Landbrugspakken og fordrejning af fakta

Af professor Niels Kærgård, professor Peder Andersen og lektor Alex Dubgaard, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på b.dk 8. september 2016)

Det er selvfølgelig helt legitimt politisk at prioritere løsningen af landbrugets akutte problemer så højt, at man accepterer en forhåbentlig midlertidig og måske mindre forværring af miljøet. Men det er politisk plat at prøve at sælge det, som om der også er forbedringer for miljøet fra dag ét.

Det er afgørende for et velfungerende demokrati, at der er gensidig tillid mellem borgere, eksperter og politikere, men det er ikke uden videre tilfældet i Danmark, og forløbet vedrørende landbrugs­pakken illustrerer, at politikerne ikke er uden skyld heri.

Det er af central betydning for et vel­fungerende demokrati, at vælgerne og politikerne har tillid til hinanden, men i stort set alle danske undersøgelser vedrørende befolkningens holdninger til forskellige professioner ender politikere i bunden sammen med journalister, ejendoms­mæglere og brugtbilsforhandlere. Forløbet vedrørende den nyligt vedtagne landbrugspakke er en god illustration af, at politikerne ikke selv er uden skyld i denne situation.

Landbrugspakken giver, for at hjælpe landbruget, tilladelse til anvendelse af mere gødning og til dyrkning af en række rand­zoner omkring vandløb. Til gengæld indføres en mere differentieret regulering, så mere miljøfølsomme jorder må gødes mindre og de robuste jorder mere.

Udgangspunktet er, at landbruget er i en alvorlig krise. Mange købte jord til over 300.000 kr. pr. ha i 00'erne, og landbruget har bl.a. derved sat sig i en gæld på over 350 milliarder, og den gæld har mange landmænd ikke nogen mulighed for at forrente. I dag handles jorden derfor ofte til under 150.000 kr. pr. ha.

Politikerne følte derfor behov for en hurtig støtte til landbruget. Det er begrundelsen for, at lempelserne i gødnings­restriktionerne blev vedtaget med øjeblikkelig virkning, mens det nye system med differentierede restriktioner først kommer på plads senere.

Det kan være kompliceret at beregne den præcise størrelse af virkningerne af pakken, men det er ikke raketvidenskab at se, at der de første år, hvor lempelserne er gennemført, mens de nye differentierede ordninger ikke er på plads, vil komme en større udledning af nitrat. Det er heller ikke svært at se, at virkningen af de endnu ikke specificerede fremtidige ordninger ikke kan beregnes særligt præcist; ikke mindst fordi en del af disse ordninger baseres på, at landmændene mod kompensation frivilligt indgår miljøaftaler.

Det er selvfølgelig helt legitimt politisk at prioritere løsningen af landbrugets akutte problemer så højt, at man accepterer en forhåbentlig midlertidig og måske mindre forværring af miljøet. Men det er politisk plat at prøve at sælge det, som om der også er forbedringer for miljøet fra dag ét. Ærlige politikere må stå ved, at den fremlagte plan har både fordele og ulemper. I stedet brugte man ejendomsmæglernes kneb med en lovprisning af fordele og en fortielse af ulemper. Journalister og forskere fik afdækket fiflerierne, og heldigvis stod de Konservative og Folketingets flertal fast på, at det ikke går.

Når man skal regne ud, hvad virkningen af et indgreb er, så har man brug for et skøn over, hvordan situationen ville udvikle sig uden noget indgreb, den såkaldte »base­line«, og så et skøn over, hvordan indgrebet vil ændre situationen. I stedet prøvede man dels at forskønne baseline ved at indlægge hele virkningen af mindre landbrugsjord, flere økologiske brug osv. for perioden fra 2012 til 2016 i startåret 2016, dels at tilskrive de positive effekter, der ligger i baseline, til landbrugspakken. Derved lykkedes det at få malet et billede, hvor det så ud, som om landbrugspakkens virkninger på miljøet også er positive de første år. Men hvis ikke politikerne også står ved ulemperne ved deres politik, så mister de troværdighed og bliver fuldt fortjent rubriceret sammen med brugtbilsforhandlere og ejendomsmæglere.

Troværdigheden på spil

Men det er ikke kun et problem for politikerne; embedsmænd og forskere har også deres troværdighed på spil. Her er den forsknings­baserede myndighedsbetjening – altså den forskning der skal danne grundlag for myndighedernes politikformulering – i 2007 flyttet fra selvstændige sektor­forskningsinstitutter (Danmarks Miljø­undersøgelser, Danmarks Jordbrugs­forskning, Danmarks Fødevare­forskning osv.) til universiteterne. Samtidig er der sket en række universitetsfusioner. Det betyder, at der på en række forsknings­områder er blevet ét dominerende forsknings­miljø. Det er derfor helt afgørende, at disse miljøers resultater er vederhæftige og tilgængelige for alle deltagere i debatten.

Samtidig er universitetsforskningen i stigende grad finansieret af eksterne projektmidler, og et stort antal af forskerne på universiteterne er åremåls- eller projektansa­tte. Universiteterne og den enkelte forsker bliver altså mere afhængige af omgivelsernes velvilje, og så begynder det gamle ord om, at den, der betaler musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles, at træde i kraft. Det kræver mod og rygrad hos forskerne og institutionelle rammer, der støtter dem, at fremkomme med forskningsresul­tater, der går på tværs af nuværende og potentielt opdragsgiveres ønsker.

Det er selvfølgelig ikke noget problem, hvis opdragsgiveren har et ærligt ønske om at blive klogere og få tilført neutral viden til debatten. Men hvis opdragsgiver er mest interesseret i at få resultater, der kan legitimere en bestemt politik, og i at holde resultater, der taler mod politikken, skjult, så er det en direkte trussel mod den seriøse offentlige debat.

Forskere med mundkurv

Og det er desværre det, navnlig Berlingske Tiden­des journalister har dokumenteret, var tilfældet i forbindelse med landbrugs­pakken. Den daværende miljø- og fødevareminister og ministeriet prøvede at presse forskerne i en bestemt retning, og Aarhus Universitet har accepteret kontrakter, der gav forskerne mundkurv på, så offentlig­heden blev holdt i uvidenhed til efter, at de politiske beslutninger var truffet. Miljø- og Fødevareministeriet har heldigvis netop meddelt, at denne praksis er ændret. Det afgørende bliver, hvorledes denne beslutning udmøntes i praksis.

Denne trussel mod den offentlige debats saglige fundering bliver selvfølgelig særlig alvorlig, hvis politikerne og bevillings­giverne i slet skjulte vendinger truer med at bruge deres magt til at flytte bevillingerne fra institutioner, der kommer med uønskede resultater. Og det har bl.a. Liberal Alliance, Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer tydeligt gjort. Der har altid i et vist omfang været brugt private konsulentfirmaer ved siden af sektorforskningen, men nu siges det direkte i forbindelse med uønskede resultater vedrørende landbrugspakken, at Aarhus Universitet vist har en for monopollignende stilling, så en større del af undersøgelserne bør nok i fremtiden foretages af private konsulentfirmaer. Hvis man gør det, bliver det i hvert fald både lettere at påvirke resultaterne og at holde uønskede resultater skjult. For et kommercielt konsulentfirma er det, naturligt nok, kundernes ønsker, der er styrende. Universiteternes myndigheds­betjening skulle derimod netop være samfundets produktion af en neutral baggrundsviden.

En debat mellem politikere, der prøver at skjule de argumenter, der taler imod deres politik, og journalister, der bruger forhørsmetoder for at afsløre det, er utålelig at se og høre på. Det er derfor, med megen ret, at en række politikere har meddelt, at de ikke vil finde sig i Clement Kjersgaards forhørs­metoder og derfor ikke deltage i hans udsendelser.

Men desværre synes forløbet i forbindelse med landbrugspakken at give argumenter for, at journalisternes forhørsmetoder sommetider kan være berettigede.

Demokrati er samtale, hvor man lytter til hinanden, også til mindretal, skrev Hal Koch i 1945. Forskningsbaseret myndigheds­betjening er analyser og anvendt forskning, hvor uafhængige forskere så objektivt som muligt kortlægger alle argumenter for og imod en sag. Der bør være en så skarp som mulig adskillelse mellem analyser af, hvordan verden er og kan ændres, og så politiske diskussioner af, hvordan den bør være og bør ændres. Processen vedrørende fødslen af landbrugspakken er et eksempel på, at vi desværre sommetider er meget langt fra disse idealer.