Den pressede forskningsfrihed, Folketinget og Kristeligt Dagblad

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Kristeligt Dagblad under en anden titel 25. juni 2021)

Forskning er vigtig og forskningsfrihed afgørende for forskningens kvalitet. Beklageligt derfor, at Folketinget og Kristeligt Dagblad går ind i en fejde om ”aktivistisk forskning” i stedet for at se på de reelle problemer i forskningsverdenen.

Forskningsfriheden er under pres fra mange sider. Efter universiteternes fusion med sektorforsk­ning­en er universiteterne kommet væsentlig tættere på ministerierne og den anvendte forskning. Og ministerierne, ministrene og politikerne har, som vi har set bl.a. i forbindelse med Landbrugspakken og Eva Kjer Hansens afgang som Fødevareminister og i forbindelse med oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet, ikke altid noget nært forhold til armslængdeprincipper og forskningens uafhængighed. Visse interes­seorganisationer gør, hvad de kan for at presse kritiske forskere ud af debatten jf. f.eks. den sag Bæredygtigt Landbrug i øjeblikket kører mod en landbrugskritisk forsker ved retten i Hillerød. Navnlig i den angelsaksiske verden, men også i enkelte miljøer her i landet, blev forskere presset med beskyld­ning­er for racisme og mandschauvinisme, jf. de urimelige beskyldninger mod Ole Wæver for racisme.

Der kan i stærkt fagligt polariserede forskningsmiljøer oplagt være et ubehageligt pres på minoritetsgrupperne. Så kan den frugtbare debat i en vis grad afløses af magtkamp om stillingsbesættelser m.v., som man f.eks. så i USA i 1970’erne mellem en ”økonomisk” økonomisk historie (New Economic History) og en ”historisk” økonomisk historie (traditionalisterne) og flere steder mellem ”borgerlige” og ”marxistiske” holdninger i samme periode. Men det er nok et større onde at lade eksterne magthavere gribe ind i den slags faglige konflikter.

Det eksterne pres møder et universitetssystem, der er relativt svagt overfor pres. Da jeg kom til univer­sitetet for 50 år siden, havde det en nogenlunde fast årlig statslig bevilling, og der var fuld ansæt­telsestryghed for lektorer og professorer (professorerne var endda alle tjenestemænd).

I dag er det helt anderledes. En dominerende del af universitetets bevillinger er løse eksterne penge. I Københavns Universitets budget for 2021 er der offentlige forskningsbevillinger på 3039 millioner og løse eksterne midler på 3693 millioner. Det kan altså være ødelæggende at lave noget, der kan forskrække sponsorer. Samtidig er en meget stor del af det videnskabelige personale åremålsansatte adjunkter, postdoc’er og professorer med særlige opgaver. Desuden har man i de senere år haft større fyringsrunder af lektorer og professorer; den danske flexicurity-model gør det langt lettere at fyre end i andre lande. Og så kan der være grund til at minde om den gamle historie fra Erling Olsens erindringer, hvor han efter en kontroversiel udtalelse bliver spurgt af en journalist: ”Der er mange, der er enige med dig, men ingen andre vil citeres for det. Er du modigere end de andre”? Hvortil Erling Olsen svarer: ”Nej, men jeg har en bedre pensionsordning”.

Samtidigt er debatklimaet blevet mindre og mindre attraktivt for fagfolk at deltage i. Selv helt fagligt ukontroversielle synspunkter om f.eks. integration, islam, klima og køn kan resultere i shitstorme og trusler på de sociale medier.

I den situation går to af de mindst nuancerede i den politiske debat, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt så i gang med et angreb på udvalgte dele af forskningsverden, bl.a. migrationsforsk­ningen. Et emne, hvor de er kendt for at have stærkt ideologiske synspunkter.

Det er der i og for sig intet betænkeligt ved. Selvfølgelig har politikere fuld ret til at gå ind i debat­ten også om faglige spørgsmål. Og fagfolk må så have mulighed for at påvise alle de eventuelle fejl i deres argumenter. Det betænkelige er, at folketingsflertallet og den magthavende minister går med på galejen, for så er det ikke på lige vilkår. Så er det magten mod det gode argument. Jeg skriver aldrig under på underskriftsindsamlinger og har heller ikke gjort det i dette tilfælde, men jeg blev alligevel glad, da jeg så forskningsverdenen med 3241 underskrifter mandede sig op til at sige fra over for dette forsøg på politisk pression på universiteterne. Det var meget svært at misforstå en politisk tilkendegivelse med støtte til nogle forslagsstillere, der er i gang med et opgør med køns-, migrations- og anden ”pseudoforskning”. Men indtil nu er den eneste oplagte urimelighed, der er påpeget, Henrik Dahls betegnelse af den anerkendte og nuancerede islamforsker Jakob Skovgaard Petersen som enøjet og som en, der har sovet de sidste 50 år. Den slags er ret betydningsløst for etablerede professorer og emeritusser, som Jakob Skovgaard Petersen og mig, og vi kan sagtens sige, at forskerne skulle gå mere modigt ind i debatten, men situationen ser helt anderledes ud for en yngre åremålsansat forsker, der drømmer om at blive fastansatte eller frygter afskedigelse.

Men Kristeligt Dagblads leder den 10. juni går så rent over i den Berlingske jargon med tale om forskernes flokmentalitet, hvor stor magt forskere har, og politisk ensidighed. Dette følges op af et citat af Asmus Leth Olsen og af Kristian Østergaard dagen efter, der beskylder forskerne for at være ensidigt venstreorienterede. For de protesterer nu mod kritik fra den politiske højrefløj, mens de ikke gjorde det, da Christian Poll, forhenværende MF’er for Alternativet, angreb mainstreamøkonomi (som jeg for øvrigt er en del af) for at være borgerlig, eller da den grønne studenterbe­væg­else m.fl. krævede lukning af Center for Olie og Gas.

Men her prøver man at se ideologi steder, hvor der ikke er ideologi. Jævnfør ovenfor er den afgørende forskel, at nu er det ministeren og folketingsflertallet, der støtter Messerschmidt og Dahl, og det kan med rette opfattes som pression fra magtens side, mens der næppe er nogen, der kan opfatte en grøn studenterorganisation og et menigt medlem af Alternativets folketingsgruppe som nogen seriøs trussel. Var Henrik Dahl kommet som menigt medlem af Liberal Alliances folketingsgruppe og havde sagt, at han var kritisk overfor visse dele af den humanistiske forskning, var der næppe nogen, der ville have løftet et øjenbryn, men nu gik Forskningsministeren og Folketingets flertal ind i debatten på en måde, der kan opfattes som en støtte til angreb på specifikke dele af den humanistiske og sam­funds­videnskabelige forskning.

Det er uhyre velkomment, at folketingsflertallet interesserer sig for den frie debat og forskningsfriheden på universiteterne, men endnu bedre ville det være, hvis man interesserede sig for de reelle problemer på de samlede universiteter med en dominerende ekstern finan­siering og løse ansættelser og ikke på et meget lille hjørne af de små humanistiske fakulteter, der i forvejen er prygel­knabe for gud og hvermand. Det må huskes, at hvis man ser på f.eks. Københavns Universitet, så udgør det sundhedsvidenskabelige fakultet 47% af budgettet for 2021, det naturvidenskabelige fakultet 34% og det humanistiske 8,6%. At diskutere universiteternes forhold ud fra visse dele af det humanistiske fakultet, svarer til at diskutere landbrugspolitik ud fra blomstergartnernes situation.

Samtidigt er debatten med til for alvor at bringe den uheldigt polariserede debat, der finder sted i den angelsaksiske verden, her til landet. Og det er noget, vi ikke har brug for. Jeg har abonneret på både Kristeligt Dagblad og Berlingske i årtier, og det er sjældent jeg har set Kristeligt Dagblad så ideologisk unuanceret og så tæt på Berlingeren. Måske lidt typisk, at når to forskere prøver at protestere mod Kristian Østergaards referat af og angreb på deres artikel, så henviser han den 16. juni bare til en kronik i Berlingske af en kendt værdikriger, der ikke er forsker. Lidt kildekritik af det, der citeres, kunne være på sin plads.