Tør vi lukke øjnene for truslen mod folkesundheden?

Af kampagneleder i Kødfri Mandag David Pedersen og lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Puliceret i Berlingske 9. november 2016)

Vores nuværende produktion af husdyr er endt i en blindgyde, som nu også truer vores mulighed for at bekæmpe alvorlige sygdomme med antibiotika.

Begynder vi med dyrenes velfærd, er det tydeligt, at der er et problem – ikke kun for dyrene, men også for os selv. Diverse undersøgelser om danskernes holdning til landbrug og produktionsdyr viser, at dyrenes velfærd er vigtig for mange af os. Der efterlyses mere plads, mere omsorg, adgang til udearealer og mulighed for dyrene til at udfolde deres iboende adfærd. Disse holdninger sætter sig imidlertid ikke altid igennem ved køledisken.

Vi mennesker synes at have en uovertruffen evne til at lukke øjnene for det, som vi ikke vil vide, når det kan koste os noget at lade vores viden omsætte i handling. Ved køledisken får vi bildt os selv ind, at Jens Hansen stadig har en bondegård i stedet for en kødfabrik godt hjulpet på vej af industriens markedsføring. Der er græsstrå og blomster på mælkekartoner, hvis indhold stammer fra dyr, der aldrig har set nogle af delene, tegninger af glade grise med forklæde og bestik i hænderne, som veltilfredse skal til at fortære sig selv, og vage udsagn om sammenhængen mellem velfærd og velsmag.

De fleste af os lever fjernt fra produktionsdyrenes hverdag. De millioner af individer, der hver dag presses til det yderste for at sikre os kød på bordet til ingen penge, bliver usynlige for os og ender som dråber i kølediskens anonyme ocean. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at forstå, hvor uløseligt dyrenes velfærd og liv er forbundet med vores eget. Lyden af den sydende bøf på grillen, og den knasende flæskesvær er nemlig på mange måder ved at blive en del af lydsporet til den moderne civilisations svanesang.

Udover at udmærke sig ved den ringe dyrevelfærd er den animalske husdyrproduktion samtidig en af de største enkeltstående udledere af drivhusgasser (14,5 pct.), større end den samlede udledning fra hele transportsektoren (14 pct.) De heraf afledte konsekvenser for klimaet er efterhånden velkendte, og ifølge Verdensbanken vil 1,3 milliarder mennesker leve under truslen fra klimaskabte naturkatastrofer i 2050.

Men ikke kun dyrenes velfærd og liv og fremtidens klima trues af vores villede blindhed ved køledisken. Også vores sundhed er i spil. For et år siden kom Verdenssundhedsorganisationen WHO frem med en rapport, der viser en øget risiko for kræft ved højt indtag af forarbejdet og rødt kød. Ovennævnte burde egentlig være rigeligt til at give os selv, dyrene og kloden en fridag eller flere fra kødet. Men problemerne ender ikke her: Den antibiotika, som anvendes i den intensive husdyrproduktion til at løse bl.a. produktionsskabte problemer, er den samme, som vi er afhængige af for at kunne behandle banale infektioner hos mennesker.

Med intensiveringen af husdyrproduktionen er flere og flere dyr blevet stuvet sammen på mindre og mindre plads og smitter let hinanden. Ganske som november er begyndelsen på enhver børnehavepædagogs influenza-mareridt, udgør de mange dyr på meget lidt plads gode vækstbetingelser for bakterier og sygdomssmitte. Kombinerer man dette med en svineproduktion, hvor man fravænner pattegrisene fra moderen alt for tidligt i forhold til deres fordøjelsessystems udvikling og derfor er nødt til at flokmedicinere mod diarre, begynder vi at komme i problemer.

Resistente bakterier overgår antibiotika

I 2014 brugte Danmark således 114 tons antibiotika til dyr, heraf 86 tons til svineproduktionen, mens vi til sammenligning brugte ca. 53 tons til mennesker. Desværre er antibiotika en begrænset ressource forstået på den måde, at jo mere vi bruger, jo mindre effektivt bliver det. Ifølge Statens Serum Institut er anvendelsen af antibiotika centralt for udviklingen af antibiotika-resistente bakterier, såkaldte »super-bakterier«. Bakteriers korte generationstid gør, at de udvikler og tilpasser sig hurtigt, hvilket naturligt fører til, at de over tid udvikler immunitet over for de typer af antibiotika, som vi har til rådighed. De sidste 10-15 år har udviklingen af resistente bakterier overhalet udviklingen af antibiotika. Det er naturligvis ikke et kapløb, som menneskeheden har lyst til at tabe. Allerede i 2014 meldte Statens Serum Institut om en stigning i tilfælde af infektioner med resistente bakterier. En canadisk forsker har beskrevet situationen med stigende antibiotikaresistens som »et tog-uheld i slowmotion«.

Opfindelsen af antibiotika er en af lægevidenskabens store historiske fremskridt, et fremskridt vi nu er ved at rulle tilbage. Ved skæbnens ironi er antibiotikas popularitet blevet dens egen største udfordring. Medicinalfirmaer har ikke den store interesse i at udvikle ny antibiotika, da de bl.a. frygter, at en skødesløs brug af dem vil gøre dem ineffektive, før investeringen har tjent sig hjem. Og sådan som vi har forvaltet antibiotika indtil videre, kan vi næppe bebrejde dem.

For at forhindre udviklingen af anti-resistente bakterier, er den eneste vej fremad at skære ned på overforbruget af antibiotika både til familiedyr, til mennesker og i husdyrsektoren. Hvilket bringer os tilbage til dyrenes ve og vel. For brugen af antibiotika i landbruget er i mere end én forstand bare symptombehandling. En stor del af forbruget i svineproduktionen skyldes jo den intensive produktion med alt for tidlig fravænning og alt for lidt plads og tid til det enkelte dyr. I Norge har man haft succes med at bekæmpe MRSA ved hjælp af en »sanerings-strategi«, der er et andet ord for at slagte hele den truede grise-besætning. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke er noget af et skråplan at begive sig ud på: Først giver vi grisene så ringe vilkår, at vi må medicinere dem. Det fører til udvikling af resistente bakterier, der truer både os og dyrene. Og løsningen er så at slå dyrene ihjel og indsætte nye dyr i de selvsamme systemer, som til at begynde med forårsagede problemet, som var der blot tale om en tilbagekaldelse af en ny serie af Toyota med defekte airbags.

I forvejen har grisene i den intensive produktion velfærdsproblemer nok at slås med. For eksempel får 95 pct. af alle danske grise klippet halen af uden bedøvelse. Begrundelsen er, at de ellers bider hinandens hale. Men igen er det vigtigt at huske, at nogle af de væsentligste årsager til halebid er den stress, der kommer af mangel på plads og rodemateriale. Der synes at tegne sig et billede af, at vi ganske enkelt har fået indrettet produktionssystemer, der ikke passer til de dyr, som vi sætter ind i dem, men måske til et kortsigtet økonomisk perspektiv.

Vi må spørge os selv, om vi virkelig mener, at vi som nation kan stå ved at eksportere produkter i form af kød og levende pattegrise, der har de samfundsmæssige omkostninger, som det har, uanset hvor mange penge vi kan tjene på det på den korte bane.

Vi har, som nævnt i indledningen, længe været i stand til at lukke øjnene for de store omkostninger, som husdyrproduktionen har for dyrene, for naturen og for klimaet. Spørgsmålet er, om vi også kan lukke øjnene for den store risiko, som den nu udgør for folkesundheden? Der er for os at se brug for en radikal omtænkning af husdyrproduktionen med langt mere fokus på dyrenes behov og natur. Ikke alene vil det gavne dyrene, men også os selv. Det vil kræve en omstilling af produktionen og af vores egne spisevaner, men det er i sidste ende en vej at gå, der i højere grad afspejler dyrenes værdighed – og lige så vigtigt – vores egen.