Vi må gøre noget ved de uretmæssige forfatterskaber

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på Sciencereport.dk 21. oktober 2018) 

Uretmæssige forfatterskaber er et kæmpe problem, da de fungerer som en form for akademisk doping, hvor forskere på et falsk grundlag puster deres renommé op og dermed står bedre i den evige konkurrence om forskningsmidler og forfremmelser.

Ingen, der arbejder i universitetsverdenen, kan være i tvivl om, at vi konstant er i gang med den intellektuelle udgave af Tour de France. Hver dag byder på sin etape og det gælder om at komme først over stregen eller i hvert hjælpe til med at få kaptajnen over det næste bjerg. Der er ikke mange hviledage og tempoet i feltet er så opskruet, at det kan være svært at køre roligt bare en enkelt dag uden at falde uden for tidsgrænsen.

Med andre ord: Livet som forsker fra ph.d.-tiden til professor er en lang konkurrence. Der skal konstant hentes forskningsmidler hjem og publiceres resultater. Vi sætter selvfølgelig også en ære i at levere god undervisning og formidle forskningen til samfundet – især når der skal holdes festtaler. I virkelighedens verden, så vurderes vi på forskningsmidler og publikationer – og evnen til at hente forskningsmidler hjem er i hvert fald et stykke af vejen bestemt af publikationslisten.

Man kan selvfølgelig diskutere, om det giver mening at indrette forskningsverdenen ud fra en blanding af de principper, der styrer evolutionsprocessen og DBU´s talentudvikling.

Formålet med al denne konkurrence er, så vidt jeg har kunnet gennemskue, at sikre, at forskningsmidlerne går til de bedste forskere. Man kan selvfølgelig diskutere, om det giver mening at indrette forskningsverdenen ud fra en blanding de principper, der styrer evolutionsprocessen og DBU´s talentudvikling. Trives forskning egentlig med konkurrenceudsættelse eller er en del af forskningens væsen netop er at køre ud ad vildspor, udkaste hypoteser, der umiddelbart virker usandsynlige, bruger år og dag på at undersøge det, der dømmes ubetydeligt, men viser sig at have betydning og først og fremmest stor grundighed og tålmodighed? Og skaber man et godt arbejdsmiljø for forskerne ved hele tiden at lade dem vide, at de står til at blive smidt ud af ræset, hvis de ikke leverer ved kasse 1 ud fra nogle parametre, der i hvert fald ikke altid virker særligt relevante i forhold til det at blive så kloge på os selv, hinanden og verden som muligt?

Forskningsverdenen og Bjarne Corydons konkurrencestat
En ting, som man i hvert fald har fået ud af at omdanne forskningsverdenen til en analogi på Bjarne Corydons drømme om konkurrencestaten er, at det er blevet tydeligt, at selvom videnskabens ideal er en af menneskehedens mest noble præstationer, så er videnskabsfolk som folk er flest: Spændt ud mellem at ville være af værdi for andre og selv få succes. Det er ganske uproblematisk så længe, der er tale om en win-win situation, hvor jagten på personlig succes samtidig fører til den bedste forskning. Problemet opstår først, når det ene modarbejder det andet. Så bliver det pludselig meget vigtigt at forholde sig til begreber som forskningsintegritet og god videnskabelig praksis.

Et af de områder, hvor videnskabens idealer og jagten på personlig succes oftest støder sammen omhandler netop publikationer – nærmere bestemt uretmæssige forfatterskaber. En lang række undersøgelser har påvist, at det er en af de mest udbredte former for brud på god videnskabelig praksis og det er da også uenighed om forfatterskaber, der udgør den største procentdel af fx henvendelserne til ”named person” på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Som mangeårig underviser på obligatoriske Ph.d.-kurser i god videnskabelig praksis er det også min erfaring, at forfatterskabsstridigheder er der, hvor unge forskere første gang bliver konfronteret med virkeligheden i form af vejledere eller samarbejdspartnere, der ønsker at få sat forfattere på en artikel, som reelt set ikke er berettigede til at stå der.

Uretmæssige forfatterskaber er et kæmpe problem
Uretmæssige forfatterskaber er et kæmpe problem, da de fungerer som en form for akademisk doping, hvor forskere på et falsk grundlag puster deres renommé op og dermed står bedre i den evige konkurrence om forskningsmidler og forfremmelser end de forskere, der kun tager æren for arbejde, som de rent faktisk har deltaget i. Det er et problem, fordi konkurrenceudsættelsen af forskningsmidler dermed ikke fører til, at det nødvendigvis er de bedste forskere, der får mulighed for at udvikle deres ideer, men snarere de, der qua netværk eller magtmisbrug overfor fx Ph.d.-studerende, er dygtigst til at tilrane sig forfatterskaber. Og så er det et problem, fordi det er med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø for forskere, hvor de ikke alene er involveret i en benhård konkurrence, men er det velvidende, at nogle af deres konkurrenter tager doping.

Man har i mange år forsøgt at komme problemet til livs med diverse tiltag. Det mest udbredte er The Vancouver Recommendations, som også er blevet en del af Den danske kodeks for integritet i forskningog udgangspunktet for bl.a. Københavns Universitets kodeks for forfatterskaber, dog under hensyntagen til de forskellige traditioner, der findes indenfor de forskellige videnskabelige felter. Fælles for de mange formuleringer er, at man, for at være en retmæssig forfatter på en videnskabelig artikel, skal have bidraget væsentligt til selve forskningen, have bidraget med betydningsfuldt intellektuelt indhold i forhold til udarbejdelsen af artiklen, være villig til at tage ansvar for den del af arbejdet, som man har stået for og sikre, at evt. spørgsmål vedrørende arbejdet efterfølgende bliver belyst.

Det er for så vidt glimrende tommelfingerregler at holde sig til, men det siger sig selv, at ord som ”væsentligt” og ”betydningsfuldt intellektuelt indhold” er åbne for fortolkning. Hvilket har den betydning, at det er muligt at leve op til lovens bogstav uden at leve op til dens ånd. Det første værn mod uretmæssige forfatterskaber er derfor, at den enkelte forsker har integritet til at takke nej til dem.

Men problemet løses ikke ved at påberåbe sig den individuelle forskers integritet. Man kan nu en gang ikke placere mennesker i en konkurrence, hvor fristelsen til at snyde er stor, risikoen for at blive opdaget er lille og præmien er en fortsat karriere eller måske endda en tur på præmieskamlen – og så blot appellere til deres samvittighed.

Så forskningsinstitutionerne og de, der uddeler forskningsmidler må understøtte dette gennem at skabe en kultur, hvor uretmæssige forfatterskaber bliver set som det, de reelt er: En undergravning af forskningskvalitet og arbejdsmiljø og en kultur, hvor betydningen af forfatterskaber mindskes i forhold til kampen om forskningsmidler. Uretmæssige forfatterskaber er ikke kun et spørgsmål om den enkeltes moral, men mindst lige så meget et systemisk problem. Det er der en stigende opmærksomhed på i det danske universitetsmiljø, men spørgsmålet er, om det er nok til at vende skuden – ikke mindst i lyset af den benhårde konkurrence, som danske universiteter og forskere befinder sig i – også internationalt.