Som en dråbe i havet har du også et ansvar

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og Jacob Birkler, filosof og ph.d.

(Bragt i Politiken 24. april 2022 under overskriften 'Spørgsmålet om ansvar er egentlig ret lige til - alle har et') 

Klimaforandringerne er virkelighed. Før skubbede vi problemerne foran os, men nu er vi blevet indhentet af problemer, som ikke kan ignoreres. I dag er der langt mellem fornægtere af klimaforandringerne og det faktum af de er menneskeskabte. Til gengæld står vi tilbage med spørgsmålene: Hvad stiller vi op og hvem har ansvaret for at gøre noget?

Den første diskussion udspiller sig mellem de to positioner, hvor nogle mener, at løsningen skal findes i det, der har skabt problemerne: Forestillingen om uendelig økonomisk vækst og et forhold til naturen, hvor den udelukkende ses som en ressource lagt an til menneskets brug og de, der mener, at der er brug for langt mere end en bøtte grøn maling og business as usual, men en egentlig grøn transformation af samfundet og en forandring i vores syn på naturen, hvor vi ser os selv som en del af et større mere-end-menneskeligt fællesskab. 

Samtidig med, at diskussionen om, hvor dybt problemerne går og i hvor høj grad økonomisk vækst kan løse de problemer, som den selv har skabt, så er der en standende diskussion om, hvem det er, der bør gøre noget. Politisk kører diskussionen mellem de rige og fattige lande om hvorvidt det bør være dem, der har forårsaget problemerne (de rige), dem, der har ressourcerne (de rige) eller dem, der rammes først og hårdest (de fattige), der bør løse problemerne. Men nationalt og individuelt er vi også optaget af denne diskussion, hvis fremmeste argument synes at være ”Men jeg er kun en dråbe i havet”. 

Vi vil her fokusere på, når vi som individuelle borgere i Danmark anvender ”dråbe-argumentet” til at affærdige et personligt ansvar for vores handlinger i form af vores forbrugsvalg. For det første er det naturligvis rigtigt, at det danske bidrag til de globale udledninger uanset, hvordan man regner det ud, kun udgør en promille af de samlede udledninger. Og den enkelte danskers bidrag er derfor også usynligt i det store billede. På den måde er det sandt, når man hævder, at det ingen forskel gør, om man handler på den ene eller den anden måde. Selvom alle danskere fra i morgen holdt helt op med at udlede drivhusgasser, så ville verden være på katastrofekurs, hvilket også tydeligt illustreres i den seneste rapport fra FNs klimapanel IPCC. 

Ikke desto mindre gør det diskussionen om, hvordan vi bedst løser udfordringerne så meget desto vigtigere. For også små lande kan gøre en forskel og vores forestilling om Danmark som et særligt foregangsland, der kan vise verden vejen, som vores politikere ynder at fremhæve, gør det jo ret centralt, hvilken vej vi viser de andre. En vej, der består af reel grøn omstilling mod et bæredygtigt samfund eller greenwashing, der blot skal sikre de eksisterende økonomiske interesser? 

På individplan er det værd at bemærke, at selvom DKs udledninger kun er en mikroskopisk del af de samlede udledninger, så er DK et af de lande i verden, der udleder flest drivhusgasser per indbygger og i det hele taget har et af de største økologiske fodaftryk per indbygger. Ser man fx på tallene fra Global Footprint Network, så ville det kræve fire planeters ressourcer, hvis alle planetens indbyggere skulle leve, som vi danskere gør. 

Uanset, hvor lille eller stor en del af problemet, som den enkeltes udledninger udgør, så står diskussionen om ansvar tilbage. Er det sandt, at udgør man blot en tilstrækkeligt lille del af et problem, så forsvinder det personlige ansvar. Er etisk ansvar noget, der udelukkende kan uddeles efter ostehøvlmetoden, hvor individet kan gemme sig i mængden? Eller handler etisk ansvar også om, at hvis man er en del af problem, som man kunne undgå at bidrage til og eventuelt endda forsøge at få andre til ikke at bidrage til, men intet gør, så står man tilbage med det fulde ansvar i etisk forstand? Ikke så man nu er forpligtet til at udligne sin del af de faktiske udledninger, som var etik noget, der kunne løses på en kugleramme. Men forpligtet på at yde, hvad man nu kan i situationen på at løse problemerne. Løfte den del af de samlede problemer, som ens evner og kræfter nu rækker til i erkendelse af, at vi står foran et fælles problem. Et problem, der er større og mere komplekst end noget andet, som vi som art har stået foran. Et problem, der er så stort, at tanken om millimeterdemokrati, som de fleste af os bærer med fra barndommen, må forstumme og vi i stedet ser på, hvad vi hver især kan yde? 

Vi vil hævde det sidste.  For os at se bør ethvert menneske i den nuværende situation bidrage til at imødegå klimaforandringerne med de midler, som det nu har – og det kan være meget individuelt. Nogle kan stille op til Folketinget, andre strikke karklude. Nogle kan planlægge nationalparker, andre lade deres have vokse vildt. Det afgørende er ikke, hvad man gør, men at man gør noget. At man med sine ord og handlinger søger at mindske problemerne og inspirere andre til at gøre det samme. 

Hvis man blot gemmer sig i mængden for at kunne fortsætte med en adfærd, der kunne ændres uden at medføre store personlige omkostninger (vi taler her gradvise ændringer af fx, spise-, rejse-, og transportvaner), så vil vi mene, at man, uanset ens udledningers faktiske størrelse, har et ansvar, der ikke fordamper, blot fordi man er en dråbe i et hav. Etik handler om at være fordret til at gøre sit bedste, uanset hvad det er eller hvor stor en rolle man spiller. Sådan er det nu engang at være menneske.

Emner