Private forskningsmidler slår hul i universiteternes økonomi

Af institutleder og professor Bo Jellesmark Thorsen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Forskningsbevillingerne fra private fonde og virksomheder til universiteternes forskningsbudgetter vokser hastigt i disse år, og meget god forskning bliver gennemført på grund af dette.

Det er åbenlyst, at fondene sidder med en ganske enkel nøgle til løsningen. De kan af egen drift ændre fordelingen mellem direkte og indirekte omkostninger på deres bevillinger til universiteternes forskning.

Desværre er udviklingen ikke bæredygtig med de nuværende bevillingsvilkår, fordi aktiviteterne knyttet til forskningsbevillingerne som hovedregel er stærkt underfinansierede.

Konsekvensen er, at universiteterne tvinges til at omprioritere midler fra andre aktiviteter til de forskningsfelter, der vinder de eksterne bevillinger.

Udfordringen forøges af, at fordelingen af de private midler på tværs af universiteternes forskningsfelter er ganske skæv.

Eksternt støttet forskning er underfinansieret

Det gælder for næsten alle private forskningsbevillinger, at de kun i meget begrænset omfang afsætter midler til at dække de indirekte omkostninger, som forskningsaktiviteterne medfører.

Ud over de direkte forskningsomkostninger er der omkostninger forbundet med husleje, bygningsdrift, energi, forsyning, personaleadministration, økonomifunktioner, teknisk personale og sekretærfunktioner og meget andet.

Offentlige forskningsbevillinger dækker typisk en større andel af de indirekte omkostninger, men heller ikke den fulde omkostning.

De indirekte omkostninger ved forskningen er betydelige.

På mit eget fakultet ved Københavns Universitet har vi gennemført analyser af de indirekte omkostningers omfang og finder, at de i gennemsnit er godt 80 procent, varierende mellem 50 og 100 procent af de direkte udgifter til forskning, afhængigt af hvordan de forskellige fagområder trækker på laboratorier, infrastruktur, internationale forskningsfaciliteter og dataindsamlinger.

De indirekte omkostninger overstiger dermed langt det, som de eksterne bevillinger dækker.

Undervisning og andre forskningsfelter dækker omkostninger

De indirekte omkostninger skal finansieres, og derfor er det nødvendigt for universiteterne at finde finansieringen andre steder.

Det kan være fra universiteternes basismidler til forskning, det kan være fra ressourcer afsat til undervisningen eller ved at udskyde investeringer i infrastruktur og vedligeholdelse.

Det er ikke små beløb, vi taler om, og følgende bygger på en dybere analyse, udgivet i tidsskriftet Samfundsøkonomen.

I 2017 udgjorde eksterne forskningsmidler fra offentlige og private fonde og virksomheder en lige så stor del af omsætningen ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner som basismidlernes godt 9,5 milliarder.

De sidste tre år er væksten i eksterne midler helt overvejende båret af bevillinger fra private fonde og virksomheder, mens summen af alle andre kilder står næsten stille.

Et forsigtigt slag på tasken baseret på ovenstående tal fra Danmarks Statistik og de typiske retningslinjer fra de største fonde antyder, at de udækkede indirekte omkostninger knyttet til universiteternes bevillinger fra private kilder udgør omtrent tre milliarder kroner årligt, og de vokser.

Samtidig har private fonde og virksomheder en betydelig forkærlighed for at finansiere forskning på udvalgte felter inden for den sundhedsvidenskabelige forskning.

Dette er i nogen grad knyttet til de virksomheder, fondene springer af. De sundhedsvidenskabelige områder trak i 2017 cirka 50 procent af de private midler på knap fire milliarder, mens for eksempel samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning tilsammen modtog cirka ti procent af midlerne.

Konsekvensen er, at universiteternes mulighed for at prioritere ressourcer til langsigtet og strategisk udvikling af forskningen over hele universitetets faglige bredde reduceres med betydelig hast i disse år.

Universiteterne tvinges de facto til at omprioritere midler væk fra forskningsområder, der i mindre grad har de private kilders bevågenhed, og hen til dem, der har privat bevågenhed.

Denne omprioritering bliver ekstra dramatisk, netop fordi de private forskningsmidler falder meget ujævnt hen over de forskellige forskningsområder.

Det sætter spørgsmålstegn ved den forskningsmæssige nettogevinst ved disse bevillinger, fordi de indebærer, at anden forskning ikke kan gennemføres ved universiteterne.

Løsningen ligger hos fondene

Universiteterne har ét bæredygtigt svar på udfordringen, og det er at skabe transparens omkring de indirekte omkostninger og samtidig stå sammen om, at bevillingsgiverne skal dække en betydelig større del af de indirekte omkostninger.

Det lyder enkelt, men er det ikke.

Universiteterne konkurrerer om at sikre voksende kvalitet og volumen i deres forskning. Forsker, institut og universitet kan frygte, at de forbigås i kapløbet om midler, hvis de insisterer på mere rimelige vilkår. Den frygt skal de overvinde, for det er midler, de i stigende grad ikke har råd til at vinde.

Det er derfor velbegrundet, at regeringen med Forum for Forskningsfinansiering sender et signal om, at der er behov for en ændret regulering for at få dækket de indirekte omkostninger.

Det er klædeligt, hvis man gennem dialog mellem regering, private fonde og universiteter får etableret en anden praksis. Men med Forum for Forskningsfinansiering har regeringen valgt et blødt instrument. Spørgsmålet er, om det formår at løse problemet hurtigt og effektivt nok.

Hvis der skal yderligere reguleringsinstrumenter i spil for at nå en bedre model, står flere muligheder åbne.

Stil krav om minimumsdækning

Reguleringen af fondene, særligt de erhvervsdrivende fonde, kan skærpes, i forhold til hvilke former og formater for forskningsfinansiering der kan falde ind under almennyttige formål og dermed være skattemæssigt fradragsberettigede og opfylde fondsformålene.

Specifikt kan man for eksempel stille minimumskrav til dækningen af indirekte omkostninger ved bevillinger til universiteterne.

Det er åbenlyst, at fondene sidder med en ganske enkel nøgle til løsningen. De kan af egen drift ændre fordelingen mellem direkte og indirekte omkostninger på deres bevillinger til universiteternes forskning.

Det vil ikke ændre så meget som en øre ved bevillingernes skattemæssige effekt på fondenes økonomi. Fondene vil få præcis samme fradrag.

En øget dækning af forskningens indirekte omkostninger vil alene påvirke, hvor meget forskning fondene gennem deres bevillinger har indflydelse på. Omkostningerne for fondene består derfor alene i dette tab af indflydelse.

Det kan selvfølgelig have væsentlig værdi i de tilfælde, hvor erhvervsdrivende fonde foretager uddelinger med tæt relation til fondens erhvervsvirke, men de situationer bør som udgangspunkt være få og små på grund af kravet om almennytte i uddelingerne.

Fondene bør have travlt med at få ændret deres praksis. Politikerne kan sikre, at det sker.

Universitetsledelserne skal forsætte arbejdet med at sikre transparens og opmærksomhed om problemet.