Denne artikel undersøger en række møder mellem staten og borgerne i det peruanske højland i tiden efter en ambitiøs decentraliseringsproces, der har omdefineret betingelserne for statens tilstedeværelse. Byen Recuay i Andes er gået fra at være centrum i sin egen verden til at befinde sig i udkanten af det peruanske samfund. Ved at se på hvordan magten og menneskerne hænger sammen i særlige sociale sammenhænge undersøges det, hvordan staten som et socialt forhold mødes af de fattige bønder og hyrder, der bor i byens opland. Den udbredte følelse af at være forladt peger på, at forholdet til staten anses som værende socialt. Ved at undersøge, hvordan møderne mellem staten og borgerne udspiller sig vises det, hvordan folk fra landområderne forsøger at møde staten som en særlig social form. Det fremhæves her, hvordan magten i landområderne traditionelt har været indlejret i sociale forhold, og i forlængelse heraf, hvordan glemslen og forladtheden kan søges modarbejdet ved netop at etablere og fastholde det sociale i forholdet til statens institutioner. Således konkluderes det, at ved at se på forholdet mellem borgere og statsapparatet som et socialt forhold bliver det klart, at omstruktureringen af staten dermed også er en omstrukturering af den sociale orden, hvori hierarkiet har fået nye udtryksformer.