Der er boliger til alle hvis skatten er høj

Af professor Niels Kærgård og professor Peder Andersen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 28. februar 2017 i Børsen)

Høje skatter skaber lighed, og lighed sikrer boliger til alle. Det glemmer Steen Leth Jeppesen i sin ensidige argumentation.

Ved juletid kom et temanummer af tidsskriftet Samfundsøkonomen om skatter og økonomiske reformer. Vi gav et resume af nummeret i Børsens kronik 11. januar.

Den offentlige debat om temanummeret har været helt koncentreret om Nina Smith og Peder J. Pedersens artikel om muligheden for at presse flere helt eller delvist marginaliserede ind i beskæftigelse, så Steen Leth Jeppesen skal have tak for i Børsens kronik 31. januar at tage et andet af tidsskriftets hovedtemaer op. Nemlig problemet om, hvorvidt det har nogen mening at diskutere skatternes påvirkning af arbejdsudbuddet uden samtidigt at se på de offentlige budgetters udgiftsside.

Partielle betragtninger

En indkomstskattesænkning vil måske gøre det mere attraktivt at arbejde, men hvis skattelettelsen er finansieret ved besparelser på børneinstitutioner, og det får flere forældre til at gå på deltid, så er man selvfølgelig lige vidt.

Hvor Leth Jeppesen skal takkes for at tage denne vigtige problemstilling op, så afslører han desværre et forhold til fagøkonomer, som svarer til Store Klaus' forhold til degne. Jo mere han tænker på dem, jo mere ophidset bliver han: I de to første spalter hedder det stadig blot økonomer, men det derefter bliver til "såkaldte fagøkonomer".

Disse "toneangivne fagøkonomer" beflitter sig ifølge Let Jeppesen på "at foretage ganske partielle analyser af enkeltheder og udviklingstræk i det fordelingsøkonomiske kompleks".

Dette angreb er imidlertid et rent selvmål: Det er Leth Jeppesen, der analyserer partielt, mens økonomerne jo netop vil se skatteindtægterne i et samspil med de offentlige udgifter.

Hans partielle analyser går så vidt, at to partielle analyser giver modsatrettede resultater, uden at det bemærkes: Skattesænkninger har "mere eller mindre sikre virkninger i retning af forøgelse af arbejdskraft", og det "må anses for væsentligt i en periode med udsigt til arbejdskraftmangel".

En halv spalte længere fremme tales om børn, "som må undvære forældre, der er tvunget på heltid for at få økonomien til at hænge sammen" på grund af de høje skatter. Altså her en idé om, at høje skatter tvinger til øget arbejdsudbud.

Privatforbrug og velfærd

Et andet eksempel på Leth Jeppesens partielle betragtninger er forholdet til nytten af forbrug. Borgernes nytte og velfærd afhænger af både det private og det offentlige forbrug.

For nogen er privatforbruget afgørende, for andre er det offentlige forbrug, f.eks. sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet eller børneinstitutionerne, men for Leth Jeppesen er "det allervæsentligste for borgernes velfærd privatforbruget".

For Leth Jeppesen er privatforbruget åbenbart det allervæsentligste, men for mange af os andre spiller bl.a. et tryghedsskabende sundhedsvæsen og et alsidigt kulturliv også en helt central rolle.
Med god grund bekymrer Leth Jeppesen sig om børnene og de kommende generationer. Men når hans bekymring får på forældre, "ikke får råd til en bedre og mere rummelig bolig som følge af den høje beskatning", og forældre "som af samme grund ikke får mulighed for at være med i fritidsaktiviteter", så er argumentationen helt bagvendt.

Det kan godt være, at høje skatter hæmmer væksten, men de fremmer i hvert fald ligheden. Og lighed vil sikre rummelige boliger til alle og tilsvarende muligheder for fritidsaktiviteter.

Det er ikke familier, der betaler topskat, der har problemer med rummelige boliger og råd til fritidsaktiviteter.

Dertil kommer så, at bl.a. OECD har analyseret spørgsmålet om, hvorvidt lighed hæmmer den økonomiske vækst, og finder, at det faktisk kan være omvendt.

Alternative fakta

Når talen er om netop boliger, viser en anden af Leth Jeppesens idiosynkrasier sig: Ejendomsbeskatningen.

Der er ellers mange gode argumenter for, at ejendomsbeskatningen er et godt alternativ til skat på arbejdsindkomst.

Den hæmmer netop ikke arbejdsudbuddet, og når Leth Jeppesen taler om "yderligere vilkårligheder gennem øget ejendomsskat", så er det et eksempel på "alternative fakta".

Hvis man ikke har tilstrækkeligt høje ejendomsskatter, vil folk med ens indkomst og ens formue blive beskattet vilkårligt, alt efter om de anbringer deres formue i bolig eller erhvervsinvesteringer. Samtidig vil en effektiv ejendomsbeskatning udjævne svingene i ejendomspriserne, og en af de store tilfældigheder i livsindkomst kommer af de svingende boligpriser, der gør det helt afgørende, om man får købt hus på det rigtige tidspunkt – og mens arbejdsindkomst beskattes, er kapitalgevinster på boliger skattefri.

Et liberalt syn på en skattereform fortjener et bedre forsvar, end det Leth Jeppesen leverer.