Den hede debat om en religiøs forhud

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og Jacob Birkler, filosof og ph.d.

(Bragt i Politiken 30. april 2022 under overskriften 'I debatten om forhud, nytter det ikke at tale om forbud')

Hvis man arbejder med etik, som vi gør, erfarer man hurtigt, hvordan der er emner som med eksplosiv kraft sætter følelser i brand. Ild kræver som bekendt tre elementer: ilt, varme og brandbart materiale. Skal der etableres en storbrand i den etiske debat, er der en række faste elementer, herunder især religion, børn og selvbestemmelse. Alle tre elementer kan i sig selv skabe en ophedet debat, men er alle tre elementer tilstede, er branden ikke til at styre. Det bedste eksempel er omskæring af drengebørn, som hurtigt kan skabe en steppebrand i de fleste medier. 

Arbejdet med etik er imidlertid besindelsens kunst og kræver både omtanke og blik for de mange hensyn. I debatten er det kun fint at brænde for sagen, men det er argumenter, der skal hjælpe erkendelsen på vej. Skal vi træffe kloge og socialt robuste beslutninger, er det vigtigere end nogensinde, at vi ikke bare diskuterer med ildhu, men diskuterer på en måde, der kan oplyse og bibringe løsninger. Ser vi på spørgsmålet om et muligt forbud imod omskæring af drengebørn vil vi derfor pege på de centrale argumenter, deres styrker og svagheder, som et bidrag til at bygge erkendelse sammen og ikke blot lade hver enkelt person brænde for sagen. 

I en ophedet debat spiller sproget en afgørende rolle. I debatten om omskæring benyttes begreber, såsom børnemishandling, kønslemlæstelse, amputation, skamfering, barbari, og slogans, såsom ”man skærer da ikke i raske børn”. Fra de religiøse grupper er sproget radikalt anderledes. Her tales om en religiøs skik eller et ritual forbundet med identitet og socialt tilhørsforhold. Der kan findes legitimitet for det anvendte sprog i begge lejre. Hvor den ene part delvist anvender et lægefagligt sprog, så anvender den anden part et kulturelt religiøst sprog. Derfor ender de sproglige forskelle med at udstille to meget forskellige anskuelser, som definitorisk har svært ved at nå hinanden og vi står tilbage med en polariseret og ophedet debat, der minder om en gladiatorkamp, hvor der kun accepteres én vinder. Går man først ind i arenaen, skal man desuden forberede sig på adskillige buh-råb og andre mere eller mindre følelsesladede reaktioner. 

Allerede her tænker vi, at debatten kunne styrkes ved, at man i det mindste anerkender, at man godt kan være tilhænger af omskæring, fordi man ønsker det bedste for barnet, men også modsat, at man kan være modstander, uden at det implicerer en kritik eller nedvurdering af et religiøst mindretal. Det, der er på spil synes for vigtigt til gensidig dæmonisering. Men debatten handler om mange forhold, herunder fysiske risici ved selve indgrebet og langtidseffekter. Den del af diskussionen vil vi ikke gå ind i her, men blot understrege, at en forudsætning er, at indgrebet udføres under forsvarlige forhold med minimal smerte for barnet og uden negative langtidseffekter for fx evnen til seksuel nydelse. Med den præmis kan debatten om barnets ret til selvbestemmelse kvalificeres på flere måder. 

Alle mennesker lever med konsekvenserne af forældrenes valg – på godt og ondt. Men når det gælder omskæring bliver argumentet om barnets selvbestemmelse ofte helliggjort. Man kan sagtens tænke sig, at barnet som voksen ønsker at bryde med det religiøse samfund, men alligevel må leve med det religiøse mærke. Endnu mere kritisk anføres det undertiden, hvordan den afskårne forhud er en form for religiøs pant i barnet, der skal sikre, at barnet forbliver i det religiøse fællesskab. Ophøjes selvbestemmelsen til en absolut størrelse bliver det eneste spørgsmål i debatten derfor, hvem der bør vælge – forældrene eller barnet. 

Det er imidlertid værd at bemærke, at forældrene også træffer en lang række andre valg på barnets vegne, som kan forme barnets liv, endda langt mere dramatisk, end omskæring kan. Eksempelvis kan barnet være udsat for passiv rygning, eller forældrene kan vælge, at barnet hver dag får store mængder fedtholdig mad og sodavand. Vaner og valg, som potentielt vil kunne forfølge barnet med overvægt, mobning, livsstilssygdomme og tidlig død. Det nytter derfor ikke, hvis debatten alene handler om, hvorvidt forældre må træffe livsformende valg for deres børn eller ej. For det gør de nærmest hver eneste dag. Det er grundlæggende slet ikke muligt at opdrage et barn neutralt – slet ikke kulturneutralt. Alle børn vil præges af den kultur, de vokser op i, og gennem de omsorgspersoner, de knytter sig til. Det kan være yderst vanskeligt at opsætte klare objektive kriterier for vurderingen af denne indflydelse, men for mange troende jødiske forældre vil det eksempelvis være af stor positiv betydning for barnet, at det indlemmes i det religiøse fællesskab gennem omskæringen. 

Langt de fleste er ikke modstandere af omskæring generelt, men ønsker blot at barnet selv skal kunne vælge som voksen. Men her handler debatten også om, hvor gode vi er til at reflektere over egne vaner og ritualer. At ændre på et ritual kan betyde langt mere end som så. Som argument kan man pege på, at vi heller ikke uden videre flytter juleaften til maj måned eller erstatter juletræet med et kosteskaft, selvom en dans omkring et afhugget nåletræ kan virke dybt irrationelt. Det at spise flæskesteg og flyve på charterferie skader også dyr og miljø på en særdeles indgribende måde. Det er let at se det irrationelle i andres ritualer, men altid værd at erkende, at de er med til at definere tilværelsen for ”de andre” på samme måde som ens egne ritualer er med til at definere ens egen tilværelse. 

I debatten om omskæring ender mange argumenter med et ønske om et forbud (og eventuel straf), og hvis man er tilhænger, ønsker man det ikke. Der findes imidlertid også en tredje position, hvor det vurderes, at omskæring er etisk problematisk endda forkert, men uden at det kræver et absolut og øjeblikkeligt forbud, da det kan ses som et større onde end et forsøg på gennem et langt sejt træk at ændre praksis. Denne position fokuserer på, hvordan man i den faktiske situation, den gældende kontekst, kan skabe mest nytte for flest mulige. Selvom man således primært har blik for børnenes tarv, må det fx medtages, at konsekvenserne af et forbud kan blive værre for børnene. Der vil formodentlig blandt de religiøse grupper ikke være en umiddelbar accept af et forbud. Man kan derfor frygte, at omskæring fortsat vil ske, men blot i det skjulte, uden opsyn eller andre hygiejniske forhold, der kan hjælpe barnet. 

Det er heller ikke svært at forestille sig, hvordan indgrebet vil blive flyttet til andre lande, hvor der ikke er et forbud som et led i den ”medicinske turisme”, der hurtigt opstår, når et indgreb eller teknologi er tilladt ét sted, men ikke et andet. Endelig vil et forbud mod omskæring kunne bidrage til at udgrænse eller ligefrem stigmatisere religiøse grupper, hvor det kulturelt placerede ”mærke”, altså det ikke at blive omskåret ved fødslen, kan få større negativ effekt end det fysiske ”mærke” ved omskæring. 

Derfor kunne en mere pragmatisk tilgang være på sin plads, hvor dialog anses som en bedre vej frem. En vej, som gradvist vil kunne føre til det mål, som vi ret beset mener må være det rigtige: at udfase den herskende praksis. Forhåbningen er , at samtaler om fordele og ulemper ved omskæring kan få antallet af omskårne drenge til at falde. En debat i samfundet generelt og en dialog med forældrene specifikt. Vi ser allerede, hvordan flere jøder og muslimer forlader den gamle tradition. Der kan således peges på, hvordan vejen frem ikke er at stramme grebet via et lovindgreb, men modsat at få bedre greb om en dialog, så indgrebet gradvist forsvinder med årene. Det vil være et langt, sejt træk, men vi tvivler på, at forbud kan ændre en kultur. Det kan oplysning og dialog muligvis. 

Mange vil så gerne, at etik handler om det rigtige og det forkerte. Og mange vil så gerne stå på ”de rigtiges” side. Men som oftest er tilværelsen mere kompliceret end det. Vi lever på skuldrene af tusinder af års historier, indfældet i fortællinger og ritualer, der med nutidens målestok ikke giver meget mening, men som stadig er en uløselig del af os. Derfor må man undertiden – endda ganske ofte – væbne sig med tålmodighed og acceptere, at vejen mod ens idealer kan være belagt med en lang række valg mellem onder, hvor det så gælder om i fællesskab at finde det mindste, der er muligt i den nuværende situation.