Den danske velfærdsstats rødder

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Politiken med titlen "Tre glemte, men meget afgørende vendepunkter, der gjorde, at vi har den velfærdsstat, vi har i dag" den 2. august 2022)

Der går ingen lige vej fra Luther til demokrati og velfærdsstat, som hævdet i bl.a. en kronik i Politiken. Her skal peges på en række personer og årstal, der oftest er blevet overset, men som er helt centrale for, at vi fik den velfærdsstat, vi fik.

Der var her i vinter i Politiken en debat om den danske velfærdsstats rødder, specielt om Luther og reformationens betydning. Det startede med Nina Javette Koefoeds bombastiske kronik ”Vi kan takke Martin Luther for velfærdsstaten” den 28. december, og den blev efterfulgt af en række indlæg bl.a. Uffe Østergaards kronik den 30. december og Anders Klostergaard Petersens den 17. januar. Debatten er interessant, fordi der sjældent er grundigere overvejelser over de lange linjer i den historiske udvikling, men også fordi den viser det farlige i at tro på en for simpel kausal sammenhæng fra en central begiven­hed til den efterfølgende historie.

Mange (Jørn Henrik Petersen, Uffe Østergaard, Tim Knudsen og jeg selv m.fl.) har overvejet, om ikke der kunne være en forbindelse fra Luthers uhierarkiske teologi, hvor vi alle er præster, biskopper og paver og lige overfor Gud, til en demokratisk velfærdsstat. Men de første spirer til vedfærdsstatens sociallovgivning kom i 1870’erne, altså omkring 350 år efter refor­ma­tionen, og den egentlige etablering af den universalistiske velfærdsstat med en stor statslig sektor kom først for alvor i 1960’erne. Nina Javette Koefoed taler om, at vi kan takke Luther for velfærdsstaten, og den danske demokratikanon taler om Luther som en af forudsætningerne for både demokratiet og vel­færdsstaten. Men der gik altså 300-400 år efter Luther med enevælde, hekseafbrændinger og store klasseforskelle, inden der kom demokrati og velfærdsstat.

Man kan med en vis ret sige, at når man ender i Esbjerg, er det fordi, man kører ud af Sydmotorvejen i København. Men for at Esbjerg skal blive resultatet, er det afgørende, at man på vejen vælger en bestemt retning ved en række afgørende vejkryds og udfletninger. Sådan er det også med vejen fra reformationen til velfærdsstaten. Der går ingen lige vej fra Luther til demokrati og velfærdsstat. En række af de centrale udfletninger forekommer imidlertid alt for glemte i forhold til deres betydning. Her skal peges på en række personer og årstal, der oftest er blevet overset, men som er de helt centrale ”vejkryds”: 1784, biskop Martensen og 1870’erne, Niels Neergaard og 1891, Viggo Kampmann og 1957.

Det moderne Danmark blev i høj grad etableret ved en række reformer i årene efter regeringsskiftet i 1784. Landboreformerne med udstykning, udflytning og selveje ændrede landets helt dominerende erhverv, landbruget, fra en situation med dominerende godsejere og en bondestand af underkuede og initiativløse fæstebønder bundet ind i landsbyfællesskabernes initiativhæmmende beslutningsprocesser til en situation med en selvbevidst klasse af selvejerbønder. Det var disse jævne selvejerbønder, der blev domi­nerende i det følgende 150 års økonomiske, politiske, kulturelle og religiøse udvikling. Politisk blev ”bondevennerne” tidligt centrale, og bøndernes parti Venstre dominerende fra 1870 til 1924 og var ligeværdigt med Socialdemokratiet fra 1924 til 1957. Religiøst var de rygraden i den grundtvigske vækkelse. Økonomisk var landbruget helt dominerende, og kulturelt var højskolerne befolket af gårdejernes sønner og døtre århundredets blomstrende bevægelse. Derved blev det ikke en klasse af godsejere og bykapitalister, der kom til at dominere politisk i konfrontation med en voksende fattig arbejderklasse, men tværtimod en stor middelklasse af gårdejere og husmænd.

Men i løbet af 1800-tallet kom der et voksende byproletariat og et næste knudepunkt er i virkeligheden Sjællands biskops, den højkonservative Hans Lassen Martensens, indgreb i debatten i 1874. Som tidligere professor i dogmatik, kongehusets præst, ven med Johanne Louise Heiberg, modstander af kvindelig lige­stilling og svækkelse af monarkiet var han langtfra nogen revolutionær. Ikke desto mindre blev hans lille skrift ”Socialisme og Christendom” fra 1874 central for debatten. Det er i virkeligheden et fortryk til nogle afsnit i bindet om den sociale etik, der kom som tredje bind af hans 3-bindsværk ”Den Christelige Ethik” i 1878.

Tidspunktet 1874 er ganske bemærkelsesværdigt. De første danske socialister Pio, Geleff og Brix var blevet fængslet i 1873, og ”Internationale” forbudt som en slags terrororganisation. Da socialisterne slap ud igen i 1875 var den socialistiske bevægelse knæk­ket, og Pio og Geleff flygtede til USA i 1877, mens Brix atter blev fængslet i 1876.

Martensen lagde imidlertid ikke fingrene imellem i sin kritik af markedsøkonomien: ”Det lader sig ikke negte, at den frie Concurrence har bidraget til at udvikle mange Kræfter og bragt mange mennesker i Velstand; - - - men ligesaa lidet lader det sig negte, at den frie Concurrence har gjort langt flere ulykkelige og elendige, at Tusinder og atter Tusinder maae kæmpe en Fortvivlelsens Kamp for det daglige Brød, i hvilken de til sidst ganske bukke under for den Stærkere” eller ”den sociale Egoisme har i vore Dage under Liberalismens Skjold voxet sig stærk”. Han henviser endda til Marx og Engel, hvis analyser ”ikke blevne afkræftede” af mænd, ”man ikke vil kunne negte Maadehold og Upartiskhed”.

Martensens indlæg fik central betydning for debatten. Der begyndte at komme fattiglove, f.eks. begræns­ninger i børnearbejde, og han inspirerede bl.a. den sociale reformator Fernando Linderberg, der igen var en hovedinspirationskilde for K.K. Steinke, der som socialdemokrat blev 1933-reformens hovedarkitekt. Martensen og den debat han sammen med andre satte i gang skabte en bevidsthed om, at samfundet havde et ansvar for de svage i samfundet. Det ansvar som tidligere havde været landsbyfællesskabernes og håndværkerlavenes måtte i de moderne økonomier være samfundets.

Men det ansvar kan administreres på mange måder. Det kunne som i visse lande overlades til velgørende organisationer, til forsikringer og pensionsordninger på arbejdsmarkedet eller som generelle statslige ord­ninger. Næste valg af vej mod den moderne velfærdsstat var pensionsreformen i 1891. Her introduceredes det princip, at alle værdigt trængende ældre kunne få en aldersrente af det offentlige. Vejen mod den uni­ver­salistiske nordiske velfærdsstat var udpeget.

1891-reformen var resultatet af et forlig mellem Estrups Højre og Det forhandlende Venstre, en mere prag­matisk, mindre revolutionær, del af Venstre. En hovedarkitekt var Niels Neergaard (1854-1936). Han ville gå videre i retning af den almindelige folkepension, vi først fik i 1958: ”For en Arbejder, der enten er erhvervsudygtig eller 65 aar gammel, vil der saa godt som altid være Trang tilstede, og har han udtagelsesvis skaffet sig saa gode Kaar, at han strængt taget nok kunde komme ud af det paa egen Haand, vil den offentlige Understøttelse kun være en fortjent Præmie for ualmindelig Orden, Flid og Nøjsomhed”. 

Neergaard var uden den store succes statsminister 1908-1909 og 1920-1924 og er en af de mindre kendte politikere. Men det er nok urimeligt. Han var ikke den gloriøse statsmand, men en pragmatiker og realpolitiker der stod bag både 1891-pensionsreformen og 1915-grundloven, der gav kvinder, folk og fattige stemmeret. Han har dog aldrig fået sin rimelig del af æren for reformerne.

Retningen mod en universalistiske velfærdsstat med sikkerhedsnet for alle var udstykket, og der kom en række reformer, bl.a. den store socialreform i 1933 i forbindelse med Kanslergadeforliget mellem Socialdemokratiet, De radikale og Venstre, men den moderne velfærdsstat med høje sociale ydelser, mange gratis goder og en stor offentlig sektor var noget, der først for alvor kom til i 1960’erne. Det blev den socialdemokratiske velfærdsstat. Og her optræder et andet overset knudepunkt i historien, 1957 og Viggo Kampmann.

Når vi kender historien, er det oplagt at se perioden 1953 til 1982 som en socialdemokratisk domineret periode, der skabte den store offentlige sektor, velstanden og det moderne samfund. Byernes lønmodtag­ere lagde grunden til denne 30-årige socialdemokratiske periode, der kun var afbrudt af to små paren­teser; 3 år med den radikalt ledede Hilmer Baunsgaard-regering og det ene år med Hartlings smalle Venstre-regering.

Men det synes helt ”tilfældigt”, at det gik sådan. I 1957 var der økonomisk krise, og folketingsvalget det år havde givet et meget uklart resultat. VK gik 3 mandater frem og fik 74 mandater, Socialdemokratiet gik 4 tilbage og fik 70.  Ved de forrige valg var magten hver gang skiftet, 1945-47 med Venstre ved roret, 1947-50 Socialdemokratiet, 1950-53 Venstre og 1953-57 igen Socialdemokratiet. Og nu stod Venstre altså til igen at danne en VK-regering. H.C. Hansen var indstillet på at trække sig og overlade magten til Venstres Erik Eriksen. Men det gik i håndknude for De Radikale ønskede en ren venstreregering, mens Erik Eriksen ville danne en VK-regering.

Hverken H.C. Hansen eller Erik Eriksen var altså indstillet på, at danne regering på de givne betingelser. Men begge havde næstkommanderende, der så muligheder i at danne regering. I Venstre argumenterede fhv. finansminister, Thorkil Kristensen for at danne den af De Radikale ønskede rene Venstre-regering, og i Socialdemokratiet så finansminister Viggo Kampmann muligheden for at få både De Radikale og Retsfor­bundet med i en socialdemokratisk ledet regering. Det sidste så sværest ud. De Radikales leder Bertel Dahlgaard havde udtalt, at han hellere ville dø en naturlig død end at sidde i en regering med Retsforbundets Viggo Starcke, og Retsforbundet var i det hele anset for en uregerlig flok. Bertel Dahlgaard udtalte også: ”Man kan jo ikke forhandle med en bisværm”.

Thorkil Kristensen fik ikke overtalt Erik Eriksen til at gå væk fra det VK-samarbejde, der var uacceptabelt for De Radikale, mens Viggo Kampmann fik overbevist H.C. Hansen om det frugtbare i at prøve at danne regering med De Radikale og Retsforbundet. Det var også i høj grad Kampmann, der fik styret forhandlingerne mellem de tre partier igennem til et forlig, så resultatet mod alle odds blev et socialdemokratisk ledet regeringssamarbejde med De radikale og Retsforbundet.

Inden næste valg i 1960 var en international højkonjunktur – som forudset af Viggo Kampmann - slået igennem, og regeringen fik en betydelig del af æren for  den positive udvikling i Danmark. Socialdemokratiet kunne gå til valg på mottoet: ”Gør gode tider bedre” og vandt en knusende valgsejr. De 30 års socialdemokratisk dominans var i gang.

Havde Thorkil Kristensen sejret i Venstre, havde det været Venstre, der i 1960 kunne gå til valg på mottoet ”Gør gode tider bedre” og måske have vundet den knusende sejr og dominansen over de næste årtiers danske politik, og så havde vi måske fået en hel anden velfærdsstat.

Måske kan vi takke Luther for velfærdsstaten, men der er også mange andre, både før og efter, vi kan takke for den, og regeringsskiftet i 1784, der skabte en middelklasse af selvejerbønder, biskop Martensens ind­sats for at skabe en social bevidsthed i 1874, reformen af alderdomsforsorgen og Niels Neergaards indsats i 1891, regeringsdannelsen i 1957 og Viggo Kampmanns indsat i den forbindelse, er alle mere eller mindre oversete begivenheder, hvis betydning for skabelsen af den moderne danske velfærdsstat er mindst lige så stor som Luthers reformation i 1536.

Man kommer nok fra København til Esbjerg ved at køre ud af København ad Sydmotorvejen, men det er vigtigt, at man drejer mod Odense og ikke mod Rødby i Køge, mod Kolding og ikke mod Aarhus i Fredericia, og mod Esbjerg og ikke mod Flensborg i Kolding. Vi kan med nogenlunde sikkerheds sige, at vi i 1784, 1874, 1891 og 1957 var ved centrale vejkryds, og at vi der valgte veje, der førte til den moderne velfærdsstat. Men i hvilken retning vi var kommet, hvis vi havde valgt andre veje i disse centrale år er det svært at sige. Kontrafaktisk historieskrivning er mere kunst end videnskab.

Emner