Er rugefår et etisk skråplan?

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt 12. marts 2018 i Science Report)

De meget omtalte forsøg med rugefår bør få os til at overveje, hvor langt vi vil gå med at forme dyr i menneskers billede, skriver bioetiker.

Ofte bliver kritikere af den bioteknologiske udvikling beskyldt for at fremmane dystopiske fremtidsscenarier baseret på ren science-fiction, i stedet for at forholde sig sagligt og positivt til de nye muligheder.

Men nogle gange er det svært at gøre andet.

Når man læser nyheden om, at amerikanske forskere har skabt et fårefoster med menneskelige celler, der har udviklet sig i et rugefår i 28 dage, er det for eksempel meget svært ikke at komme til at tænke på de intelligente, genmodificerede xenotransplantationsgrise kaldet “pigoons”, der udgør en konstant trussel for de få overlevende i Margareth Atwoods dystopiske og utopiske triologi MaddAddam.

Før det billede helt afsporer diskussionen er det derfor en god ide at forholde sig til de mere jordnære aspekter af sagen. For det første er det værd at gøre opmærksom på, at den amerikanske forskning er et led i de mangeårige bestræbelser på at løse et alvorligt problem: Manglen på organer til transplantation.

Der er godt nok nogle, der vil hævde, at det er et selvskabt problem, for havde vi ikke udviklet organdonation, ville vi ikke stå i en mangelsituation. Og det er jo sandt, men på den anden side er det meget sjældent, at det lykkes at løse et problem uden at skabe nye. Samtidig er det værd at understrege, at organdonation har givet mange mennesker og deres pårørende mange gode leveår.

En unaturlig teknologi

Andre vil igen hævde, at organdonation grundlæggende er en unaturlig teknologi, som slet ikke skal anvendes. Mennesker skal ikke ønske at leve evigt, men acceptere, at døden kommer til os alle. Og det er jo også sandt. På den anden side er der vel ikke noget galt i at søge at holde den fra døren, så længe det ikke skader andre.

En løsning på problemet kunne være at skaffe flere organer fra hjernedøde mennesker, men på trods af en ihærdig indsats fra fx Dansk Selskab for Organdonation og talrige offentlige kampagner, har det ikke udlignet udbud med efterspørgsel. En situation, der ikke kun gør sig gældende i Danmark, men globalt.

Derfor har forskerne de sidste 25-30 år arbejdet på at skabe organer til mennesker i dyr, primært i grise. Får-menneske kimæren er et led i denne udvikling.

Hvad skal man så mene om det? Trække på skulderen eller føle sig bekræftet i, at forskningen er “unaturlig”? Glæde sig over de nye muligheder eller overveje, om der er værdier på spil, der er så vigtige, at de overskygger muligheden for på sigt at afhjælpe organmanglen?

Ikke overraskende afhænger svaret på det spørgsmål af ens etiske ståsted – og generelle indstilling til bioteknologi, livet, dyr og døden. Teknologiens nytte synes rimelig indlysende, men skal naturligvis opvejes mod de risici, som den indebærer. Hvordan de forskellige faktorer skal vægtes mod hinanden er igen afhængig af ens etiske ståsted.

I forbindelse med bioteknologi dukker der ofte også spørgsmål om naturlighed og unaturlighed, der dukker op. For hvad sker der, hvis fåret bliver mere menneske end får? Hvis dyrets intelligens pludselig bliver et menneskes og vi står med et menneskes sind fanget i et fårs krop.

Nogle vil her se de dystopiske skrækscenarier blive rullet urimeligt ud, men forsøg med mus udført på Københavns Universitet af Steven A. Goldman har vist, at deres intelligens kan øges gennem transplantation af menneskelige nervestøtteceller til musehjerner.

Måske er vi slet ikke så langt fra Atwoods pigoons, som vi tror.

Blandingen af arter har siden menneskets begyndelse fascineret og skræmt os. Der overskrides nogle grænser, som mange ser som nagelfaste, som en del af den “naturlige” orden. Fra den græske mytologi over filmen “Fluen” fra 1986 af David Cronenberg til Atwoods genmodificerede monstre:

Når grænsen mellem menneske og dyr fortoner sig, rykkes der ved vores virkelighedsopfattelse. Det er ikke i sig selv problematisk. Hvad der opfattes som det “naturlige” og “unaturlige” er afhængig af konteksten. For de første mennesker har evnen til at frembringe ild sikkert fremstået som unaturlig og i 1970´erne mente mange, at assisteret befrugtning var en unaturlig teknologi.

Hvor går grænsen?

I dag (mis)trives side om side både stor uenighed om, hvad der er “naturligt” og “unaturligt” og om, hvordan man skal vurdere det etisk. En ting er sikkert: Det er ikke nok til at afvise en teknologi, at man kan stemple den som unaturlig. Der må både gøres rede for, hvori det unaturlige består – og hvorfor det i sig selv skulle være etisk problematisk.

Den diskussion er til gengæld værd at tage hver gang videnskaben rykker grænserne for vores formåen.

I dette tilfælde kunne man fx spørge ind til om teknologien ikke vil forstærke synet på det levende som kemiske byggeklodser, der kan sættes sammen efter behag af os mennesker for at få tilfredsstillet vores behov og præferencer. Og skulle vi i stedet tage anledning af, hvor tæt dyr og menneske er på hinanden til at skærpe grænserne for, hvad vi kan tillade os at gøre ved dem?

Teknologier er, som filosoffen Hannah Arendt påpegede, ikke neutrale, men med til at forme fremtidens ideologier. Derfor giver det mening at inddrage Atwoods pigoons også i denne forbindelse, selvom vi er langt fra hendes dystopi, for det kan ikke nægtes, at vi har taget de første skridt ned ad den vej, som hun advarer imod.