Nej, jorden går næppe under, men vi undergraver vores økosystemer

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Kristeligt Dagblad den 24. februar 2020)

DEN KLASSISKE situation med en brandmand på en stige, der redder en kat ned fra et træ, har fået en lidt uventet kollega. I Masai Mara-naturreservatet i Kenya har medarbejderne i den seneste tid flere gange været nødt til at redde løver ned fra træer. Løver, der klatrer i træer, er ikke et ukendt fænomen, men i området oplever man det i stigende grad.

Adfærden skyldes store mængder nedbør de seneste måneder, der har fået vegetationen i området til at vokse sig langt højere end normalt. Det bryder løvernes byttedyr sig ikke om, da de så ikke kan opdage løverne, før det er for sent, og de er derfor begyndt at trække væk fra området, hvilket igen får løverne op i træerne for at kunne få øje på de dyr, der måtte være tilbage.

I desperation er løverne også begyndt at gå efter de lokales kvæg, hvilket udgør en stor trussel ikke mindst for de børn, der arbejder som hyrder.

NU KAN MAN IKKE TRÆKKE en direkte linje fra de generelle klimaforandringer og så enkeltfænomener som de ovenstående. Det er umuligt at pege på en enkelt vejrmæssig begivenhed og råbe: ”klimaforandringer… Jorden går under”.

For vejret skifter, og ekstremer opstår. For slet ikke at tale om, at uanset hvor voldsomme konsekvenser klimaforandringerne får, så går jorden ikke under, som mange påpeger. Det eneste, der kommer til at ske, er, at vi undergraver de økosystemer, som bærer vores liv. Men Jorden og livet fortsætter uanfægtet. Så det er da en trøst... angiveligt.

Men de mange voldsomme vejrfænomener i form af varmere vejr i Danmark og tørke og skovbrande i Amazonas og Australien peger alle sammen én vej. Vi er ved at varme planeten op – og konsekvenserne er ikke gode.

Det ved vi godt. Og vi ved også, at vi har usandsynligt travlt, hvis vi skal nå i mål med Paris-aftalens ambitioner om at holde temperaturstigningerne på 1,5-2 grader celcius frem mod år 2100. Som FN’s klimapanel IPCC skrev i sin rapport om global opvarmning i 2018, kræver det ”hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder”.

ET AF DE SAMFUNDSOMRÅDER, som forskningen længe har peget på, er kødproduktion og forbrug. Vi skal til at spise proteiner fra planter i stedet for fra dyr. Men skal vi overlade det til markedet eller understøtte omstillinger? Indtil videre har der ingen politisk vilje været til at blande sig. Hvis forbrugerne selv vælger kødet fra, kan de gøre det, men det skal ikke understøttes politisk.

Men det skal kødproduktionen åbenbart. Gennem EU kan branchen søge et trecifret millionbeløb til reklamekampagner, der skal overbevise forbrugerne om, at de skal spise mere kød. Borgerne betaler med andre ord penge til et erhverv, der undergraver den klimaindsats, som politikerne med alvorstunge miner står og hævder, at de er meget optaget af. Vi betaler ganske enkelt selv for at blive overbevist om, at det er en god idé at undergrave vores børns fremtid.

Det er så grotesk en situation, at man enten kan vælge bare at trække på smilebåndet eller banke hovedet hårdt ned i bordet. Det er som at sende offentlige midler til producenterne af vhs-bånd i håbet om at opretholde en industri, som ingen har brug for – og som i modsætning til fortidens videobånd skader både mennesker, dyr, natur og klima.

Et erhverv, der kun kan overleve på grund af støtteordninger, får nu ekstra penge til at sælge sine klimaskadelige produkter. Imens sidder løverne fast i træerne. De må tænke, at det er sjældent at se en art, som opfinder motorsaven for endnu hurtigere at kunne save den gren over, som den selv sidder på.