flyve mindre, finde cyklen frem og alt det andet. Ikke at det redder verden, men det er en måde dels at forberede sig til fremtiden på, dels en måde, hvorpå man kan være en inspiration for andre.

Man kan blive politisk aktiv i bred forstand. Støtte op om borgerforslaget om en klimalov i Danmark, støtte op om de skoleelever med svenske Greta Thunberg, der i desperation over vores ligegyldighed med deres fremtid nu har taget rollen som de voksne på sig. Der er 100 af måder, som man kan handle på for at skabe den politiske forandring, som skal til – fra plantefars til politisk aktivisme. En anden mulighed er at tage problemet alvorligt og samtidig fralægge sig alt personligt ansvar. For vi er jo kun en dråbe i havet. De store klimasyndere er jo USA og Kina og nogle andre store lande, så det hjælper jo ikke spor, at Danmark gør noget – og slet ikke, at man selv gør noget. Det er nærmest til grin at tro det – og så irriterende selvforherligende, når folk fortæller om, hvordan de har ændret på deres forbrugsmønstre for at prøve trods alt at gøre noget.

Næh, lad os se alvoren i øjnene og erkende, at det er uden for vores rækkevidde at gøre noget. Så ingen grund til at diskutere ferien til Thailand, de mange røde bøffer og det store overforbrug. Vi kan roligt blive ved, imens vi venter på, at de andre får taget sig sammen.

Det er og bliver mig en ubegribelig holdning. Både at man på den måde kan fralægge sig sit personlige ansvar for at gøre, hvad man kan, og at man oven i købet lægger dem for had, der rent faktisk prøver at skabe den forandring, som skal til.

Selvfølgelig redder den enkelte handling ikke verden. Selvfølgelig er vi dråber i havet. Men derfra og så til at tro sig retfærdiggjort i at understøtte en livsstil, der ikke er bæredygtig og kun have foragt tilovers for alle dem, der ikke har set ind i samme narcissistiske sol som en selv, det er alligevel noget af et spring at tage.

Vi har alle ansvar for at gøre, hvad vi kan. Det være sig i stort eller småt. Vi står foran en katastrofe og blot at læne sig tilbage, skære endnu en bid af ribeyen og smaske velfornøjeligt ned i baroloen, mens man beklager kinesernes manglende handlinger og de tåber, som tror, de kan gøre en forskel, er ikke en mulighed. Etisk set, altså. At vi så gør det alligevel, er en anden sag.