Lovløs på listepoter
Af Peter Sandøe, professor og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd ved Københavns Universitet.
(Klumme bragt i Weekendavisen den 28. august 2020)
Jeg er så heldig at bo ude på landet. Når jeg for øjeblikket om aftenen går en tur ad de små stille veje langs markerne, viser der sig et spændende dyreliv på de nyligt høstede marker. Det vrimler med harer, der er nogle få fasaner, og af og til er der rådyr eller to, som har vovet sig ud på de åbne marker. En sjælden gang kan jeg også i skumringen være heldig at se en ræv, der er ude at jage.
På mine aftenture har jeg også et par gange set en kat, som var ude på marken travlt optaget af at jage mus. En kat på marken er ikke noget nyt syn. Der har været katte på dansk grund siden romersk jernalder for små 2000 år siden; og siden vikingetiden har de været vidt udbredte. Alligevel opfattes de af det officielle Danmark som uønskede i den danske natur.
Enten er katten et husdyr, og så skal ejeren i henhold til Lov om Mark- og Vejfred holde den inden for sin egen matrikel. Eller også er katten uden ejer og er dermed et ikke-hjemmehørende, potentielt skadevoldende dyr. Katten står faktisk på listen over de såkaldt invasive arter, hvoraf der ifølge Miljøstyrelsen for øjeblikket findes 134 i den danske natur. En række forskere og andre eksperter har dog via et sindrigt point-system fået tildelt katten en status, så den ikke aktivt skal bekæmpes. Den er her så at sige på tålt ophold.
Det er meget menneskeligt at putte dyr i kasser og regulere dem derefter. Problemet er bare, at katten ikke passer særligt godt i de to kasser, man fra officielt hold gerne vil putte den i: Kassen med husdyrene og kassen med de introducerede dyr.
Bortset fra fasanen er alle de ovenfor nævnte vilde dyr kommet herop til det nuværende Danmark i slutningen af eller efter den seneste istid. De er altså indvandret på egen hånd og regnes derfor som naturligt hjemmehørende. Introducerede dyr er derimod de, som mennesker har bragt hertil. Dertil hører fasanen, som blev indført i 1500-tallet, oprindeligt fra Asien, og udsat som jagtvildt i den danske natur. Det kan diskuteres, om katten på samme måde er introduceret. Efter min opfattelse kan man med lige så god ret tale om, at den er indvandret.
Tamkatten nedstammer fra den afrikanske vildkat. Meget tyder på, at afrikanske vildkatte tidligt blev tæmmet og holdt af mennesker. Således har man på Cypern, der er en ø uden naturligt hjemmehørende katte, fundet rester af katte, som blev begravet sammen med mennesker for over 11.000 år siden. Domesticeringen af katten er sket gennem de følgende årtusinder.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at domesticering ikke nødvendigvis er en planlagt menneskelig handling, men at der typisk er tale om en såkaldt ko-evolution, hvor den pågældende dyreart og mennesket baseret på gensidige fordele udvikler sig i samspil med hinanden.
Forskere skønner, at katte først optræder tæt integreret med mennesker i Ægypten for omkring 4.000 år siden; og fra omkring 3.500 år siden optrådte katte jævnligt i huslige scener på ægyptiske gravmalerier. Fra Ægypten spredte katten sig til det meste af verden. Kattene har hængt ud med mennesker, og når mennesker har flyttet sig, er kattene flyttet med. Via romerne er katten kommet til Nordeuropa.
Et overskud af killinger har dannet grundlag for en gradvis spredning af bestanden nordpå, langt hinsides grænserne for Romerriget. Katten er selvfølgelig ankommet sent i forhold til for eksempel ræven, haren og rådyret. Et andet rovdyr, som er kommet hertil samtidig med katten, er husmåren, som oprindeligt stammer fra Centraleuropa. Begge dyr er kommet hertil på grund af den niche, som blev skabt af agerbruget. Men medens husmåren klassificeres som indvandret og hjemmehørende, klassificeres katten som introduceret og kan derfor i henhold til lovgivningens definitioner aldrig opnå status som hjemmehørende. For mig at se er der her tale om en vilkårlig skelnen.
I modsætning til husmåren bliver huskatten i høj grad holdt af mennesker. I dag holdes der katte i cirka 20 procent af de danske husstande. Omkring 80 procent af disse ejerkatte har adgang til at gå ud. Da katten er en dygtig klatrer, og da de færreste orker eller ønsker at hegne deres have ind med et kattesikkert hegn, strejfer hoveparten af kattene typisk omkring i de områder, hvor de bor.
I praksis ser man gennem fingre med bestemmelsen om, at ejere skal holde deres katte inden for egen matrikel. Katte har dermed i sammenligning med egentlige husdyr en kolossal frihed. De kan faktisk også vælge at få sig nogle nye ejere: I en undersøgelse, som jeg var med til at lave i 2015, svarede godt 10 procent af katteejerne, at deres kat selv var kommet til dem. På den måde passer hovedparten af ejerkattene ikke særligt godt ind i kategorien husdyr.
Der er også katte, der er herreløse og lever mere på egen hånd. En del af dem er ikke kastreret eller steriliseret og vil derfor formere sig, og hvis killingerne ikke har kontakt til mennesker i den sensitive periode, hvor de er mellem to og syv uger gamle, vil de ende med at være relativt sky over for mennesker. Man taler om såkaldte ikke-socialiserede katte.
Vi ved, at der hvert år bliver fanget cirka 5.000 ikke-socialiserede herreløse katte, hvoraf hovedparten bliver aflivet. Nogle af disse ikke-socialiserede katte bliver dog genplaceret under opsyn af såkaldte foderværter, der på papiret figurerer som ejere. I henhold til gældende praksis fra miljømyndighedernes side må man nemlig ikke genudsætte katte i naturen. Desuden er der et ukendt antal katte, som aldrig bliver bragt til et internat eller indfanget.
Måske er det tid til at acceptere, at katten er en del af den danske natur. I lyset af lovgivningens stive definitioner vil det måske være svært at vinde gehør for mine filosofiske overvejeler og få katten klassificeret som hjemmehørende. Men i det mindste burde det være muligt at få den accepteret som såkaldt »naturligt vildtlevende«. Det er samme status, som fasanen har. Og som bekendt er det jo faktisk tilladt for jægere at udsætte fasaner i den danske natur. På tilsvarende måde burde det være muligt for dyreværnsorganisationer under kontrollerede forhold på egnede steder at genudsætte herreløse katte, som ikke egner sig til at leve i private hjem.
Selvfølgelig kan der være steder og situationer, hvor katte kan skade bevaringsværdig natur, og hvor der kan være grund til at gribe ind. Det er dog ikke anderledes, end hvad der gælder for mange af de hjemmehørende arter, for eksempel ræve og husmår, som både må jages og reguleres. Katte må i henhold til gældende lovgivning ikke skydes, men det er tilladt at fange dem i fælder og efterfølgende aflive dem, hvis de ikke har en ejer.
Jeg taler altså ikke for, at vi skal gøre katten til et helligt dyr, kun for at vi skal acceptere den som en naturlig del af den danske fauna på lige fod med andre dyr, som vi har delt landet med gennem årtusinder.