Huller i vejen fra forskning til beslutning?
Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
(Bragt i Weekendavisen 25. november 2022 med titlen Forskning med snavs på fingrene)
Forbindelsen mellem fagkundskaben og det politiske beslutningssystem er svækket. Vi mangler sektorforskningsinstitutterne som brobyggere, og så får vi let beslutninger med et svagere fagligt fundament.
Universiteterne har grundforskere, der søger sandheden uafhængigt af, om den er relevant og brugbar. Og det er basis for fremskridt og langsigtet vækst. Men det er afgørende for et velfungerende videnssamfund, at der er en motorvej fra denne grundforskning til de politiske beslutninger. Tidligere blev denne brobygning i høj grad etableret af sektorforskningsinstitutter, der leverede forskningsbaseret myndighedsrådgivning.
Men i 2007 blev de fleste sektorforskningsinstitutter fusioneret ind i universiteterne. Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning blev en del af Aarhus Universitet, Danmarks Fødevareforskning en del af DTU og Statens Byggeforskningsinstitut en del af Aalborg Universitet for at nævne de vigtigste fusioner. Kun Statens Serum Institut og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er tilbage som selvstændige sektorforskningsinstitutter. Der er imidlertid en basal forskel på grundforskning og forskningsbaseret myndighedsrådgivning.
Mens universiteternes forskere har udbredt forskningsfrihed, skulle sektorforskerne levere den relevante viden til beslutningstagerne. Sektorforskningen kan være lige så teoretisk og metodemæssigt avanceret som universitetsforskningen. Den kan også komme til lige så banebrydende resultater, der kan offentliggøres i lige så prominente tidsskrifter. Det er ikke det, der er forskellen.
Forskellen er, at frie universitetsforskere kun taler på egne vegne og jager de sandheder, de finder vigtige, med de metoder, de finder mest lovende. De kan være eksperimenterende og kontroversielle, men det må de selv stå på mål for.
Sektorforskningens myndighedsrådgivning skal ikke være eksperimenterende og kontroversielle. Den skal give det bedste faglige fundament for beslutninger. Dvs. søge at fortælle beslutningstagerne, hvad videnskaben på dens nuværende stade kan rådgive dem. Sektorforskerne taler så at sige på fagets, ikke på egne vegne. Historisk var der derfor ofte ikke forfatternavne, men kun institutionsnavn, på sektorforskningsinstitutternes publikationerne.
Sektorforskere kan blive tvunget ud i ”eksperimenter”, fordi der ikke er nogen etableret viden, der kan give svar på de spørgsmål, beslutningstagerne stiller. De må så prøve på troværdig vis at skaffe svarene med nye data eller nye metoder. Men de eksperimenterer ikke frivilligt, kun når de er tvunget til det. For dem drejer det sig om at finde svarene med de sikrest mulige metoder.
På beslutningssiden arbejdede sektorforskerne sammen med fagfolk i ministerierne. Disse fagfolk skal så, ofte via andre embedsmænd tættere ved de politiske beslutninger, varetage den direkte forbindelse til ministeren, det politiske system og de faste folketingsudvalg.
Ulempen ved systemet med sektorforskningsinstitutter kunne være - og var visse steder - en uklar opdeling mellem det faglige og det politiske. Mange sektorforskere havde en fornemmelse af, hvilket resultater beslutningstagerne ønskede sig, og der kunne være klausuler på, hvad der måtte offentliggøres. Man kunne få ”forskning”, der ikke var helt objektiv. Men da sektorforskningen og universiteterne var adskilt, måtte sektorforskerne holde sig nogenlunde på dydens smalle sti, for ellers blev de, når systemet fungerede bedst, bidt i haserne af aggressive universitetsforskere, der var helt ubundet af politiske og praktiske hensyn.
Siden 2007 er der som nævnt sket dramatiske ændringer i dette system; det meste af sektorforskningen er lagt ind under universiteterne. Myndighedsbetjeningen får derved mulighed for at trække på en stor gruppe af højt kvalificerede universitetsforskere; rådgivningen er fagligt set givetvis blevet bedre. Men myndighedsrådgivning er samtidigt gradvist på vej til at blive rettet ind efter universitetsidealer. Internationale forskningsidealer får gradvis større vægt end relevans og brugbar rådgivning.
Den skærpede opmærksomhed på at holde også den anvendte forskning på dydens smalle sti er forstærket af en række sager i pressen, hvor mistanke om videnskabelige skævheder er blevet taget under kritisk behandling. Kritik fra universitetsfolk og medier har typisk fokuseret på afvigelser fra den praksis, der gælder og bør gælde for den rene grundforskning.
Samtidigt er der sket ændringer i embedsværket og det politiske system. I gamle dage var det ofte stærke fagfolk, der var fagministre og udvalgsformænd i folketinget. Økonomiministre var de økonomiske professorer Thorkil Kristensen, Kjeld Philip og P. Nyboe Andersen, landbrugsministre gårdejerne Karl Skytte og Peter Larsen, undervisningsministre stadsskoleinspektør K. Helweg Pedersen og rektor Helge Larsen, justitsministre dommerne Helga Pedersen og Knud Thestrup (den første endda højesteretsdommer), kirkeministre teologerne Bodil Koch og Arne Fog Pedersenen. Noget tilsvarende gjaldt embedsværket. Der var en del pædagoger i undervisningsministeriet, kun jurister i justitsministeriet og økonomer i økonomiministeriet, agronomer i landbrugsministeriet osv.
I dag er de fleste politikere og ledende embedsmænd politologer eller lignende med en hovedinteresse i ledelse og politik. Embedsmændene skal vise ”politisk musikalitet”, hedder det. Der er en magtfuld gruppe af politiske sekretariater, spindoktorer og medierådgivere. Samtidigt cirkulerer både politikere og embedsmænd langt mere mellem de forskellige fag- og politikområder end tidligere. Den fagspecifikke viden blandet politikere og embedsmænd er derfor mindre end tidligere.
Den forskningsverden, der skal rådgive beslutningstagerne om aktuelle politiske fokusområder, trækkes i retning af de rene forskningsidealer, og det politisk system, der skal træffe beslutningerne, interesserer sig mere og mere for det politiske spil på bekostning af solide faglige løsninger på problemerne.
Denne manglende forbindelse mellem de faglige og de politiske miljøer forstærkes af pressen. Politiske kommentatorer og besserwissere er kun interesseret i det politiske spil. Og det faglige er i høj grad dækket af graverjournalister, der er på jagt efter forskere lidt udenfor den objektive forsknings smalle sti.
Den lidt mudrede sammenrodning af videnskab og politik, der kunne forekomme i gamle dage, var langtfra altid køn. Der var skandaler som f.eks. ”oksekødsrapporten” og ”gyllegate” før sektorforskningen blev rigtig integreret i universitetsmiljøerne. Men måske var den gamle ordning med selvstændige sektorforskningsinstitutter bedre egnet til at finde passende kompromisser, der både var fagligt forsvarlige og politisk acceptable. I hvert fald er det værd at diskutere, hvad vi kan gøre for at reparere på den model, vi er på vej hen imod med en ren forskning uden snavs på fingrene og en stærkt politiseret beslutningsproces uden nogen solid faglig baggrund. Vi må forsøge at sikre os, at der hele tiden er en solid bro mellem den rene universitetsforskning og de politiske beslutningsprocesser.