Kronik: Tidl. overvismand: Økonomerne har tabt deres indflydelse på dansk politik

Af professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i Berlingske 13. september 2019)

Det bliver med jævne mellemrum hævdet, at økonomer og økonomiske begreber spiller en alt for stor rolle i den danske debat. Næsten hvad som helst vurderes ud fra økonomiske kriterier, siges det.

Hvordan får man mest for pengene? Det skal kunne betale sig at arbejde. Projekter skal vurderes ved cost og benefit. Man må tro, at økonomer i stigende grad er kommet til at dominere den offentlige debat og dansk politik. Djøfisering er for mange humanister blevet et yndet skældsord.

Men det er i virkeligheden helt forkert - tværtimod har økonomerne siden midten af 1970erne gradvis mistet magten. Det blev klart for os, der arbejdede med den netop udgivne bog »Med hånden på statskassen - økonomer i regering«. I bogen beskrives og analyseres de økonomer, der som ministre har præget dansk politik i de sidste 100 år.

Fra 1897 til 2014 var der universitetsuddannede økonomer i alle regeringer med undtagelse af én uge under påskekrisen i 1920 og et halvt år med befrielsesregeringen i 1945. Antallet toppede i 1971-72, hvor der var seks økonomer: statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister K. B. Andersen, finansminister Henry Grünbaum, markedsminister Ivar Nørgaard, undervisningsminister Knud Heinesen og miljøminister Jens Kampmann samt desuden Per Hækkerup, der havde læst økonomi, men ikke færdiggjort studiet.

Siden er det gået ned ad bakke, og med Margrethe Vestagers rejse til Bruxelles i 2014 fik Danmark for første gang siden 1945 en regering uden økonomer. Helle Thorning Schmidt havde derefter ingen i sin regering, og Mette Frederiksen har heller ingen. Siden 2014 har Eva Kjer Hansen, som den eneste økonom, været minister, og det kun periodevis i Løkke Rasmussens regeringer.

Det er ikke kun antalsmæssigt, at økonomerne førhen spillede en stor rolle. De økonomer, der sad i regeringerne, var både magtfulde politikere og fremtrædende økonomer. Blandt de magtfulde økonomer var statsministrene Niels Neergaard, Erik Scavenius, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen og desuden nogle nøglepersoner i dansk politik som Bertel Dahlgaard, Thorkil Kristensen, Erhard Jakobsen og Margrethe Vestager.

Mange af dem hørte til den absolutte top inden for deres fag, f. eks. de økonomiske professorer Thorkil Kristensen, Kjeld Philip, Poul Nyboe Andersen, Bent Rold Andersen og Erling Olsen. Viggo Kampmann grundlagde de danske nationalregnskaber og blev første departementschef i Økonomiministeriet, inden han blev politiker. Alle disse kom ind i politik med en lysende karriere inden for deres fag bag sig.

Men hvem er det så, der i dagens debat slår om sig med økonomiske begreber og ræsonnementer? Det er i høj grad scient.

pol.' er, journalister og kommentatorer med en mindre dybtgående uddannelse i økonomi. Man kunne måske lidt ondskabsfuldt tale om »bifagsøkonomer«. Og de har også erobret magten i centraladministrationen.

Selv det centrale finansministerium. I økonomernes glansperiode 1949-1988 sad her tre markante fagøkonomer, Ejnar Dige, Erik Ib Schmidt og Erling Jørgensen, som departementschefer. De tre seneste departementschefer i Finansministeriet har været scient. pol.' er.

Præger det så debatten? Det gør det nok desværre. Økonomistuderende i 1960erne havde en del jurafag, og en af vores lærere i disse fag, der underviste både jura-og økonomistuderende, bemærkede, at han havde fundet ud af, at alle de studerende blev glade, hvis han underviste økonomerne i hovedreglerne og juristerne i undtagelserne.

Det var vi meget stolte af, men når man ser, hvad »bifagsøkonomer«, der kun har lært hovedreglerne, siger om økonomi, bliver man mere betænkelig.

En tyrkertro på markeder og cost-benefittankegange og en skråsikker brug af økonomiske modeller har helt uberettiget bragt fagøkonomerne i miskredit i vide kredse.

Den situation ville aldrig være opstået, hvis nuancerne, undtagelserne og modifikationerne var kommet med. Et grelt eksempel på en sådan ukritisk brug af økonomiske modeller er Finansministeriets modelberegninger af Liberal Alliances program før valget i 2015. Og Liberal Alliances brug af disse beregninger. Det var et program, der ændrede en række forhold i samfundet radikalt, og virkningen af radikale ændringer er modellerne uegnede til at sige noget om, da modellerne er baseret på fortidens erfaringer. Man må nærmest sige, at den økonomisk-politiske debat og den økonomiske forskning i den sidste snes år er gået i hver sin retning. Hvor den politiske debat har talt om nødvendighedens politik, konkurrencestaten, liberaliseringer af markeder og konkurrenceudsættelsens fordele, så er den økonomiske forskning nærmest gået den modsatte vej med adfærds-og miljøøkonomi som to hurtigt voksende grene af faget.

Miljø-, ressource-og klimaøkonomien er blevet centrale led i økonomiundervisningen på alle økonomuddannelser, og et centralt led i disse fag er netop markedseksterne effekter. Hele klimadebatten drejer sig netop om, at markederne ikke automatisk tager højde for negative bivirkninger.

Analyse og håndtering af sådanne markedseksterne effekter er således kommet til at fylde mere og mere både i forskningen og undervisningen hos fagøkonomerne.

Det er ekstremt uheldigt, hvis disse resultater overses, og resultatet bliver en skarp debat mellem nogle bifagsøkonomer med en blind tro på markederne og nogle miljøforkæmpere uden kendskab til økonomi.

Den store fornyelse i den økonomiske metodedebat i den sidste snes år er adfærdsøkonomien, der er blevet det nye hotte, symboliseret bl. a. ved Richard Thaler's Nobelpris i økonomi i 2017. Inspireret af psykologi og adfærdsøkonomiske eksperimenter sættes der spørgsmålstegn ved, om forbrugerne og virksomhederne er så rationelle og selviske som økonomerne traditionelt har antaget. Richard Thaler udviklede bl. a. en model for aktørernes adfærd, der er mere kompliceret: Beslutningstagerne, f. eks. forbrugerne, har i sig både en »planner« og en »do'er«. Forbrugeren lægger som »planner« rationelle planer som en rigtig »homo economicus«, men de korrigeres og modifi-ceres af »do'eren«, inden de føres ud i livet.

Planneren regner rationelt ud, at beslutningstageren vil få stor nytte af at gå på slankekur og spare op til pension, men do'eren udsætter hele tiden effektueringen til næste uge. Forbrugere og virksomheder er styret af mange andre motiver end økonomisk profit-og nyttemaksimering: Virksomheder har måske ambitioner om at blive store, selv om det koster på profitten, og forbrugerne fristes til irrationelle spontankøb.

For denne adfærdsøkonomi spiller andre ting end økonomiske incitamenter altså en betydelig rolle. »Nudging« dækker over, at man kan skubbe beslutningstagerne i ønsket retning med andre ting end materielle incitamenter. Tilsyneladende ligegyldige ændringer i formulering af valgmulighederne - f. eks. om man skal tilmelde sig eller melde afbud - kan være helt afgørende. I fagøkonomien er det blevet et slagord, at vi forsker mindre i »homo economicus« og mere i homo sapiens end for ti år siden.

Der er oplagt brug for en balance mellem økonomiske incitamenter og nudging, men det er måske et symptom på økonomernes mindre indflydelse, at denne debat spiller en langt mindre rolle i den offentlige debat end i den økonomiske forskning. Vi har med økonomernes svagere placering fået en debat, hvor vi for ukritisk bruger markedsmekanismen på områder, hvor den er uegnet, og ikke får argumenteret ordentligt for den, hvor den er et fantastisk instrument.