En glemt betragtning i kampen mod inflation

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Børsen 20. december 2022 og på borsen.dk med titlen "På et ganske afgørende punkt adskiller den økonomisk situation sig fra 1970‘ernes oliekrise").

På en hel del områder ligner dagens økonomiske situation 1970'ernes oliekrise, men ikke når det kommer til løndannelsen

I dag er økonomifaget globalt. Der er en global, mainstream, økonomisk videnskab, og sproget er over hele verden engelsk. Der er stadig variationer, men går vi bare et halvt århundrede tilbage, var variationerne langt større. Da var der forskellige skoler, der fokuserede på forskellige problemstillinger og vinklede problemerne forskelligt. Økonomerne skrev for de lokale kollegaer og publicerede på det nationale sprog.

I 1970 blev det økonomiske studienævn ved Københavns Universitet spurgt, om de nye HF'er kunne optages på studiet, og man svarede, at de i hvert fald skulle have tilvalg i tysk og fransk, for man kunne ikke blive en god økonom uden at læse de tyske økonomer på tysk og de franske på fransk. Da jeg i 1975 blev lektor på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet og censor i økonomi ved Aarhus Universitet, var der en tydelig forskel på læren de to steder. I København var en generel indkomstpolitik i fokus. Konkurrenceevnen og betalingsbalancen blev forbedret ved lavere omkostninger, og det var ikke til ulempe for nogen, hvis det var både priser og lønninger, der blev holdt i ro. Den førende Aarhus-økonom Jørgen Gelting spidsformulerede derimod synspunktet, at “indkomstpolitik er 90 pct. lønpolitik og 10 pct. videnskabelig uhæderlighed”. Det kom lidt bag på en københavnsk censor, når man i Aarhus dumpede de studerende, der definerede inflation som prisstigninger. I Aarhus var inflation defineret som lønstigninger, som Nationalbanken var villig til at finansiere.

Ikke som i 70'erne

Når man ser på den aktuelle økonomiske situation, må man jo indrømme, at der var og er en central kerne af sandhed i det aarhusianske standpunkt. Vi har fået betydelige prisstigninger, men de er forårsaget af internationalt stigende energi- og fødevarepriser, af en coronanedlukning med knaphed på visse varer og med megen likviditet som følge af nedsat mulighed for bl.a. udlandsrejser. Det er alt sammen udefrakommende begivenheder af engangskarakter, og det har, i hvert fald ikke endnu, startet nogen selvgenererende lønprisspiral. Faktisk har lønningerne i overraskende grad holdt sig i ro. Det er altså ikke inflation i klassisk aarhusiansk forstand. Det gør sammenligning med 1970'erne tvivlsom.

Vi havde i 1973-74 en oliekrise, der gav store prisstigninger på energi og akut knaphed på olie og benzin. Bilkørsel om søndagen var forbudt i vinteren 1973-74. Temperaturen indendørs blev anbefalet sat ned, og uldtrøjerne fundet frem. Meget i situationen dengang ligner dagens energikrise. Årsagerne kan også sammenlignes. De er i begge tilfælde eksterne politiske forhold. I 1970'erne var det de mellemøstlige olieproducenter, der udnyttede deres monopolstilling og skruede leveringerne ned og priserne op.

I dag er det Rusland, der lukker ned for naturgasforsyningen. Ikke desto mindre var situationen dengang en hel anden end i dag. Dengang var lønningerne pristalsregulerede, og olieprisstigningerne i 1973 startede derfor en lønprisspiral, der resulterede i prisstigninger i 1974 på over 20 pct., og lønstigninger samme år på 15 pct. Det resulterede i en ødelagt konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud og deraf følgende devalueringer, som yderligere øgede pris- og lønstigninger.

Hold igen

Sådan er situationen slet ikke i dag. Vi har nok høje prisstigninger, men der er ingen lønprisspiral, og vi har derfor stadig en bomstærk økonomi. Vi har ingen problemer med betalingsbalancen; tværtimod har vi et kæmpe overskud på den. De offentlige finanser ser også fornuftige ud. Det har ingen mening at sammenligne dagens energikrise med 1970'ernes oliekrise eller Mette Frederiksen med Anker Jørgensen. Men det er da klart, at med store udefrakommende prisstigninger, der naturligt har resulteret i krav om indkomstkompensationer, med et stærkt presset arbejdsmarked og med en betydelig likviditet efter nedlukningerne, er der fare for, at der kan komme uholdbart store lønstigninger, og også at det kan sætte en egentlig lønprisspiral i gang. Der er derfor grund til at advare mod en for lempelig finanspolitik og for store generelle støtteordninger til energiforbrugerne. De må begrænses til støtte til de mest udsatte og hårdest ramte og selvfølgelig ikke til nedsættelse af incitamenterne til at spare på energien. Generelle nedsættelser af f.eks. energiafgifter er en dårlig idé. Men situationen er altså en helt anden end i 1970'erne.

Emner