Migrationsforskningen, Henrik Dahl og hans pølsevogn

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt på Berlingske med titlen "Henrik Dahl er en værdikriger, der tror mere på sine egne meninger end på seriøse undersøgelser" den 8. juli 2021)

Det er desværre blevet almindeligt for ”værdikrigere” kun at acceptere undersøgelser, de er enig i. Henrik Dahl betegner således al migrations-forskningen som ”fup”, men det er for ham at kaste med sten boende i et glashus.

Henrik Dahls kommentar 18. juli, »Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup«, er typisk for den danske indvandrer- og forskningsdebats polariserede og følelsesprægede karakter. Her skildrer Henrik Dahl, hvordan han er mere enig med dem, han falder i snak med ved en pølsevogn, end med forskningen.

Det får ham ikke til at overveje, om hans meninger måske ikke er den skinbarlige sandhed. Tværtimod fastslå han, at forskningsresultaterne er fup. Det er desværre blevet almindeligt for ”værdikrigere” på begge fløje at tro mere på egne meninger end på seriøse undersøgelser.

Jeg har været aktiv i indvandrerdebatten, siden jeg i 2001 af indenrigsminister Karen Jespersen blev udpeget til en tænketank om integration og indvandring. Tænketanken fortsatte, mens Bertel Haarder var integrationsminister, og det var bl.a. den, der fik lavet de første beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger ved indvandringen. Jeg har siden samarbejdet med migrationsforskere fra alle Københavns Universitets fakulteter, og jeg kan overhovedet ikke genkende Henrik Dahls billede om fup – tværtimod er jeg altid blevet klogere af diskussionerne. 

Ikke sådan, at der er enighed. Omkostningbevidste økonomer, humanistiske etikere og konventionstolkende jurister kan debattere heftigt. Det er et område med engagerede forskere, og troen på en hel objektiv videnskab er jo forladt selv i naturvidenskaberne for mange årtier siden. Videnskab er en debat, hvor meningerne støder sammen. Der er migrationsforskere, jeg mener lægger for meget vægt på de medmenneskelige hensyn, men givetvis også nogen der betragter mig som en for kynisk økonom. 

Det er imidlertid en åben debat, hvor argumenterne afprøves. Det er den offentlige indvandrerdebat ikke; her diskuteres ikke for at blive klogere, men for at få ret og stemmer. Og her er Henrik Dahl en værdikriger, der ikke altid selv er lige vederhæftig. Der skal der gives to eksempler på. 

Under debatten i Folketinget om aktivistisk forskning betegnede Henrik Dahl vores førende islamforsker, den internationalt anerkendte Jakob Skovgaard Petersen, som ”notorisk enøjet”, og som havende ”sovet i 50 år”. Men Jakob Skovgaard Petersen er en forsker, om hvem Bertel Haarder (Berlingeren 11. juni) siger: ”Ham har jeg ikke andet end godt at sige om”, og hvis seneste bog i Kristeligt Dagblad bliver betegnet som ”en berigelse til dagens debat”. Henrik Dahl har senere indrømmet at grundlaget for hans karakteristik var en boganmeldelse, han var uenig i.

Et andet klart, men lidt mere kompliceret eksempel: I dec. 2018 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet sammen med Undervisningsministeriet en rapport, der viste, at børn af efterkommere (altså ”3. generation”) klarer sig nogenlunde som efterkommerne (”2. generation”), og det fik ministre og politikere til at konkludere, at integrationen er gået i stå. Mange eksperter påpegede, at konklusionen mere nærliggende burde være den modsatte. For de undersøgte børn af efterkommere er en meget skæv gruppe. 

Forældre, der inkluderer efterkommere, falder i tre grupper; efterkommere, der er gift med en anden efterkommer, efterkommere, der er gift med en indvandrer, og efterkommere, der er gift med en dansker. Det er typisk de bedst integrerede efterkommere, der bliver gift med danskere. Men undersøgelsen medtager ikke efterkommere, der er gift med danskere. Man smider de 39 % bedst integrerede væk. 

Så har vi ikke haft indvandring så længe. Så for at været nået til 3. generation skal alle generationerne have fået børn tidligt. Dem med lange uddannelser får typisk børn sent. De efterkommere, der har fået børn, er altså dem med de korteste uddannelser, dvs. de mindst integrerede.

Endelig har gruppen en overvægt med oprindelse i de første indvandrere, der kom til Danmark, dvs. efterkommere af tyrkiske gæstearbejdere fra 1960erne.  Og i mange undersøgelser klarer navnlig tyrkiske drenge sig dårligere end de fleste andre indvandrergrupper. 

Den gruppe af børn af efterkommere, der er med i undersøgelsen, er altså domineret af de dårligst integrerede. Når gruppen alligevel klarer sig lige så godt som efterkommerne, må konklusionen være, at når vi med årerne får en mere repræsentativ gruppe af børn af efterkommere, så klarer 3. generation sig bedre end 2. generation. Ikke desto mindre skriver Henrik Dahl en kronik i Berlingske (19. januar 2019) med et urimeligt angreb på kritikerne af rapporten med titlen ”Forskere bedriver politik forklædt som forskning”. Det synspunkt har Henrik Dahl selvfølgelig ingen faglig støtte til. Rockwool-Fondens forskningschef Jan Rose Skaksen siger om rapporten:

”Det der bliver konkluderet i forbindelse med efterkommer-rapporten, kan man ikke konkludere. Det er simpelthen for skarp en konklusion. Det mener jeg sådan set bare er sandheden. Længere er den ikke” (Berlingske, 1. februar 2019).

Og det kommer altså fra den Rockwool-fond, som Messerschmidt under folketingsdebatten om aktivisme i forskningen omtalte som ”Rockwool-Fonden og andre sådanne seriøse private forskningsenheder”, der i modsætning til universitetsforskerne ikke kun tale om, at ”migration er godt”. 

Den polariserede og skingre debat kan også illustreres ved diskussionen om den seneste analyse fra tænketanken Kraka. I et lille notat på 9 sider ses på de godt 80 % af efterkommerne, der klarer sig godt; et lille supplement til de mange undersøgelser af de indvandrergrupper, der er problematiske. Det burde være ukontroversielt både at analysere de indvandrermiljøer, der er kriminelle og kvindeundertrykkende, og dem, hvor det går godt med beskæftigelse og uddannelse. Kun ved at se på begge dele får man et dækkende billede. Men man behøver jo ikke altid at se på det hele samtidigt. Og det gør Kraka så heller ikke, men de kommer med en vigtig lille sten til opbygning af vor samlede viden om integration. 

Det kan illustreres med historien om de to håndværkere, der sidder og laver mursten. Da de bliver spurgt, hvad de laver, svarer den ene ”Jeg laver mursten”, mens den anden svarer: ”Jeg bygger katedraler”. Og begge har jo ret. Det Kraka gør, er at lave en mursten, der er med til at bygge den katedral, der er vor viden om integration. Men det er selvfølgelig kun én mursten. 

I den polariserede debat ser man imidlertid murstenen isoleret. Sikandar Siddique konkluderer på folkemødet, at det går godt med integrationen, mens Geeti Amiri (Berlingske, 24. juni) skriver under overskriften ”Integrationen går et skridt frem og to tilbage”. Begge dele ser isoleret på Krakas mursten, og så bliver konklusionen i begge tilfælde misvisende. 

Måling af integration er ekstremt kompliceret, også fordi den afhænger af så mange ting og kan måles på så mange måder. Så i forskningsprocessen kommer selvfølgelig også en del byggesten, som ved nærmere undersøgelse viser sig fejlbehæftede. De bliver gradvist frasorteret i forskningsdebatten og bliver derfor kun mere eller mindre kortvarigt en del af forskningens katedral.

Skal man blive klogere på migration og integration er man nødt til at se på alle de mange forskellige og delvist modstridende forskningsresultater. Man kan kun se katedralen, hvis man ser alle stenene i sammenhæng og med et åbent blik for, hvad hver enkelt sten bidrager med. Som udgangspunkt må man se på alle stenene med en vis velvilje. Som Grundtvig skrev ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Henrik Dahl har ikke migrationsforskningen kær, og derfor bliver han aldrig klog på den.