Sådan kommer Danmark stærkest ud af krisen

Af professor og miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet sammen med det øvrige formandsskab for De Økonomiske Råd

(Bragt i Berlingske 19. januar 2021)

Det er i realiteten bare om at følge Norges eksempel og komme i gang. Også af hensyn til økonomiens vej ud af krisen.

I denne tid bliver det flittigt debatteret, om der er initiativer, den danske stat kan iværksætte, som kan hjælpe den danske økonomis vej ud af krisen. Vores vurdering er, at svaret er bekræftende, som vi vil søge at forklare nedenfor. Indsatsen består i at tilskynde private investeringer, men det er ikke lige meget, hvordan man gør det, hvilket vi også vil forsøge at forklare i det følgende. 

Indledningsvist bør vi dog nok påpege, at Danmark fortsat befinder sig i krisen. Og jo større det hul, vi ender i, bliver, desto vanskeligere bliver vejen ud af krisen. Det er derfor af fundamental betydning, at der fortsat er skarpt fokus på krisestyringen. Det drejer sig især om den fremadrettede håndtering af sundhedskrisen, såvel som hjælpepakkerne. Til gengæld er der næppe brug for yderligere traditionel finanspolitisk stimulans, som situationen ser ud lige nu, siden denne allerede er betydelig, og siden smitte, nedlukning og hjælpepakker begrænser dens virkning. 

Spørgsmålet er: Hvad kan derudover være relevant at holde sig for øje?

Fokus på private investeringer

I foråret var stabiliseringen af forbruget særligt i fokus – af gode grunde. Det er fortsat vigtigt at følge forbrugsudviklingen, men de private investeringer fortjener også opmærksomhed. Dels fordi investeringer jo i lighed med forbrug udgør indenlandsk efterspørgsel, hvilket betyder noget for aktiviteten her og nu og dermed dybden på omtalte »hul«. Dels fordi investering i dag opbygger produktionskapacitet, hvilket øger den økonomiske aktivitet »i morgen«. Derfor er investeringssiden måske særlig vigtig, når talen falder på »vejen ud af krisen«. 

Hvori består bekymringerne, når det handler om investeringssituationen? Coronakrisen byder på betydelig usikkerhed, set med virksomhedernes øjne, hvilket kan lægge en dæmper på de samlede investeringer på kort sigt. Det kan for eksempel handle om usikkerhed om den fremtidige efterspørgselssituation for virksomhedernes produkter, når coronapandemien engang er et mindre akut hensyn. Det kan også være usikkerhed, der knytter sig til virksomhedernes fremtidige omkostningsstruktur. Og selvfølgelig kan begge dele gøre sig gældende samtidig.

»Der er stor fornuft i at tilpasse fornuftige strukturpolitiske tiltag sådan, at de samtidig understøtter konjunkturerne.«

Nu kan man så spørge: Hvorfor driver »usikkerhed« investeringerne ned? Når alt kommer til alt, agerer landets virksomheder jo altid under usikkerhed – også når der ikke er en coronakrise. Vil man ikke forvente, at investeringer, der vurderes at være profitable, bliver gennemført, usikkerhed eller ej? Ikke nødvendigvis. Det er vigtigt at forstå, hvorfor det er sådan, da det har betydning for, hvad der effektivt kan afhjælpe situationen, og hvad der muligvis er mindre hensigtsmæssigt.

Virksomheder skal ikke blot beslutte, hvor meget der skal investeres, men også hvornår. De fleste investeringer har den egenskab, at de er (delvist) irreversible. Det betyder, billedligt talt, at når fabrikken er bygget, kan man ikke få (alle) sine penge igen. Videre har de fleste investeringer sjældent »nu eller aldrig«-karakter, og desuden vil det sædvanligvis gælde, at den usikkerhed, man står overfor, gradvist vil blive afsløret, som tiden går. Man får for eksempel en klarere forståelse af, hvordan husholdningerne har ændret adfærd (om overhovedet) ovenpå coronakrisen, hvilket påvirker efterspørgselssituationen set med virksomhedernes øjne. Under disse omstændigheder kan det udmærket være sådan, at virksomhederne får størst muligt afkast ud af at vente med at investere, til der er mere information.

Det turde så være klart, at hvis virksomhederne »venter«, så falder de samlede investeringer, og dermed falder den indenlandske efterspørgsel. Det vil fortsætte sådan, indtil usikkerheden er tilpas afklaret set med virksomhedernes øjne. Imens svækkes økonomien.

Et vanskeligt problem

Hvad kan man gøre for at modvirke denne situation? Et flertal i folketinget har allerede nu ydet investeringsstøtte, man får skatterabat, hvis man investerer her og nu fremfor at udskyde investeringerne. Det kan godt vise sig, at være et effektivt middel mod »vent og se«-problemet. Men der er en alvorlig hage ved denne type tiltag: Det kan skabe problemer i det fremadrettede.

Hvorfor? Det er her, at forståelsen af problemets kerne er vigtig: Den økonomiske værdi i at vente. Det er rationelt at vente, for derved fås det størst mulige afkast ved den investering, man påtænker at foretage. Hvis man beder virksomhederne om at »skynde sig« (og det gør et fradrag af ovennævnte karakter), mens der fortsat er betydelig usikkerhed om gevinst eller omkostning ved investering, så kan investeringerne let vise sig at være mindre rentable, end man kunne ønske sig.

Virksomheden kompenseres selvfølgelig for dette tab via den statslige støtte; det er derfor, de kan være tilbøjelige til at droppe »vent og se«-strategien. Men støtten leveres ultimativt af skatteyderne, som altså bærer tabet ved knap så hensigtsmæssige investeringer. Desuden besværliggøres vejen ud af krisen, da vi står tilbage med mindre rentable investeringer, hvilket mindsker den fremadrettede produktionskapacitet, eller kvalitet.

Midlertidig investeringsstøtte kan altså give økonomiske »senvirkninger« . Man bør derfor udvise stor forsigtighed med at forfølge tiltag af denne karakter i det fremadrettede.

Et virksomt tiltag

Der er dog et sted, hvor man kan sætte ind, og som med stor sikkerhed vil have den ønskede effekt: Man kan mindske den investeringsusikkerhed, virksomhederne står overfor, og som er skabt af den førte politik.

Det vi her har i tankerne, er den krævede CO2-afgisprofil frem mod 2030, der sikrer, at vi når det mål, et stort flertal i Folketinget har vedtaget via klimaloven. Et eksempel på et sådan tiltag er det forslag, den norske regering nyligt har fremlagt , hvor CO2-afgifterne trinvist øges fra de nuværende 500 Nkr per ton CO2 til 2.000 Nkr i 2030. Investeringer er langsigtede, så det handler om hele afgiftsprofilen, herunder dens niveau og hvor hurtigt og hvordan den indfases. Indfasningen kan bestå i en grøn skattereform, der er underfinansieret her og nu og for eksempel indbefatter en reduktion i elafgifterne, som jo desværre også beskatter grøn strøm.

Set i lyset af ovenstående betragtninger er det sandsynligt, at mens vi venter på Folketingets beslutninger i den henseende, vil virksomhederne (rationelt) vente med investeringer, siden de anlægger en »vent og se«-strategi. Det har negative konsekvenser for de samlede investeringer her og nu. Det gør også vejen ud af krisen mere langsommelig, end den behøver at være, fordi nødvendig tilpasning risikerer at blive udskudt. Det er formodentlig unødvendigt at sige, at et bredt folketingsflertal er vigtigt, da det vil gøre en vedtagen afgiftssti troværdig. Også netop dét er af stor betydning for virksomhedernes vurdering af usikkerheden om investeringer og dermed for behovet for at anlægge en »vent og se«-strategi.

Man bør lade være med at gennemføre strukturpolitiske tiltag af hensyn til konjunkturerne; de bør begrundes ud fra deres langsigtede virkning. Men der er stor fornuft i at tilpasse fornuftige strukturpolitiske tiltag sådan, at de samtidig understøtter konjunkturerne. I forhold til den grønne omstilling vil en sådan »tilpasning« bestå i hurtigt at få en afklaring på rammerne for omstillingen, herunder en model for indfasning af CO2-afgifterne. Det er i realiteten bare om at følge Norges eksempel og komme i gang. Også af hensyn til økonomiens vej ud af krisen.