Kronik: "Barnebrude" var ret almindelige blandt danskere før den frie abort og p-pillerne

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Berlingske 29. juli 2020)

Der er intet udansk i brude under 18 år, men det er helt udansk, at man træffer politiske beslutning uden respekt for grundlæggende love og konventioner.

Profeten Muhammed blev gift med Aisha, da hun var ni år gammel. På det tidspunkt var han 53. Og de levede så lykkeligt til deres dages ende. Dette billede er historikerne ikke enige om. Men det er et baggrundstæppe for debatten om barnebrude, islam og flygtninge. Traditionen med arrangerede ægteskaber med meget unge brude findes stadig i visse arabiske lande og kan så komme til Danmark med flygtninge og indvandrere.

Men det vil vi ikke have. Inger Støjberg finder det fuldstændigt uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre, og hun omtaler konsekvent »instrukskommisionen« som »barnebrudskommissionen«. Hun får begejstret støtte fra Nye Borgerlige.

»Barnebrude er og bliver et umoralsk og udansk fænomen«, hedder det i en kronik i Weekendavisen (20. september 2019). »Det er tankevækkende, at venstrefløjen er mere optaget af pædofiles ret til at misbruge børn frem for at lade sig styre af fornuft og børnenes tarv. Tak til Støjberg for at adskille parrene,« siger Pia Kjærsgaard tilsvarende til Berlingske (7. november 2019).

Inden man køber den historie, er det værd at gøre sig begreberne klart. Barnebrude er umyndige piger, dvs. piger under 18. Af de 32 par, der blev adskilt, var brudene i 28 af tilfældene 16 eller 17 år gamle. Og det er jo ikke så udansk. I Danmark har den seksuelle lavalder siden 1930 været 15 år, og før 1930 var den for piger 12 år og ikke-eksisterende for drenge.

Tradition, der er gået af mode
På Bornholms Museum faldt jeg sidste sommerferie over en beretning om den danske nationalskjald Holger Drachmanns besøg på Erichsens Gård i Rønne i 1872. Drachmann skriver om besøget: »Han (Erichsen) havde en meget talrig familie, og for at støtte sine indtægter, havde han ved siden af sin Prokuratorvirksomhed en Boghandel, som hans tre Døtre besørgede. Den yngste var usædvanlig smuk, bleg, brunette, af et noget melancholsk og indesluttet væsen, et Barn på 16 Aar, et smukt og forunderligt tiltrækkende Barn som Goethes Mignon. Da jeg forlod Øen var jeg forlovet med hende«. Hun blev Holger Drachmanns første hustru.

»Barnebrude« er altså en gammel dansk tradition, der er gået af mode. Men det er noget relativt nyt. Omkring 1970 skete en række ting i Danmark, der ændrede adfærden mellem kønnene dramatisk, herunder også den almindelige aldersfordeling for indgåelse af første ægteskab. I 1966 blev p-pillerne frigivet, og i 1973 fik vi fri abort.

Samtidig - eller måske på grund af disse ændringer - fik vi en langt mere frigjort seksualmoral. Flere og flere - også af kvinderne - fik desuden i løbet af 1970erne en længerevarende uddannelse, og ofte blev de så først gift efter, at uddannelsen var afsluttet. Brudens gennemsnitsalder ved indgåelse af første ægteskab er steget fra 22,9 år i 1970 til nu 32,5 år.

Skiftende seksualmoral
Seksualmoralen er også ændret dramatisk. I Danmark blev 45 procent af alle børn allerede i 1990erne født uden for ægteskab mod omkring ti procent i første halvdel af det 20. århundrede.

Den klassiske holdning kan ses i lærebøgerne for de samfundsvidenskabelige studerende ved Københavns Universitet i faget »Danmarks Statistik«. Her skriver professor William Scharling i 1885: »Naar Forholdet imellem uægte og ægte Fødsler særligt opfattes som Vidnesbyrd om Immoralitet paa Kjønslivets Omraade, er det klart, at man af den Grund lægger særlig Vægt paa Antallet af uægte Fødsler, at intet andet Datum, vedrørende usædelige Kjønsforbindelser, bortset fra de konstaterede egentlige Sædelighedsforbrydelser, fremtræder med en saadan Objektivitet, at det kan tjene som Grundlag for sikre statistiske Undersøgelser. Det er kun, for saa vidt kjønslig Samliv udenfor Ægteskab bærer Frugt, at det bliver saaledes konstateret, at Statistikken kan gribe det. Men det vil da ogsaa paa den anden Side være klart, at der ved Siden af den Usædelighed, hvorom uægte Fødsler bære Vidnesbyrd, gives megen anden Usædelighed, tildels af langt værre Art.« Først ved lov af 1960 blev sondringen mellem børn født i og uden for ægteskab ophævet. I 1935-65 blev det at føde børn uden for ægteskab betragtet som noget umoralsk og mistænkeligt, og børnene blev, indtil de var syv år gamle, sat under offentligt tilsyn.

Blev man ved et uheld gravid før den frie abort - man kunne »komme galt afsted«, som det hed - var det derfor oplagt at blive gift, før graviditeten kunne ses, så umoralen ikke blev afsløret. Man sikrede jo også ved ægteskabet, at barnet fødtes som »ægtefødt«. Der var i 1950erne og 1960erne, da jeg var ung, tre gode grunde til at blive gift; forelskelse, graviditet og muligheden for at blive berettiget til en lejlighed. Navnlig graviditet kunne komme pludseligt, og det skete let før p-pillernes tid.

Ikke udanske
Selvfølgelig var der også en hel del af dem, der »kom galt afsted«, der var under 18 år gamle.

Men de kunne også blive gift. Det krævede ganske vist tilladelse - et kongebrev - men sådanne kongebreve blev givet med rund hånd.

Brude under 18, »barnebrude«, var altså ret almindelige blandt danskere før den frie abort og p-pillerne, og absolut ikke noget »udansk«. Tværtimod måden at opretholde den danske moral.

Men familie, venner og naboer fulgte selvfølgelig interesseret med i bryllupsdatoen og tidspunktet for den nye families første fødsel, for det var jo en vigtig indikator for moralen, om der gik mere eller mindre end ni måneder fra brylluppet til fødslen.

Afstanden mellem bryllup og den første fødsel blev betragtet som så vigtig en indikator for danskernes adfærd og moral, at hyppigheden indgik i undervisningen i demografipå universitetet, da jeg studerede.

I Poul Milhøjs lærebog i »Danmarks Statistik« fra 1961 oplyses det således »at 45 pct. af de i ægteskabet indtrufne førstefødsler fandt sted inden ægteskabets 9. måned.« For få årtier siden var brude under 18 altså langt fra nogen sjældenhed i Danmark. Men i det sidste halve århundrede er dette ændret dramatisk, også fordi det ikke længere bliver betragtet som umoralsk at få børn udenfor ægteskabet. Disse ændringer er imidlertid ikke slået igennem i alle lande eller i alle befolkningsgrupper, f. eks. langt fra i alle indvandrergrupper. Det kan illustreres af det ikke helt usande udsagn: »Hvad er forskellen på danskere og indvandrere? Den er, at indvandrerne bliver gift, og så får de børn. Danskerne får børn, og så bliver de gift«.

Udanske arrangerede ægteskaber
I dag er brude under 18 sjældne blandt danskere, men det er fordi den adfærd blandt unge mennesker, der kun blev betragtet som legitim i ægteskabet før 1970erne, i dag blandt danskere også betragtes som legitim uden for ægteskabet. Ægteskab i en ung alder er derfor ikke længere en nødvendighed. Men den holdning er altså ikke slået igennem alle steder.

Arrangerede ægteskaber mellem ældre mænd og mindreårige børn er selvfølgelig udanske. Når det i de konkrete sager skal afgøres, om pardannelser er udanske og umoralske og bør forhindres, må det altså vurderes, om parret er et traditionelt par af unge mennesker, hvor den ene bare er under 18, eller det er et arrangeret ægteskab med en egentlig barnebrud. Og det er netop et sådant skøn, loven og konventionerne kræver. Og det er netop det, der gør en instruks om, at alle »barnebrude« skal skilles fra deres ægtefælle, ulovligt.

Det udanske i barnebrudsagen er ikke, at der er brude under 18, men at man træffer en politisk beslutning, der er i strid med grundlæggende love og konventioner. Det, at lade politiske ønsker overtrumfe lov og ret og vise manglende respekt for ombudsmand, love og konventioner, er forhåbentligt stadig udansk.

Barnebrude« er altså en gammel dansk tradition, der er gået af mode. Men det er noget relativt nyt.