Uafhængig forskning er et vigtigt, men uopnåeligt ideal

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på Sciencereport.dk 6. januar 2019)

En af universitetets fornemste opgaver er at fungere som hofnarren, der kan sige de ubekvemme sandheder til magthaverne og os andre uden at risikere at få hugget hovedet af. Derfor er det også stærkt bekymrende, når en undersøgelse fra Aarhus Universitet, der blev offentliggjort kort før jul, viser, at forskere presses af eksterne samarbejdspartnere, myndigheder eller sågar deres egen institution til at ændre deres resultater og udskyde eller helt opgive at publicere dem.

I et samfund, hvor kortsigtede erhvervsinteresser og politisk opportunisme sætter dagsordenen for forskningen, er det vigtigere end nogensinde at fastholde idealet om den frie og objektive forskning, der kan bidrage til samfundets oplysning.  For respekterer man ikke forskningens uafhængighed fra fx myndighedernes side, undergraver man ikke alene tilliden til forskningen, men i sidste ende demokratiet. Det kan kun fungere, hvis vi kan have tillid til, at der findes et fælles vidensgrundlag på baggrund af hvilket vi kan diskutere vores værdimæssige uenigheder.

Adskil forskning og bevillinger

Men den frie og objektive forskning er netop et ideal, ikke virkelighed. Den findes ikke… men den kan tilstræbes. Nogle af grundene til dette kan vi gøre noget ved. Vi kan blive bedre til at sikre, at forskerne kan bide af den hånd, der fodrer dem ved at sørge for, at hverken virksomheder eller myndigheder kan få indflydelse på resultaterne af den forskning, som de bestiller.

En anden grund til, at idealet er uden for vores rækkevidde, kan det være sværere at gøre noget ved. De færreste forskere er udelukkende drevet af søgen efter sandheden, men også af økonomiske interesser. Derfor skal man, når man publicerer sin forskning gøre rede for eventuelle interessekonflikter. Det giver læseren en chance for at vurdere, hvor kritisk indstillet man skal være over for resultaterne. Typisk oplyser man her, hvem der har finansieret forskningen og om man har stærke økonomiske interesser i forskningsresultaterne. Det kunne fx være, at man bijobber for det medicinalfirma, hvis lægemiddel man har undersøgt evt. bivirkninger af.

Men hvad udgør egentlig en interessekonflikt? Det synes indlysende, at forskningsresultater ikke bør påvirkes af forskerens økonomiske interesser. Men man kan hurtigt ende i en gråzone: Hvor mange aktier skal min søster eje i et firma, før det bliver en interessekonflikt for mig, hvis jeg forsker på en bevilling fra firmaet? Skal en forsker, der i fritiden tjener penge på at skrive bøger og holde foredrag med markante synspunkter, oplyse det i forbindelse med sine forskningsartikler?

Endnu sværere bliver det, hvis man accepterer, at det ikke kun er økonomi, der styrer menneskers (og forskeres) liv. I 2016 rejste overlæge Morten Frisch diskussionen, da han foreslog, at man skulle fremlægge sit religiøse tilhørsforhold, hvis man publicerede forskning om omskæring af drenge. Uden her at tage stilling til netop det krav, er det tydeligt, at Frisch her rejser en væsentlig diskussion: Hvad er en interessekonflikt? Skal en forsker i dyreetik oplyse evt. medlemskaber i dyreværnsorganisationer? Skal en forsker i plantebioteknologi oplyse sit natursyn? Skal en forsker i arbejdsmarkedsforhold oplyse sit politiske ståsted?

Alle valg er værdiladede

Som forsker ender man, uanset hvor meget man bestræber sig på at være objektiv og uhildet, med at måtte erkende, at både valg af forskningsspørgsmål, metoder og det filter, som man fortolker forskningen igennem, også er bestemt af de politiske, etiske og religiøse værdier, man mere eller mindre bevidst bærer med sig. Forskere er mennesker – og vi mennesker ser verden gennem vores værdier. Vi kan bestræbe os nok så meget – særligt i metode- og diskussionsafsnittet i vores videnskabelige artikler – på at være objektive, men nissen flytter med.

Men skal de så oplyses som mulige interessekonflikter? Det er det store spørgsmål. Vender vi tilbage til Morten Frischs forslag, må jeg indrømme, at det bliver uoverskueligt. Der er ingen tvivl om, at andet end økonomiske interesser har betydning for forskningen, men sådan er det at være menneske. Skulle alt det andet nævnes, ville erklæringen om interessekonflikter hurtigt blive endeløs. Alternativet er som udgangspunkt meget enkelt, omend svært at udføre i praksis: Vær ærlig og gennemsigtig: Gør det tydeligt, hvad forskningsspørgsmålet er, hvilke metoder, der er anvendt, hvilken usikkerhed data er behæftet med og ud fra hvilke kriterier data tolkes til de resultater, der udfoldes i konklusionen. Så kan læseren selv vurdere validiteten af den viden, som man præsenteres for.

Stigende opmærksomhed er opmuntrende

Idealet er umuligt at nå. Men det gør ikke idealet irrelevant. I en situation, hvor mange væsentlige samfundsdiskussioner drejes, så de ikke handler om vores værdier, men bliver til en endeløs diskussion om, hvad vi egentlig ved, har forskerne et stort ansvar for, at der etableres et fælles vidensgrundlag, som borgerne kan have tillid til. Men politikere, interesseorganisationer og firmaer har også et ansvar. Et ansvar for ikke at så unødig tvivl om forskningen og lade som om, at uenighederne går på, hvad vi ved, når de i virkeligheden går på, hvad vi mener. Ærlighed er en dyd for forskere, men også for alle andre.

Så her står hofnarrene. Dem, der skal sige ubekvemme sandheder til dem, der betaler deres løn og samtidig viklet ind i økonomiske og værdimæssige interesser under et uopnåeligt ideal om ikke at lade noget af dette spille en rolle. Det er ikke en nem opgave. Slet ikke, når fx myndigheder ikke forstår deres ansvar for at respektere deres rolle. Men alene det, at der er stigende opmærksomhed på problemet, kan man jo betragte som et opmuntrende tegn.

Et andet opmuntrende tegn er, at der bliver større og større fokus på god videnskabelig praksis i universitetsverdenen gennem obligatoriske kurser for særligt Ph.d.-studerende. Skal forskningens integritet styrkes, kræver det imidlertid mere end et kursus. Så skal fx diskussionen om interessekonflikter tages op løbende og integreres i den kultur, som forskerne arbejder i. Og her har forskningsinstitutionerne en stor rolle at spille. Det kræver en fortsat aktivitet hele vejen fra den øverste ledelse til de enkelte forskergrupper at fastholde et uopnåeligt ideal og sikre, at hofnarren ikke har udspillet sin rolle.