Svinets dilemma

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i Kristeligt Dagblad 26. september 2016)

MRSA, halekupering og kastration uden bedøvelse, døde pattegrise, nedslidte søer, der må aflives længe før tid, import af bjerge af foder fra Sydamerika og 30 millioner grise årligt, der nægtes mulighed for at udfolde deres iboende adfærd. Prisen for svineproduktion er høj, selv når man medtænker eksportindtægter og billigt svinekød. Politikerne farer op, hver gang en skandale ruller over skærmen, men følger ikke op med lovgivning, der for alvor ændrer på tingenes tilstand. Arbejdspladser og eksport prioriteres ganske enkelt højere end folkesundhed og dyrevelfærd. Forbrugerne forarges, men det hindrer dem sjældent i at støtte den selvsamme produktion gennem deres forbrugsvalg. Smagen af masser af billigt bacon synes hver gang at vinde over den gode vilje.

Producenterne benægter eller nedtoner problemerne, hævder at dyrene har det godt og arbejder stenhårdt bag kulissen gennem dygtige lobbyister på at undgå det, de ser som forringelser af deres indtjeningsmuligheder. Senest har MRSA-skandalen vist, hvor megen indflydelse landbruget har på myndighedernes håndtering af sundhedsrisici. Og lykkes ingen af disse strategier, rettes pegefingeren anklagende mod forbrugerne. Landbruget leverer blot det, der efterspørges: kød til spotpris.

Debatten er fuld af tal, videnskabelig usikkerhed og gæt på fremtiden. Det eneste, der synes nogenlunde sikkert, er, at det ikke bliver de danske forbrugere, der med pengepungen kan købe sig til markante ændringer i svineproduktionen. 90 procent af produktionen eksporteres, så de danske forbrugere har kun ringe indflydelse på den danske produktion.

Skal forholdene for grisene i de danske stalde forbedres, er der ingen vej uden om, at det sker gennem politiske indgreb. Indgreb, der vil forringe konkurrenceevnen, da en seriøs indsats for at løfte dyrevelfærden ikke kan undgå at føre til højere priser. Så længe prisen er parameteret, risikerer man derfor, at de nuværende eksportmarkeder går andre steder hen og får dækket deres efterspørgsel. Skal der ske noget på området, kræves der derfor internationale aftaler på mindst EU-niveau. Men det er tydeligt, at vækst og arbejdspladser står langt højere på dagsordenen end dyrevelfærd og antibiotikaforbrug i EU.

Situationen minder en del om den blindgyde, som klimaproblematikken hele tiden ender i. Hvis blot nogle spillere på den internationale scene vælger at gå efter laveste fællesnævner, følger resten med ud fra økonomiske hensyn, og de egentlige problemer lades uløste, imens alle bedyrer, at de nok skal begynde at løse problemerne - så snart de andre gør det samme.

Der er derfor brug for fyrtårne. Lande, der udvikler andre måder at indrette produktion og samfund på. Lande, der trækker en streg i sandet og er villige til at opsøge andre måder at skabe det økonomiske fundament for velfærd på, og som tør overveje, om velfærd nødvendigvis er, at vi kan opretholde vores nuværende forbrug af for eksempel svinekød.

MRSA er toppen af en kompliceret situation, hvor vi ved hjælp af økonomiens logik har malet os op i et hjørne. Så længe vi bliver ved med at insistere på, at den samme logik skal hjælpe os ud igen, sker der næppe noget. Måske vi i stedet skulle spørge: Kan man tjene penge for dyrt?