Modsvar fra bioetiker: Flyturisme er et selvdestruktivt projekt
Af Mickey Gjerris, lektor i bioetik, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi
(Bragt i Politiken den 1. december 2019)
I stedet for at rejse kloden rundt efter spændende natur burde vi blive hjemme og forsøge at genskabe vores egen lokale natur.
Grundpåstanden i Costas Christs indlæg er, at turisme er en væsentlig indtægtskilde i mange fattige lande, der samtidig har store naturværdier.
Denne turisme er endda undertiden foranlediget af de samme naturværdier. Mennesker fra den rige del af verden – f.eks. Danmark, hvor vi har gjort, hvad vi kan, for at omdanne naturen til en økologisk ørken bestående af svinefabrikker og marker, hvor foderet til de mange dyr dyrkes – vil ganske enkelt betale gode penge for at komme ud og opleve steder, hvor naturen har haft bedre mulighed for at udfolde sig.
Dette hjælper mennesker ud af fattigdom og giver dem samtidig et incitament til at beskytte den natur, som turisterne kommer for at opleve. Uden den kunne de jo lige så godt blive hjemme og stirre ud over markerne med monokultur og de mange svinefabrikker.
Christs indlæg illustrerer, hvor kompliceret klimaproblemet er
Ifølge Christ vil en nedgang i turismen således medføre øget fattigdom og tab af biodiversitet. Derfor skal vi blive ved med at flyve verden rundt – også selv om det ikke er godt for klimaet. Og det er faktisk slet ikke så galt, hævder Christ, da flytrafikken kun står for 2,5 pct. af CO2-udledningen – et tal, der synes noget lavt sat, men lad det nu hvile.
Christs indlæg illustrerer, hvor kompliceret klimaproblemet er, og hvordan indsatsen mod klimaforandringer ikke kan stå alene, men er bundet sammen med en række andre problemstillinger, der gensidigt påvirker hinanden.
Ser vi på problemet i lyset af FN’s 17 verdensmål, så er det målet om at afskaffe fattigdom (nummer 1) og målene om at beskytte livet i havet og på land (nummer 14 og 15), der støder sammen med målet om klimaindsats (nummer 13). Dilemmaet er altså til at tage at føle på – men spørgsmålet er, om der ikke er andre måder at komme videre på.
For det første synes det at være en rimelig kortsigtet strategi, Christ foreslår. For de klimaforandringer, som bl.a. den stigende globale turisme er med til at fremkalde, vil ødelægge de selvsamme naturområder og den selvsamme biodiversitet, som Christ ønsker at beskytte.
Intet tyder på, at luftfartsindustrien inden for en overskuelig fremtid får udviklet teknologi, der vil mindske dens klimaaftryk markant. Og de små klimagevinster, der kommer i form af teknologisk udvikling, vil efter al sandsynlighed blive spist af en branche i fortsat vækst.
Løsningen på fattigdomsproblemet og beskyttelsen af livet i havet og på land er altså næppe, at vi fortsætter med den nuværende turisme. Det er et selvdestruktivt projekt. Men det betyder ikke, at vi så bare skal blive derhjemme og lade hånt om de andre verdensmål. Det har Christ ganske ret i.
En løsning kunne jo være, at vi, der har råd til at rejse verden rundt for vores fornøjelses skyld og undervejs – næsten som en utilsigtet bivirkning – strør om os med penge, der hjælper andre til at opretholde eksistensen, i stedet blev derhjemme og brugte de samme penge på målrettet at hjælpe fattige mennesker og områder til at opbygge en bæredygtig lokal økonomi og fødevareproduktion, der på én gang kan hjælpe mennesker ud af fattigdom og give plads til den natur og biodiversitet, der er under så hårdt pres.
Så kan vi selvfølgelig ikke flyve derned og beundre det hele. Og godt det samme. I stedet bør vi prøve at genskabe vores lokale natur og tage ud i den, når vi trænger til naturforundring og fordybelse.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi har etisk rygrad til det – eller om vi kun vil være med til at hjælpe under fjerne himmelstrøg, når vi selv får noget ud af handlen. Også selv om den gevinst har som omkostning, at vi på sigt ødelægger det, som vi fløj af sted for at opleve.