Den politiske forbruger kan ikke løfte opgaven

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og medlem af Det Etiske Råd.

(Trykt oktober 2014 i NYTFOKUS)

Den politiske forbruger skubbes i dag foran som løsningen på mange af de problemer, vi står over for. Men det er blot endnu en undskyldning for ikke at handle. I stedet skal vi sætte borgeren – ikke forbrugeren – i centrum for den politiske diskussion.

Vi ved det godt. Lidt på samme måde som vi ved, at vi skal dø. Det er ikke til at glemme, men man kan lukke øjnene for det hovedparten af tiden.

Vi ved det godt. Vi lever i samfundsstrukturer og med personlige vaner, der overskrider naturens kapacitet for at forny sig selv. Vi forbruger med forbløffende hast ressourcer, der ikke kommer igen. Vi udrydder og ødelægger arter og økosystemer for at få tilfredsstillet trivielle luksusbehov. Sådan er det bare.

Med jævne mellemrum bekymres vi og tænker med gru på den fremtid, som venter børn og børnebørn, hvis forskerne har ret og temperaturstigningerne løber løbsk. Det er bare ikke til at holde ud at leve i frygt og angst, så vi skubber det væk og tænder for X-Factor eller hvilke former for virkelighedsflugt, vi nu ynder at fortabe os i.

Megen snak, skuffende resultater

Det politiske system har forsøgt at nå frem til bindende aftaler på området siden 1987, hvor FN med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland i spidsen satte bæredygtighedsbegrebet på den internationale dagsorden med rapporten Vor fælles fremtid. I 1992 mødtes verdens ledere i Rio de Janeiro for første gang for at få skabt en bæredygtig udvikling.

Her mere end 20 år og en lang række lignede topmøder senere, er man stadig ikke nået længere end til at være enige om, at der er et stort problem. De fleste husker nok de mildest talt skuffende resultater fra det meget omtalte klimatopmøde i København i 2009. Topmøderne både før og efter har dog ikke leveret mere og det eneste, som vi i dag står tilbage med, er en let klimakvalme over al den snak uden handling.

Men problemerne består og i de stunder, hvor vi ikke lukker øjnene for virkeligheden, er det svært ikke at overveje, hvor løsningen skal komme fra, når nu det politiske system – det demokratiske fællesskab – ikke kan levere varen. En af de løsninger, som hyppigt bringes på banen, er forbrugeren. Hvis vi ikke kan tale os frem til fælles aftaler, der sikrer en mere bæredygtig udvikling, så kan de enkelte forbrugere måske løse problemerne ved at købe de rigtige varer og dermed udnytte markedskræfterne til at ændre verden.

Den politiske forbruger er i dag det mantra, som politikere og erhvervsliv skubber foran sig, når problemerne bliver så synlige, at de ikke bare kan ignoreres. „Tag jer sammen“ kan man næsten høre dem sige. „Hvis det er så vigtigt, så løs problemet selv“. Og sådan er det fælles ansvar eroderet til at være den enkeltes problem, når vi står med dankortet i hånden og skal balancere kontobalancen og de mange ønsker og behov, som vi har. Der er, for mig at se, mange grunde til at forholde sig skeptisk til det store fokus på den individuelle forbrugers ansvar. Jeg vil i det følgende prøve at vise hvorfor. Centralt i kritikken står, at ideen om den politiske forbruger i sidste ende kan ses som blot endnu en måde at lukke øjnene på.

Marked og demokrati

Vi lever i en markedsøkonomi. I teorien er det efterspørgslen, der bestemmer udbuddet på butikkernes hylder. Markedet er dog underlagt nogle begrænsninger med hensyn til produkter, produktionsmetoder og arbejdsvilkår. Man kan ikke sælge hash i kiosken, selvom der er et marked for det. Der er grænser for, hvad man kan byde produktionsdyrene i landbruget, selvom det kunne føre til billigere koteletter, og kassedamerne skal have fri en gang imellem.

Vi begrænser markedet på områder, hvor vi mener, at der er noget på spil, som er vigtigere, end at vi kan få så meget som muligt, så billigt som muligt. Det kan være væsentlige samfundsinteresser i forhold til f.eks. hvilke sprøjtemidler, som landmanden kan anvende, at beskytte folkesundheden i form af mærkning af cigaretter eller hensyn til særligt udsatte grupper som i tilfældet med aldersgrænser for køb af alkohol. Vi trækker altså som fællesskab grænser for markedskræfterne.

Det mærkelige i den nuværende situation er, at vi ikke i større omfang gør det samme i forhold til den forbrugsadfærd, der har betydning for klimaet. Om jeg køber røde eller blå sokker, æble- eller pærejuice, giver det god mening at lade markedet regulere. Men hvad med de varer, som vi ved har stor indflydelse på f.eks. klimaet? Som eksempel vil jeg her bruge det daglige kød, hvis effekter på klima, ressourcer, natur og dyrevelfærd de fleste vil være enige i udgør væsentlige problemer.

Det daglige kød – og prisen for det

En lang række forskningsresultater viser, hvordan produktionen og forbruget af kød og andre animalske produkter har negative effekter. FN’s klimapanel (IPCC) har påpeget, hvordan den animalske produktion er en af de største bidragydere til udledning af drivhusgasser i atmosfæren. Den animalske produktion lægger beslag på næsten to tredjedele af verdens landbrugsareal og store vandressourcer. Det koster mellem 5.000 og 20.000 liter vand at producere et kg oksekød.

Både land og vand er ressourcer, som allerede er under pres. De kommende klimaforandringer vil kun øge presset. Hertil kan så lægges den forurening af naturen som f.eks. sprøjtemidlerne til produktionen af det meget dyrefoder medfører. Endelig er den intensive husdyrproduktion præget af en lang række alvorlige velfærdsproblemer for dyrene. Grise kastreres uden bedøvelse, kyllinger får svedet hul i trædepuderne af at stå i deres egen afføring og færre og færre malkekøer kommer på græs. Blot for at nævne nogle få eksempler.

Internationale rapporter viser, at verdens kødforbrug vil vokse drastisk de kommende år. Der bliver flere mennesker i verden og flere og flere af dem vil have økonomisk mulighed for at købe kød. Økologisk og klimamæssigt er kødproduktionen allerede en af de væsentligste årsager til de problemer, som vi står med. Fortsætter udviklingen som forudsagt af bl.a. FN’s fødevareorganisation FAO, er det svært ikke at blive mere end bekymret. Har man lyst til at læse om de dystre udsigter, kan man kigge i rapporten Growing greenhouse gas emissions due to meat production fra FN’s Miljøprogram fra 2012 om kød og klima. En anden rapport er Turn down the heat – Why a 4°C warmer world must be avoided fra Verdensbanken fra samme år, som handler om de sandsynlige scenarier for klimaet, hvis vi ikke begynder at sænke udledningerne af drivhusgasser meget snart.

Den politiske forbruger som undskyldning?

Den politiske forbruger kan selvsagt ikke løse alle de problemer, som er ridset op her. Men hun kan vælge at sænke sit forbrug af animalske produkter. Købe mindre kød og spise mere grønt. Give sit lille bidrag til en bedre verden. Det sker bare ikke rigtig. Vi fortsætter ufortrødent med at komme det billigste kød i indkøbskurven. Den politiske forbruger synes ikke rigtigt at træde i karakter.

Det er nu heller ikke nemt at stå der i supermarkedet foran køledisken, hvor mange ting er med til at bestemme, hvad der ender i kurven. Økonomi spiller selvfølgelig en rolle for de fleste. Vaner, reklamer, bekvemmelighed, familiens ønsker, andre behov, der skal balanceres, usikkerhed om, hvorvidt mit lille bidrag overhovedet gør en forskel og usikkerhed om, hvad der egentlig er det mest bæredygtige at gøre er alle faktorer, der også spiller en rolle, når vi står som individuelle forbrugere og skal virkeliggøre vores etiske idealer gennem vores forbrug.

Påstanden her skal være, at når den politiske forbruger end ikke formår at træde i karakter på et område, hvor det er så tydeligt, at der er behov for ændrede forbrugsmønstre, så er der grund til at være skeptisk over for hele tankegangen bag. Det betyder ikke, at vi ikke hver især bør påtage os ansvaret for vores handlinger – men det betyder, at vi skal til at overveje i hvilke situationer, vi træffer vores valg. I hvilke situationer vi er bedst til at bringe vores værdier og vores virkelighed sammen?

Tanken om den politiske forbruger fungerer i dag for mig at se primært som en måde at fastholde status quo på. Politikerne kan henvise til den enkeltes ansvarlighed og frihed til at vælge. Erhvervslivet gør det samme og leverer blot, hvad forbrugerne vil have, og forbrugerne kan undskylde sig med, at det hele er så komplekst og svært. Resultatet er, at vi fortsætter som før – blot nu med mulighed for at købe os til lidt bedre samvittighed, når vi virkelig har brug for det. Men de gigantiske udfordringer, som vi har skabt gennem vores overforbrug, står stort set uløste hen.

Fra forbruger til borger

En tilbagevendende kritik af ideen om den politiske forbruger er da også, at løsningen på de problemer, som er skabt gennem en kultur, der bygger på fortsat vækst og forbrug, ikke kan løses ved at forbruge noget andet. Det er symptombehandling i stedet for at tage fat om problemets rod: At vi har fået malet os selv op i et hjørne gennem dels et evigt fokus på uendelig behovsopfyldelse uden hensyntagen til behovets art, dels kommercialiseringen af vores fælles livsverden, så vi lever i evig påmindelse fra reklamer om, at vi har uopfyldte behov. Den politiske forbruger er således mest af alt blevet en undskyldning for ikke at handle – samtidig med vi kan fortælle os selv, at vi da gør, hvad vi kan.

Alternativet er at hæve os op fra forbrugernes fokus på behov og økonomi og som borgere diskutere, hvilket samfund vi ønsker at skabe for os selv og vores efterkommere. Og så turde tro på at det liv, der venter for enden af en bæredygtig omstilling af hverdagen, ikke er et utåleligt offer af alt, hvad vi elsker, men en hverdag der giver mening og lyst til at ånde.