Regeringens fokus på vækst og eksport risikerer at stå i vejen for reelle CO2-reduktioner

Af postdoc Inge-Merete Hougaard, Institut for Antropologi, ph.d.-studerende Kirstine Lund Christiansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og ph.d.-studerende Lina Lefstad, Lunds Universitet

(Bragt på altinget.dk 14. november. Læs artiklen på Altinget.dk)

CO2-fangst og -lagring (CCS) bliver ofte italesat som nødvendigt for at nå 70-procent-reduktionsmålet i 2030. Samtidig lanceres det som en mulighed for dansk eksport af både teknologi, know-how og geologisk lagringsplads.

I medierne sættes der ofte spørgsmålstegn ved, om teknologien kan levere på den korte bane, men i vores forskningsarbejde om kulstoffjernelse og CCS i Danmark og i Skandinavien, ser vi også en bekymrende tendens til, at det dominerende fokus på CCS og eksportmuligheder fører til en sammenblanding af forskellige klimaafbødningsmetoder. Det har uhensigtsmæssige konsekvenser og risikerer at stå i vejen for mulige og nødvendige udledningsreduktioner.

Det ses for eksempel i de politiske aftaler om CCS, hvor den pulje, der skal støtte CO2-fangst og -lagring, ikke kaldes ’CCS-puljen’ men ’CCUS-puljen’. Med sammentrækningen af CCS (carbon capture and storage) og CCU (carbon capture and utilisation) holder man døren åben for ikke blot at lagre, men også at anvende CO2.

CO2-anvendelse bliver ofte tilføjet, og nogle gange foretrukket, på baggrund af ideen om CO2 som en knap ressource. Ideen er, at anvendelse kan nedbringe omkostninger, forbedre forretningsmodellen for CO2-fangst og -transport, og bane vejen for et forestillet 'vækst-’, 'erhvervs-’ eller ’eksporteventyr’.

Men klimapolitik er ikke eksportpolitik. Den har en værdi i sig selv. Vi skaber heller ikke en god folkeskole for at kunne eksportere forretningsmodellen til andre lande; vi gør det, fordi det i sig selv er et gode.

Klimapolitikkens værdi og formål er at nedbringe udledninger for at mindske klimaforandringernes ødelæggelser. Og her risikerer regeringens fokus på CCUS og eksport at stå i vejen for reelle reduktioner.

Uklarhed om klimaeffekten

CO2-lagring og CO2-anvendelse har langt fra den samme klimaeffekt. Effekten varierer yderligere alt efter om kulstoffet har fossil eller biogen oprindelse. Hvor lagring af biogent CO2 kan føre til kulstoffjernelse, kan lagring af fossilt CO2 i bedste fald reducere udledningerne, fratrukket de udledninger der vil være i forbindelse med fangst, transport og lagring.

Omvendt anses anvendelse af biogent CO2 ofte som CO2-neutralt, mens anvendelse af fossilt CO2 blot forsinker udledningerne i kortere eller længere tid. Hvis kulstofanvendelsen fører til øget forbrug (under dække af at være ’grønt’) er der decideret tale om øget udledning.

Kulstoffjernelse fremhæves ofte som en kompensation for udledninger, der er svære eller umulige at reducere, så klimamål om netto-nul kan opfyldes. Det er dog kun når CCS (altså lagring) kobles med biogent CO2, at det fører til kulstoffjernelse.

CCS har længe været en strategi til at forlænge den fossile industri i USA, og på verdensplan bruges CO2-fangst primært på fossil CO2 og anvendes til at drive mere olie op. Altså en forværring af klimaforandringerne.

Sammenblandingen af forskellige klimaafbødningsmetoder under akronymet CCUS slører dermed, hvad virkemidlet reelt leverer. Det kan derved legitimere fossilt CCU og få det til at se grønnere ud, end det er, hvilket kan resultere i flere udledninger end beslutningstagerne forventer. Det skaber et mudret puljelandskab, der ikke entydigt sikrer hverken kulstoffjernelse eller CO2-reduktioner på kort eller lang sigt.

Står væksten over klimaet i klimapolitikken?

Uklarheden forstærkes yderligere af, at CCUS-puljen indeholder en ’opt-out’-mulighed efter 2030, hvor udbudsvindere ikke forpligtes til at lagre CO2, men kan skifte til anvendelse.

Selvom det specificeres, at CCUS-puljen støtter CCS ”der bidrager til opfyldelsen af Danmarks klimamål”, og at ’opt-out’-muligheden designes ”så de forventede reduktioner til 2030-målet leveres”, lægger puljens navn op til, at støtten kan bruges både til kulstoffjernelse, reduktioner, neutraliseringog forsinkede, men fortsatte, udledninger.

Der er ikke noget til hinder for, at udledningerne for eksempel udsættes til 2032 gennem forsinket anvendelse, eller at skiftet fra lagring til anvendelse i sig selv fører til øgede udledninger.

Det samme er tilfældet i regeringens NECCS-pulje. Den skal støtte kulstoffjernelse gennem biogent CCS, produktion af biokul, samt atmosfærisk kulstoffangst og lagring (såkaldt DACCS) og dermed føre til negative emissioner.

Ligesom CCUS-puljen, lover den at sikre en ’fleksibilitet mellem lagring og anvendelse’ og muliggør dermed anvendelse af den indfangede CO2. Det får man ikke mange negative emissioner for.

Det er derfor misvisende, at man udbyder statslige midler til opstart af CO2-anvendelse under dække af at støtte kulstoffjernelse. Klimapolitik er blevet vækst- og eksportpolitik. 

Adskil kulstoffjernelse fra reduktioner

Kulstoffjernelse indebærer – udover en række miljøretfærdighedsproblematikker – dog også risikoen for at løftet om fremtidige negative udledninger kan få beslutningstagere til at slække på reduktionsindsatsen på den korte bane. Og da klimaforandringer forværres, når klimagasser ophobes i atmosfæren, kan manglende reduktioner i dag ikke kompenseres gennem fremtidige negative emissioner.

Reelt ved vi ikke, hvor stor en del af 2030-målet regeringen forestiller sig skal nås med kultstoffjernelse: Det gør sammenblandingen af fossil, biogen, lagring og anvendelse i CCUS- og NECCS-puljerne det umuligt at gennemskue.

Vi risikerer at tiltag, der bliver præsenteret som kulstoffjernelse, blot er reduktioner eller endda forsinkede udledninger, og dermed har en mindre klimaeffekt end forventet.

Der er derfor i tråd med internationale anbefalinger behov for en klar adskillelse mellem – og særskilte mål for – kulstoffjernelse og reelle reduktioner. Og her er reduktioner langt mere effektive end kulstoffjernelse og bør derfor udgøre langt størstedelen af klimamålene.

Det taler ikke imod, at der investeres i kulstoffjernelse i det lange løb. Men at satse på, at store dele af klimamålet i 2030 nås gennem negative emissioner, risikerer at skabe en stiafhængighed, hvor vi binder os på enorme mængder kulstoffjernelse i årene efter 2030.

Det er både samfundsmæssigt dyrt, og klimamæssigt risikabelt. Derfor bør vi sætte fuldt tryk på reduktionerne nu og lægge os i selen for at nå vores reduktionsmål med reduktioner alene, frem for at føre eksportpolitik gennem CCS og CCU.

Behov for en demokratisk samtale

Risikoen for, at CCS-satsningen hindrer eller forsinker reduktioner, der reelt kan gennemføres inden 2030, er reel. Der er afsat langt flere midler til CCS og CCU, end hvad der er afsat til for eksempel fjernvarmeudrulning, omstilling af vejtransporten eller udtagning af lavbundsjorde.

Ved at lade erhvervsinteresser få stor indflydelse på klimapolitikken og prioritere vækst og eksport, har man designet en klimapolitik, der kommer de virksomheder til gode, der historisk har skabt hele miseren gennem deres forretningsvirke.

Det rejser spørgsmålet om, hvem der får lov at profitere på klimakrisen gennem de enorme offentlige udbudsmidler der er i spil, samt hvem der får lov at fortsætte med at udlede klimagasser.

Og her har vi ikke engang berørt, hvorvidt klimafordelen ved negative emissioner i et globalt retfærdighedsperspektiv overhovedet bør tilfalde Danmark – eller vores nabolande som det foreslås, at vi kan eksportere lagringsplads til.

For slet ikke at nævne de miljømæssige usikkerheder ved CCS, spørgsmål om injektionshastighed og lagringskapacitet, risikoen for at CCS ikke kan levere på forventet skala, eller den manglende offentlige debat om CCS og kulstoffjernelse, der skubber det over på lokalt plan at forholde sig til implikationerne af geologisk lagring.

Der er nok emner at tage fat på, hvis vi vil skabe en demokratisk national samtale, hvor klimapolitik ikke blot er eksportpolitik i forklædning, men har en værdi og et formål i sig selv.

Emner