Stem ikke på de unge politikere. Dem har vi nok af

Af fhv. overvismand og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Bragt i Berlingske den 2. oktober 2022. Se artiklen i Berlingske)

Med ungdommelig begejstring kan skrivebordsteorier , modeluner og partitaktiske overvejelser let slå for hårdt igennem.

Når en valgkamp nærmer sig, begynder der at komme kampagner for at stemme på kvinder og unge. For de mangler i Folketinget, siges det. Det er jo rigtigt for kvindernes vedkommende, men det er ikke en problemstil­ling, der skal diskuteres her. For de unge er det måske mere af gammel vane, man siger det. For det gælder langt fra længere. Det store problem i Folketinget er derimod, at der er for få ældre.

Ved valget i 2019 var kun 8 procent af de valgt over 65 år, mens der i befolkningen som helhed er 25 procent over denne alder. Langt mindre skævt er fordelingen blandt de yngre. Her udgør de under 40-årige 29 procent af de valgte mod 35 procent af vælgerne.

Ved regeringsdannelsen blev det også tydeligt. Ved udnævnelsen af Mette Frederiksens regering var 9 af de 20 ministre under 40, kun to – Mogens Jensen og Nick Hækkerup - var over 50 og ingen over 60.

Det er altså oplagt de ældre vælgere og ikke de yngre, der er underrepræsenteret. Det er vel naturligt nok, at de 40-65-årige er overrepræsenteret. De har erfaring og er endnu i god fysisk og psykisk form. Men det er vanskeligt at afgøre, om en 25-årig uden erhvervserfaring, uden en færdiggjort uddannelse og uden ægtefælle og børn er at foretrække for en 70-årig med et langt livs erfaring, men lidt langsommere fysiske bevæg­el­ser.

Store nationer vælger erfaring

Det er i hvert fald værd at bemærke, at i verdens store lande er man ikke så bange for at vælge lidt ældre politikere. Ved det sidste præsidentvalg i USA stod kampen mellem Joe Biden på 77, Donald Trump på 74 og Bernie Sanders på 78 år. Formanden for Repræsentaternes Hus er Nancy Pelosi på 82. Ruslands Vladimir Putin er 69, Kinas Xi Jinping også 69, Indiens Narendra Modi 71 og FN’s generalsekretær Antonio Guterres 73. I Tyskland har den 64-årige Olaf Scholz lige afløst den 68-årige Angela Merkel.

Det kan meget vel være, at verden ledes af for gamle mænd, og at mange af de nævnte ikke er efterlignelsesværdige. Men det er alligevel tankevækkende, at verdens topledere alle er over 65, mens udviklingsminister Flemming Møller Mortensen på 59 er den eneste danske minister over 55, og alle statsministerkandidaterne er mellem 44 og 50.

Den lave alder for danske politikere er da også noget nyt. Gennemsnitsalderen for de valgte ved folketingsvalget i 1957 var 64,2, ved valget i 1990 var den 48,3, ved valget i 2019 46,2. Der er mindre svingning­er fra valg til valg, men der er en systematisk faldende tendens fra 1950’erne til i dag. I øvrigt samtidigt med, at den gennemsnitlige levealder fra 1957 til 2019 er steget fra 70 til 80 år for mænd og fra 74 til 84 år for kvinder.

Karrierevejen større problem

Måske er alderen i sig selv ikke det største problem ved de unge danske politikere. Måske er karrierevejen for dem et større problem. Tidligere tiders politikere blev rekrutte­ret som borgere, der havde gjort sig bemærket i erhvervsorganisationerne, i fagforeningerne, i kulturlivet eller i vælgerforeningerne, og de blev opstillet af vælgerforeninger, der bredt repræsenterede den danske befolkning. Den gang var vælgerforeningerne store folkelige bevægelser; Socialdemokratiet havde i 1960 hele 259.459 medlemmer og Venstre 192.629; i 2020 havde Socialdemokratiet 32.137 og Venstre 30.791 medlemmer.

Tilsvarende for de politiske ungdomsforeninger. Venstres ungdom var i 1960’erne den største med over 50.000 medlemmer. De var næppe alle engagerede ventrefolk. Det blev sagt, at mange var medlemmerne af organisationen for festernes skyld. I dag er Venstres Ungdom stadig den største politiske ungdomsorganisation, men nu med kun 2.500 medlemmer under 30 (det er Dansk Ungdoms Fællesråds opgørelseskriterium). De politiske ungdomsorganisationer har tilsammen under 12.000 medlemmer.

Lidt karikeret kan man sige, at på landet fandt man sin kone til ballerne i Venstres Ungdom, og når man så blev gift og fik børn, gik man til juletræ i Venstrevælgerforeningen. Noget tilsvarende gjaldt for arbejderne i byerne.

Men vælgerforeningerne og de politiske ungdomsforeninger udgør altså ikke længere et bredt udsnit af befolkningen. Det er de stærkt politisk interesserede trofaste partisoldater, der er medlemmer. De har derfor heller ikke længere samme kontakt med erhvervslivet, fagforeningerne og kulturlivet. I gamle dage var der en tæt forbindelse mellem Venstre og landboforeningerne og mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Ingen kontakter udenfor politik

De unge kan af gode grunde ikke nå at blive kendte samfundsstøtter, inden de stiller op til folketinget. Rekrutteringen kommer derfor næsten udelukken­de fra de politiske ungdomsorganisationer. Det vil sige, de har stort set ikke nogen erfaring uden for politik. Højst fra de mere eller mindre politiske elevorganisationer.

De er altså interesseret i det politiske spil og de ideologiske forskelle. Da langt flere i dag får en lang uddannelse, vil begavede unge, der er interesseret i politik, typisk have en akademisk uddannelse i politologi eller en anden samfundsvidenskab. De har få eller ingen kontakter uden for politik. På den måde er skabt en mere isoleret Christiansborgkultur, den såkaldte 1240-kultur (efter Folketingets postnummer).

Det giver en række eksempler på ”omvendte” karriereforløb. I ”gamle dage” startede man på en erhvervs­karriere, blev tillidsmand eller leder inden for faget og oparbejdede så en position i offentligheden, der kunne føre til et folketingskandidatur og en politisk karriere som overbygning på erhvervskarrieren.

I dag er det med den politiske ungdomskultur jævnligt omvendt. Man kommer fra eksamensbordet - eller før - ind i politik og bliver måske endda som helt ung minister. Når man så via sin politiske karriere har fået ledelseser­faring og kontakter, forlader man politik og får job i erhvervsorganisationerne eller erhvervslivet. (Sass Larsen, Brian Mikkelsen, Bjarne Corydon, Karen Hækkerup, Johanne Smith-Nielsen osv.).

De unge øger folkelig skepsis

Denne klasse af unge professionelle politikere med en samfundsvidenskabelig højere uddannelse ses på med skepsis af store dele af vælgerkorpset. De er ikke ”nogen af vore egne”. Derved skabes en betydelig skepsis over for de store etablerede partier. Det er jo der, der er ungdomsorganisationer og karrieremuligheder for scient.pol.er. Og så blomstre pludseligt alternative oppositionelle og populistiske partier op – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Fælles Kurs, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne m.fl.

Et polariseret politisk klima med store populistiske oprørspartier er ikke nogen god kombination for et pragmatisk løsningsorienteret folkestyre. Med ungdommelig begejstring kan skrivebordsteorier, modeluner og partitaktiske overvejelser let slå for hårdt igennem. Det er f.eks. næppe heller tilfældigt, at det var besindige vestegnsborgmestre, der påpegede problemer med integrationen, før det var stuerent at gøre det. Og tilsvarende borgmestrene der påpeger problemer ved et tørklædeforbud i skolerne, nu da indvandrerbashing er kommet på mode i landspolitik.

I politik er der brug for både ungdommelig begejstring, nøgtern erfaring og solid viden. Der er brug for ideologiske debatter, pragmatiske analyser og kompromisser. Men i øjeblikket synes det politiske liv mere præget af partitaktisk beting­ede konflikter og magtkampe end af viden, erfaringer og kompromisser.

Ved det kommende folketingsvalg er det derfor nok bedst at sige nej til veltalende ungdomspo­li­­tikere, og i stedet stemme på ældre pragmatikere med en længere erfaring uden for det politiske system. Og den type bør de gamle regeringsbærende partier ikke lade de populistiske oprørspartier være ene om at have på kandidatlisterne.

Emner