“En bøf bliver ikke bæredygtig af at udlede 20 pct. mindre end en anden bøf”

Det internationale samfund, herunder Danmark, har de sidste 50 år undladt at tage forskernes advarsler seriøst og sætte ind over for den økologiske krise, herunder klimaforandringer og biodiversitetstab.

Det er ellers ikke store ord og ambitiøse målsætninger, der mangler.

Fra den første internationale miljøkonference i Stockholm (1972); Rio-deklarationen (1992), Biodiversitetsaftalen fra Aichi (2010), De 17 verdensmål (2015) og Paris-aftalen (2015) har verdens ledere udtrykt bekymring og beslutsomhed – men handling er ikke fulgt på ord.

Grundlæggende har man fastholdt en strategi, der kaldes “økomodernisme”, hvor en kombination af økonomisk vækst og teknologisk udvikling tilsammen skal løse problemerne. Det har de så ikke gjort – for nu at sige det mildt.

Det er i dag svært at finde et menneske med viden om situationen, der levner det globale samfund nogle chance for at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader celsius frem mod 2100.

Faktisk er chancen for, at vi rammer de 1,5 grader allerede i løbet af 2030’erne langt større.

Dette sker, samtidig med at arterne uddør med samme hast, som da dinosaurerne forsvandt for 65 mio. år siden, og biologer taler om, at vi befinder os i den sjette masseuddøen på planeten Jorden de sidste 440 mio. år.

Både klimaforandringerne og udryddelsen af arter er forårsaget af mennesket, hvorfor begrebet “den antropocæne tidsalder” (fra græsk apropos – menneske) dækker over, at en enkelt art nu gennem udbredelse og teknologi har fået så stor magt, at den bestemmer alle andre arters fremtid.

Mennesket har magten, men har tydeligvis ikke helt forstået Pippi Langstrømpes ord om, at den, der er vældig stærk, skal være vældig rar.

To tilgange

I lyset af dette er det derfor forstemmende at se, hvordan debatten om, hvad der skal gøres, sidder fast i spørgsmål, der set i lyset af situationens alvor ret beset ikke er tid til.

Det bliver tydeligt, hvis man ser på forskellen mellem de to tilgange til bæredygtighed, der kaldes henholdsvis “relativ” og “absolut”.

Begrebet “relativ bæredygtighed” refererer til, at et produkt f.eks. har en lavere klimabelastning end et tilsvarende produkt. Typisk smykker firmaer sig af, at deres produkter udleder mindre end konkurrenternes, eller at produktet i dag udleder mindre, end det gjorde før.

Men om klimaaftrykket er lavt nok til at være bæredygtigt, kan vi ikke få svar på med den relative tilgang.

“Absolut bæredygtighed” derimod kan – med udgangspunkt i de planetære grænser – fortælle os, hvor lidt eller meget et produkt må belaste planeten for at kunne kaldes bæredygtigt.

En bøf bliver ikke bæredygtig af at udlede 20 pct. mindre end en anden bøf. Den bliver kun bæredygtig, hvis den kan indgå i en samlet global kost, hvis økologiske fodaftryk ikke overskrider de forskellige planetære grænser.

Kæmpe overtræk

Det er helt almindelig købmandsregning. Alle produkter udleder CO2, og lige nu har vi et kæmpe overtræk på vores budgetkonto.

Begrebet absolut bæredygtighed kan hjælpe os med at forstå, at vi lever langt over evne. Skulle alle mennesker på planeten leve som os danskere, ville vi have brug for ressourcer fra fire planeter.

Ser vi på situationen i det absolutte bæredygtigheds perspektiv, er det bydende nødvendigt, at vi holder op med at tale som om, at valget står mellem en og tre kødfrie dage om ugen eller en flyrejse til London eller Bangkok.

Vi må skelne mellem behov og begær og derefter finder ud af, hvordan vi kan opfylde de reelle behov for alle mennesker på planeten inden for det tilgængelige globale klimabudget.

Der er ikke brug for såkaldt “grøn omstilling”, hvor vi gør det samme i morgen, som vi gjorde i går – bare lidt smartere.

Der er brug for en grøn transformation nationalt og globalt, herunder et opgør med de eksisterende økonomiske ideologier, der fastholder, at det er muligt at have uendelig vækst i et lukket system – for det er, hvad planetens biosfære er.

En nødvendig samtale

Mange firmaer arbejder hårdt på at sænke deres udledninger.

Men skal vi for alvor begynde at gøre noget ved de monumentale naturkriser, som vi står over for, så skal vi have en langt mere alvorlig samtale: Er der overhovedet plads til de produkter, som firmaerne producerer inden for de planetære grænser?

Da firmaerne næppe lukker sig selv ned, kan vi kun appellere til, at det politiske system tager udfordringen op og begynder den svære samtale om forskellen på, hvad vi har brug for, og hvad vi har lyst til i lyset af de grænser for menneskelig aktivitet, som fysikkens love sætter.