Forsvar for den studerende, der forsvarede en regnorm

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, og kandidatstuderende på Biologi Anna Falbe-Hansen, Københavns Universitet

(Bragt i Uniavisen 16. marts 2022)

Etik — Før vi slår hælene sammen og smækker gummihandskerne på, bør vi spørge os selv, hvem vi vil være. Vil vi være dem, der uden grund sender strøm gennem andre levende, måske følende, væsener?

Har du også leget med regnorme som barn? Har du afprøvet myten, der fortæller, at en regnorm kan leve videre som to særskilte individer, hvis du deler den over på midten?

Regnormen er for mange barndommens første forsøgsdyr, som introducerer os til naturens finurligheder og mysterier. Den er således også et af de første dyr, der kan lære os, hvad det vil sige at være opmærksom på andre væsners sårbarhed, og hvad der kræves af os for at sameksistere med dem.

Som med så meget andet forsvinder regnormens magi med alderen. Naturen bliver hurtigt afmystificeret, og vi vænnes til at se lige igennem verdens forunderlighed. Men hvis du som voksen savner barndommens regnormsåbenbaringer, så fortvivl ej. På medicinstudiet på Københavns Universitet kan du få lov til at spænde regnorme fast og sætte strøm til dem for at undersøge regnormens nerveimpulser. Denne øvelse er nemlig en del af den obligatoriske undervisning på uddannelsen.

Regnorme rejser også meningsfulde spørgsmål

Senest er denne øvelse blevet kritiseret af medicinstuderende Clara Turner i et interview i Uniavisen den 17. januar 2022 på baggrund af et opslag, Turner lagde op i en Facebookgruppe for medicinstuderende. Turner advokerer for at ændre den måde, hvorpå studerende anvender forsøgsdyr i undervisningen – også når forsøgsdyret ’bare’ er en regnorm.

Denne åbenbart kontroversielle holdning har affødt debat: »Særligt foruroligende er et aktuelt opslag på Facebook, hvor en medicinstuderende prøver at stoppe forsøg på det primitive bløddyr«, skrev Berlingskes litteraturredaktør Søren Jacobsen Damm efterfølgende under overskriften Nu græder den unge ’Generation sart’ over en lidende regnorm: Det kan potentielt blive livsfarligt som reaktion på Turners opposition mod undervisningen.

Spørger man redaktør Damm, er Turners synspunkter altså udtryk for en generation, der ikke kan håndtere tilværelsens råhed, men hellere vil bruge tiden på »mavefornemmelser« og »socialkonstruktivistiske luftkasteller«. For hvordan skal man kunne have en rolig hånd under en hjerteoperation, hvis man ikke kan »tåle forsøg på en så primitiv organisme som en regnorm«?

Forelagt denne sag siger Helena Pedersen, som forsker i dyr-menneske-relationer inden for undervisningssammenhænge på Göteborgs Universitet:

»At beskylde samvittighedsfulde protesterende studerende for at være sarte er en gængs anvendt og nedgørende strategi, men den er dybt problematisk. Det er både tankevækkende og beklageligt, at universitetets ansvar for at føre kritisk tænkning, kritisk analyse samt etisk bevidsthed ikke blot belejligt ’glemmes’ men sågar irettesættes, når det handler om dyreforsøg.«

Set fra vores perspektiv har Clara Turner rejst en nødvendig og vigtig diskussion. For uanset hvor lavtstående eller ubetydelige redaktør Damm måtte finde regnorme, rejser det nævnte forsøg meningsfulde etiske spørgsmål. Det er ikke kun, når aber eller hundehvalpe er på spil, at eftertanken burde melde sig. For hvor tæt beslægtet med mennesket skal dyret egentlig være, før vi finder dyreforsøg værd at forholde os til etisk? Og hvor banebrydende og nødvendig viden skal dyreforsøg bidrage med, før vi ikke længere betragter den potentielle påføring af smerte som blot og bar dyremishandling?

O at være en regnorm

Vi mennesker har ikke adgang til regnormens egen måde at opleve verden på. Uagtet vores anstrengelser for at sætte os i regnormens sted, er vi i bedste fald overladt til at gisne om, hvordan det er for regnormen at være en regnorm. Gisninger, der nødvendigvis udspringer af vores egen menneskelige bevidsthed. Selv om vi både har fysiske og eksistentielle træk til fælles med regnorme, og de derfor ikke er helt umulige for os at identificere os med, må de forblive »ukendte under samme måne«, som digteren Søren Ulrik Thomsen skriver.

Af samme grund kan det være svært at vurdere, hvorvidt levende forsøgsdyr i undervisningen oplever smerte. Vi kan ikke desto mindre tage udgangspunkt i den indsats, vi bruger på at indeslutte eller hæmme de dyr, vi undersøger i laboratoriet. De foranstaltninger, vi er nødsaget til at anvende, såsom fiksering med nåle eller indhegning ved petriskåle, er med til at understrege dyrets manglende samarbejdsvilje.

Ingen dyr melder sig frivilligt til vores forsøg. De tager ikke en for holdet eller ’ofrer’ deres liv for vores skyld. Uanset hvor noble mål vi har med vores forskning og undervisning, er det et overgreb mod de dyr, vi anvender. Det kan etisk set forsvares med, at det er nødvendigt for at opnå vigtige resultater. Men det kræver, at vi udviser ydmyghed i forhold til vores viden om de dyr, vi anvender og vores brug af dem. Og det kræver, at vi altid er villige til at tage en tilbundsgående diskussion af vores opfattelse af, hvad der er ’nødvendigt’.

Hvad er ’nødvendigt’?

Underviserne, der er ansvarlige for øvelsen med regnorme, siger i artiklen i Uniavisen den 17. januar 2022, at forsøget er vigtigt for at ruste de studerende med den nødvendige viden. De vil derfor fastholde forsøget som en del af undervisningen. I samme artikel berettes det ikke desto mindre, at man godt kan blive uddannet læge fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet uden at foretage de samme forsøg.

At der er forskellige undervisningsmetoder på forskellige universiteter, er naturligvis uproblematisk. Men når disse metoder indebærer inddragelsen af levende dyr og forsøg som det, Clara Turner og hendes medstuderende skal udføre, må det give grund til besindelse, at man på andre studier, der uddanner til samme jobs, ikke finder det nødvendigt at anvende dyr på denne måde. Vi skal ikke herfra gøre os kloge på, hvem der i sidste ende har ret, men blot bemærke, at det synes værd at overveje, om man kunne undvære forsøget og stadig uddanne dygtige læger, når det nu er muligt på andre universiteter.

Ej at forveksle hensynstagen med svaghed

I den danske forsøgsdyrslovgivning er hvirveldyr og blæksprutter i et vist omfang beskyttet mod vores nysgerrighed. Men det er regnorme ikke. Så hvorfor overhovedet bekymre sig om dem? Er en bekymring for regnormen ikke netop udtryk for den svaghed, Søren Jacobsen-Damm slår ned på? Til det er der følgende at sige:

For det første gør forskningen i dyrevelfærd og adfærdsbiologi os til stadighed klogere på vores omverden. Engang dissekerede forskere levende, ubedøvede hunde, fordi man mente, at hunde ikke kunne føle smerte. Indtil for nylig har mange opfattet fisk som svømmende grøntsager i stedet for følende væsener. Og inden for insektområdet er der en gryende bevidsthed om, at man ikke lodret kan afvise muligheden for, at nogle insektarter oplever deres egen tilværelse. Et vist mål af ydmyghed over egen uvidenhed synes således at være på sin plads. Medmindre det er nødvendigt af hensyn til et højere formål, synes det meningsløst rutinemæssigt at påføre selv regnorme mulig lidelse.

For det andet er vi etisk set vant til at spørge: Hvad skal jeg gøre? Hvad er det rette? Men måske vi skulle ændre en smule på spørgsmålet og i stedet spørge: Hvem bør jeg blive til? Hvilket slags menneske skal jeg stræbe efter at være? Før vi slår hælene sammen og smækker gummihandskerne på, bør vi spørge os selv, hvem vi bliver til, hvis vi handler ud fra vanetænkning, manglende opfindsomhed, ligegyldighed og forsimplede ideer om, hvad der gør et menneske stærkt eller svagt. Vil vi være dem, der uden grund sendte strøm gennem andre levende, måske følende, væsener?

Bliver vi i virkeligheden ikke stærkere, når vi tør standse op foran den overflødige lidelse eller destruktion af det levende og sætte spørgsmålstegn ved den? Bliver vi ikke svagere, når vi rigidt hæger os til fortidens metoder og traditioner? Disse spørgsmål er opstået i forlængelse af Clara Turners kritik af et regnormeforsøg på medicinstudiet. Men spørgsmålene rækker langt dybere i en tid, hvor en genovervejelse af menneskets nuværende måder at opfatte, behandle og interagere med andre dyr på, er afgørende, hvis vi ønsker at leve på en planet i økologisk balance. Det er efter vores opfattelse et ukontroversielt synspunkt.

Emner