Her er vores anbefalinger om urørt skov

Af lektor Thomas Hedemark Lundhede, institutleder og professor Bo Jellesmark Thorsen, professor Niels Strange, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, specialkonsulent Anders Højgård Petersen, lektor Jacob Heilmann-Clausen og professor Carsten Rahbek, Globe Institute, Københavns Universitet. Alle er tilknyttet Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

(Skrevet til og først bragt på Altinget.dk 8. marts 2022)

Hvis vi som samfund ønsker at bevare biodiversiteten, er et vigtigt og omkostningseffektivt skridt være at udlægge et større skovareal som urørte. Men indsatsen skal øges, også i private skove, og det er vigtigt at skelne mellem klima- og biodiversitetstiltag, skriver forfatterne af afgørende skovrapport fra 2016.

De senere års store politiske opmærksomhed på at vende tabet af biodiversitet har resulteret i flere markante initiativer fra skiftende danske regeringer.

Særlig fokus har der været på udlæg af urørt skov og etablering af store sammenhængende naturområder, herunder de såkaldte naturnationalparker.

Sideløbende har der kørt en til tider heftig offentlig debat om nødvendigheden af disse tiltag, og hvordan de bør gennemføres.

I 2016 udgav vi fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) på Københavns Universitet rapporten ”Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove”, i dag ofte blot kaldet ”Skovrapporten”.

Rapporten belyser forskellige scenarier for en hensigtsmæssig indsats. Den bygger på transparente og kvantitative analyser af store mængder data om forekomsten af danske arter udført med metoder, der er veletableret i den internationale forskningslitteratur. Rapporten har stået som en central reference i den ovenstående proces.

Forskel på urørt skov og naturnationalparker

Den forsatte og aktuelle debat giver os dog anledning til at gentage og præcisere nogle af Skovrapportens præmisser, resultater og anbefalinger.

Ud over en større faglig klarhed i debatten generelt, ser vi et behov for, at der skelnes tydeligere imellem udlæg af urørt skov og etablering af naturnationalparker, hegning og græsning.

En helt frisk meningsmåling, fra februar udført af Epinion, skelner også mellem disse tiltag. Den viser en stor opbakning fra befolkningen til både urørt skov og naturnationalparkerne med en modstand på blot henholdsvis 9 procent og 14 procent blandt de adspurgte.

Hvad var det så vi sagde i Skovrapporten? Hvis vi som samfund ønsker at bevare biodiversiteten i Danmark, så vil et vigtigt og omkostningseffektivt skridt være at udlægge et tilstrækkeligt areal af vore skove som urørte.

Det er der en række basale grunde til: For det første er Danmark et skovland, hvor træer og buske naturligt vil dominere landskabet, men hvor forstyrrelser, herunder påvirkninger fra store planteædere eller høj vandstand, danner grundlag for lysåbne områder.

Det er samtidig baggrunden for at et flertal af vores arter er evolutionært tilpasset disse forhold. For det andet er hovedårsagen til, at mange skovarter er truede eller pressede i dag, at deres levesteder er en mangelvare i vore dages dyrkede skove.

For det tredje, har biodiversiteten brug for plads til af folde sig ud. Jo større areal, jo flere arter kan der eksistere; det er en af biologiens naturlove.

Så store arealer som muligt

Nøglen til at bevare skovenes biodiversitet er derfor, at forbedre og genskabe arternes levesteder i skove, hvor de stadig findes.

Det gøres bedst og mest effektivt ved udlæg af urørt skov med henblik på genopretning af mere intakte økosystemer. Det bør ske på så store arealer som muligt for at sikre tilstrækkeligt store bestande af krævende arter og for at give plads til naturlig dynamik og variation.

Hele den brede vifte af levesteder for planter, dyr og svampe, som findes i naturlige skove, lader sig ikke genskabe på for små arealer eller alene ved biodiversitetsfremmende tiltag i den dyrkede skov.

På ovenstående baggrund, belyste vi i Skovrapporten ved hjælp af konkrete analyser, hvordan man kan sikre en omkostningseffektiv indsats, der virker.

Hovedkonklusionen var, at en indsats på mindst 75.000 hektar urørt løvskov er nødvendig for at gøre en afgørende forskel for biodiversiteten også på lang sigt, samt at indsatsen skal være landsdækkende og optimeret ud fra kendskab til arternes udbredelse.

Ingen konflikt mellem offentlig adgang og biodiversitet

Men hvad er så urørt skov i vores optik? Det er først og fremmest skov uden skovdrift, som uden sammenligning udgør den mest markante påvirkning af skovene i dag.

Ophør af skovdrift, herunder plantning og hugst af træ, ophør af dræning af våde og fugtige arealer, vil på sigt helt af sig selv øge mængden af gamle træer og dødt ved, genoprette skovmoser, og i det hele taget bidrage med større rumlig og tidslig variation.

Omlægning til urørt skov skal betragtes som naturgenopretning til gavn for biodiversiteten. Derfor udelukker vi heller ikke overgangstiltag, der kan fremskynde udviklingen i naturlig retning, som eksempelvis tilkastning af drængrøfter, rydning af eksotiske nåletræer, skabelse af lysninger eller aktiv fremme af dødt ved og veterantræer.

Tilsvarende udelukker vi ikke tiltag som genopretning af naturlig græsningsfunktion med helårsgræsning inden for hegn. Disse tiltag er dog ikke en forudsætning for at opnå en positiv effekt af at stoppe skovdrift, og var derfor ikke i fokus i vores rapport.

Endelig finder vi det vigtigt, at sikre offentlighedens fortsatte adgang til skovene, og vi ser ikke nogen generel konflikt imellem rekreativ brug af skovene og bevarelsen af biodiversitet.

75.000 hektar er ikke nok

Et relevant spørgsmål er så, om 75.000 hektar urørt skov i Danmark er meget? Ud fra en biologisk synsvinkel med henblik på at sikre dansk biodiversitet, er svaret klart nej.

Naturlig urørt skov, i bredeste forstand, repræsenterer den dominerende naturtype herhjemme, før mennesket kom til.

De 75.000 hektar svarer til 1,7 procent af det danske landareal, og vil dermed kun udgøre ganske få procent af de levesteder, som Damarks over 25.000 skovlevende arter engang kunne råde over. Og, som vi også viser i rapporten, vil et større areal yde en bedre beskyttelse af biodiversiteten.

Arealet skal også ses i lyset af de seneste internationale aftaler i Biodiversitetskonventionen og EU’s biodiversitetsstrategi om at afsætte 30 procent af landarealet til beskyttet natur, heraf en tredjedel strengt beskyttet i EU.

Disse arealer bør samtidig være repræsentative for landenes og regionernes naturlige økosystemer. Vores analyser demonstrerer, hvordan man kan optimere indsatsen inden for disse rammer. Ud fra disse betragtninger kan man argumentere for, at 75.000 hektar urørt skov – eller for så vidt det dobbelte – er et meget lille areal.

Glem ikke private skove

En politisk aftale på Christiansborg sigter mod at sikre netop 75.000 hektar urørt skov i Danmark – givetvis inspireret af vores rapport.

Som det ser ud nu, vil en meget stor del af indsatsen ske i statens skove. Det kan der være gode praktiske og politiske begrundelser for. Der er da heller ingen tvivl om, at denne indsats isoleret set vil være rigtig god for den danske biodiversitet. Staten ejer mange naturmæssigt vigtige skove, hvilket vi også har vist i vores analyser, og i forhold til at lægge større samlede skovarealer urørt, har statsskovene et særligt potentiale af praktiske og budgetøkonomiske årsager.

Hvis indsatsen fokuserer for ensidigt på statsskovene, er det dog ikke den mest omkostningseffektive tilgang, samfundsøkonomisk set. Og, måske endnu vigtigere, så risikerer vi at sætte flueben ved indsatsen for tidligt i forhold til målet om at bevare biodiversiteten.

Rigtig mange sjældne og truede skovarter findes nemlig i dag kun i de private skove, og de bør sikres gennem en geografisk målrettet indsats dér. I Skovrapporten understreger vi netop, at en indsats i statsskovene ikke kan stå alene. I det udpegede biodiversitetsnetværk på 75.000 hektar er der cirka 22.000 hektar statsskov.

Det indebærer i grove tal, at der skal udpeges dobbelt så meget privat skov som statsskov. Analyserne i vores rapport udgør derfor et argument for at øge indsatsen, også i de private skove.

Privatejede skove er et vigtigt supplement

Det har i den sammenhæng været fremført, at disse arealer kan tilvejebringes blandt andet gennem frivillig skovcertificering, som typisk kræver ti procent af den enkelte ejendom udlagt til biodiversitet.

Hertil kommer de over 30.000 hektar skov, som ifølge den danske skovstatistik ikke viser umiddelbare tegn på aktiv skovdrift. En del af disse arealer er private og kunne potentielt sikres en permanent status som urørt.

Potentialet i disse tilgange bør naturligvis afsøges, men mange af de pågældende arealer vil ikke leve op til vores anbefaling om en overordnet national planlægning i forhold til biodiversiteten, eller til anbefalingen om at udlægge store samlede arealer.

Til gengæld kan arealerne, ligesom en række tiltag i de dyrkede skove, udgøre et vigtigt privatejet supplement til et strategisk udpeget landsdækkende netværk af større naturskove, som kan udgøre rygraden for bevarelsen af biodiversiteten.

Den eksisterende støtteordning for udlæg af urørt skov hos private skovejere har været populær blandt skovejerne, og styrkelse af denne, og en forbedring i forhold til de nævnte anbefalinger, kan øge den samlede omkostningseffektivitet.

Klimahensyn må ikke modarbejde biodiversiteten

Til sidst vil vi berøre, hvad urørt skov betyder for klimaet. Her er hovedpointen, at ”al skov modvirker klimaforandringer ved at optage CO2 og indbygge det i træernes biomasse”. Det er konklusionen i et notat fra Københavns Universitetet skrevet af eksperter på tværs af institutter i både biodiversitet, skovøkologi og skovdrift.

Men, som det videre beskrives i notatet, er der forskel på måden, hvorpå urørt skov og drevet skov bidrager til klimaregnskabet. Ved udlæg af urørt skov vil lageret af kulstof i træernes biomasse typisk stige, hvilket har en positiv effekt på klimaregnskabet. Omvendt vil der ikke længere høstes træprodukter, som ellers kunne bidrage positivt til klimaregnskabet ved at erstatte fossile ressourcer og energitunge materialer.

Det er således en stærk forenkling, når urørt skov fremstilles som dårligt for klimaet.

Effekten afhænger af tidsperspektivet og skovtypen samt, ikke mindst den langsigtede udvikling inden for andre sektorer som byggeri, energi og transport. Under alle omstændigheder vil udlægningen af 75.000 hektar urørt skov – eller mere – kun få en meget beskeden betydning i forhold til det samlede danske klimaregnskab.

Omvendt vil det betyde en mangedobling af de tilgængelige levesteder for tusindvis af danske skovarter, og må betragtes som en nødvendighed for at sikre dansk biodiversitet på en omkostningseffektiv måde.

Det er derfor vigtigt, at bekymringen for klimaet ikke modarbejder bevarelsen af biodiversiteten.

Begge dagsordner indgår i FN’s 17 Verdensmål, og FN’s klimapanel (IPCC) og biodiversitetspanel (IPBES) understreger samstemmende, netop at løsninger på én global udfordring (eksempelvis klimaforandringerne) ikke bør forværre en anden global udfordring (eksempelvis biodiversitetskrisen).

Læs artiklen i orignial version på Altinget.dk

Emner