Hvem vil egentlig afvikle landbruget? Disse to stråmænd afsporer debatten

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og Alexander Holm, cand.scient. i biologi samt selvstændig erhvervsdrivende

(Bragt i Berlingske 26. september 2023. Se artiklen på berlingske.dk)

Landbrugets påvirkning af miljø, klima og biodiversitet er til diskussion som aldrig før. Fra spørgsmål om maden i de danske hjem til spørgsmål om importen af sojaskrås påvirkning af regnskoven i Sydamerika. 

Der er god grund til de mange diskussioner, da landbruget forvalter 60 procent af Danmarks samlede areal og har stor indflydelse på de fleste danskeres liv. Desværre fører diskussionerne oftest blot til, at fronterne trækkes skarpere op.

Debatten flyder over med forsimplede udsagn og bevidste eller ubevidste fejlfortolkninger af vidensgrundlaget for diskussionen.
Især følgende to afsporinger udgør en barriere for en mere saglig diskussion om landbruget:

1. »Udvikle, ikke afvikle« 

Enhver, der har fulgt debatten om klimaafgifter på landbruget, vil have hørt sætningen: »Vi skal udvikle, ikke afvikle, landbruget.« Statsministeren og andre politikere har gentaget sætningen – nærmest i kor med landbrugets organisationer de sidste par år, hver gang talen falder på den reduktion af den animalske produktion, som en lang række forskere og FN-systemet påpeger,  er nødvendig for at nå klimamålene. 

Men hvem vil egentlig afvikle landbruget? Hvad er det for et fjendebillede, man forsøger at etablere med udsagnet? Vi kender selv en del radikale klima- og naturaktivister, men ingen af os har nogensinde mødt en person, der ville afvikle landbruget. Det tror vi heller ikke landbrugets organisationer, eller den store flok af ministre og andre politikere, der ynder at anvende udtrykket, har. Vi kender derimod mange mennesker, der finder det forkasteligt, at der fortsat dør mere end 27.000 pattegrise om dagen på de danske svinefabrikker, og at sodødeligheden satte ny rekord i 2022 med 16,5 procent på trods af utallige frivillige aftaler, handleplaner og store ord fra landbruget selv. Vi kender også mange, der gerne vil undgå, at dansk landbrug kommer til at stå
for 45 procent af Danmarks CO₂-udledninger i 2030, som det tegner til med den nuværende politik. Og måske vigtigst af alt, så  kender vi et utal af mennesker, der gerne så, at dansk landbrug blev så bæredygtigt og grønt, at vi kunne være stolte af det.

Uenigheden står ikke mellem dem, der synes, at landbruget skal udvikles, og dem, der synes, at landbruget skal afvikles. Uenigheden går derimod på, hvordan landbruget skal udvikles. Skal man fastholde en animalsk produktion, der belaster
natur, miljø og klima mere, end der er plads til i forhold til de planetarie grænser? En produktion af et omfang, hvor man end ikke kan dyrke foder nok til de mange dyr i produktionen, om end foderproduktionen lægger beslag på hele 44,9 procent af Danmarks areal.

Og skal udviklingen bestå i, at man anvender de ressourcer, der til rådighed for »den grønne omstilling« til forskning i foder,
staldindretning, husdyravl m.m.? Eller skal landbruget udvikles ved at den animalske produktion mindskes, og ressourcerne
anvendes på at udvikle et mere plantebaseret landbrug, der forsyner både hjemme- og eksportmarked med bæredygtige  alternativer?

Det er et reelt valg, som vi som samfund står over for, da det uanset hvad bliver samfundet, der skal betale for udviklingen af landbruget. Landbruget selv står med en gæld på cirka 300 milliarder, og mange bedrifter vil næppe klare sig uden støtte fra
EU (2021: 6,9 milliarder kroner). Den konstante afsporing af diskussion med påstanden om, at dem, der mener noget
andet end erhvervet selv, ønsker at afvikle det, høster sikkert rygklap fra vennerne, men det fører til en erodering af den
demokratiske samtale.

2. Statsministeren blander sig allerede

En anden sag, der involverer dansk landbrug, hvor retorikken også skygger for indholdet, er diskussionen om danskernes
forbrug af animalske fødevarer. Den meldte statsministeren sig ind i, da hun på Socialdemokratiets sommergruppemøde i august blev spurgt, om hun vil anbefale danskerne at spise mindre kød. Her var svaret, at hun ikke kommer til at opfordre danskerne til, hvordan man skal spise. 

Det svar medførte en del kritik fra blandt andet Klimarådet. Ikke desto mindre fastholdt Mette Frederiksen linjen og sagde blandt andet følgende, da hun blev spurgt om det samme ved regeringsseminaret nogle dage senere: »Jeg kommer ikke til på noget tidspunkt som statsminister at diktere, eller anbefale, eller på nogen som helst anden måde gå ind i, hvordan danskerne skal spise«.

Umiddelbart lyder det sympatisk. Hvem ønsker politisk indblanding i sit aftensmåltid? Og så alligevel. For der er allerede ikke
andet end politik på tallerkenen. De politiske rammer for landbruget, som er vedtaget af EU og Folketinget, har stor indlydelse på, hvad vi spiser. 

Dansk landbrug modtager årligt milliarder i støtte fra EU, og nationalt findes der en skov af mere eller mindre offentlige fonde, ofte med stærk deltagelse fra erhvervet selv, der også spytter penge i kassen. En ny analyse viser, at EU sender 800 gange mere i offentlig støtte til den animalske sektor end til den plantebaserede. Samtidig kræver udviklingen af landbruget offentligt finansieret forskning. Også her halter det plantebaserede efter den animalske sektor. I 2019 uddelte landbrugets fonde, som tilsammen uddelte over en halv milliard offentlige kroner, kun tre procent af midlerne til projekter med plantebaserede fødevarer. 

Så statsministeren blander sig allerede i, hvad vi skal spise. Det er kun på grund af den førte miljø- og klimapolitik, at den animalske produktion har det omfang, som den har, og det er kun fordi, der pumpes milliarder ind i den animalske produktion, at priserne er så lave, at det for langt de fleste overhovedet giver mening at købe dem. 

Helt grotesk bliver det, når man tænker på, at landbruget også får ofentlig støtte til reklamekampagner for animalske produkter.
Greenpeace opgjorde i 2021, at EU i perioden 2016-2020 har udbetalt over 250 millioner euro i støtte til reklamer for den
animalske sektor. Som eksempel kan det nævnes, at Landbrug & Fødevarer modtog 23 millioner i støtte til kampagnen »Glad for
gris«.

20 procent af midlerne kom fra Svineafgiftsfonden, der administreres af Fødevareministeriet, og som i øvrigt årligt får omtrent
60 millioner skattekroner fra den ofentlige Promilleafgiftsfond, der dog – på trods af at være en ofentlig fond – administreres af
Landbrug & Fødevarer selv.

Diskussionen om landbrugets og vores fødevarers fremtid er en væsentlig diskussion. Illusionen om, at den nuværende
situation blot er et udtryk for forbrugernes frie valg og sådan bør det fortsat være, er ikke kun naiv, men også farlig.

Den skjuler det økonomiske valg, som træffes politisk og søger at placere ansvaret på forbrugernes skuldre – vel vidende, at de
færreste af os kan overskue at redde verden bid for bid. Og hvad er problemet i, at landets statsminister søger at få indlydelse
på samfundsudviklingen. Det er vitterligt det, der er hendes job. 

Det betyder ikke, at vi ikke hver især også har et ansvar for vores valg. Det vi spiser, er ikke undtaget en etisk diskussion om, hvad det gode liv er. Det er en god gammel liberalistisk regel, at vi må gøre, hvad vi vil, så længe, at vi ikke skader andre.

Men når vi så opdager, at det vi gør, rent faktisk skader andre, så følger en pligt til at handle. Både som forbrugere og i særdeleshed som borgere. Vi kunne begynde med at kræve, at vores politikere tog diskussionen
om landbruget alvorligt. 

Emner